Hvis du har været i Sverige i løbet af det sidste år og ikke har levet under en stor, svensk sten, har du hørt om begrebet "soft girls".
Trenden, hvor unge kvinder forlader deres jobs og i stedet lader sig forsørge af deres mænd, er nemlig gået viralt på sociale medier i Sverige.
Under hashtags som #hemmaflickvän og #hemmafru, viser unge svenske kvinder et mere simpelt liv frem, hvor der er mindre fokus på præstation og mere fokus på wellness, selvkærlighed og feminin energi.
Selvom der ikke er officielle tal for, hvor mange unge kvinder, der rent faktisk går planken ud og siger deres jobs op, skaber trenden alligevel bekymring blandt feminister i Sverige, der kalder bevægelsen "tilbageskridt" for lighed mellem kønnene.
Vilma Larsson har aldrig været lykkeligere
En af de svenske kvinder, der har taget livsstilen til sig, er 25-årige Vilma Larsson.
For et år siden sagde hun op på sit job for i stedet at blive hjemmegående kæreste. Og hun har aldrig været lykkeligere.
- Mit liv er lettere. Jeg kæmper ikke, og jeg er ikke særlig stresset, siger hun i et interview til BBC tirsdag.
Her fortalte hun, at hendes kæreste arbejder hjemmefra i finanssektoren. Mens han bruger sine dage på møder og excel-ark, er hun i fitnesscenteret, ude med veninderne til en kaffe eller i køkkenet for at lave mad.
- Hver måned giver han mig en løn fra de penge, han tjener. Hvis jeg har brug for mere, spørger jeg ham. Hvis han giver mig mere, end jeg har brug for, gemmer jeg resten på min opsparing, siger hun.
Til gengæld er hun flittig på de sociale medier. På Instagram, YouTube og TikTok, hvor hun har lidt over 11.000 følgere, deler hun videoer med titler som "en dag i mit liv som hjemmegående kæreste". Ligeledes lægger hun billeder på under hashtags som #hemmaflickvän og #hemmafru, der oversat betyder hjemmegående kæreste og husmor.
DR har forsøgt at få et interview med Vilma Larsson. Hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Væk med 'girl boss' og ind med 'soft girl'
Sidste år satte Ungdomsbarometern - Sveriges største årlige undersøgelse af unge - begrebet på det svenske landkort. Her får tusindvis af unge svenskere mellem 15 og 24 år mulighed for at komme med deres forudsigelse for næste års store trend.
Og her var dommen klar, 'Soft Girls' kommer til at tage 2024 med storm.
For få måneder siden viste en ny undersøgelse fra Ungdomsbarometern, at forudsigelsen holdt stik. Fænomenet var nemlig populært - også blandt de endnu yngre svenskere. 14 procent af unge piger mellem 7 og 14 år identificerede sig som 'Soft Girls'.
Til sammenligning identificerede blot tre procent i samme aldersgruppe sig som feminister.
- For mange handler det om at vende sig væk fra dette her 'girl boss-ideal', som vi har set i mange år, hvor der er meget høje krav til kvinder i forhold til karriere og succes, siger Johanna Göransson, der er ekspert i livsstil og forbrug på Ungdomsbarometern.
'Tilbageskridt for lighed mellem kønnene'
Flere unge svenskere døjer med stress og eksistentielle bekymringer. Og det kan være en af forklaringerne på, hvorfor "soft girls" er et hit på sociale medier, fortæller Johanna Göransson.
- Vi har en ungdomsgeneration, der har lagt så meget pres på sig selv. Og så indikerer vores tal, at der er mange unge mennesker, der døjer med stress.
Selvom der ikke er konkrete tal på, hvor mange unge kvinder, der rent faktisk har sagt deres jobs op for at leve det søde "soft girl"-liv, skaber trenden alligevel bekymring hos svenske feminister.
Blandt andet hos Gudrun Schyman, der er stifter og tidligere politisk forperson for det svenske parti Feministiskt Initiativ. Hun fortæller, at hun for nyligt har debatteret "soft girls-begrebet" i politiske kredse og kalder det for et "tilbageskridt" for lighed mellem kønnene.
- Selvom det er et lille mindretal, der rent faktisk gør de her ting, er det en farlig trend. Den kommer fra højrefløjen, der ønsker mere konservative og traditionelle kønsroller, hvor kvinderne ikke er på arbejdsmarkedet, siger hun til DR.
På den modsatte fløj - hos Sverigesdemokraterne - er man positivt indstillet overfor trenden.
- Jeg synes, at folk skal bestemme over deres eget liv. Hvis du har økonomi til at leve af din partners løn, så er det bare godt for dig, siger Denice Westerberg til DR.
'Trad wifes', der afviser livet som moderne kvinder, tog også internettet med storm. Det kan du læse mere om i artiklen nedenfor: