Kendisfotograferne Mario Testino og Bruce Weber beskyldes af mandlige modeller for seksuelle tilnærmelser. Modemagasinet Vogue har indstillet samarbejdet med kendisfotograferne Mario Testino og Bruce Weber på ubestemt tid. Det sker i kølvandet på beskyldninger fra mandlige modeller og assistenter om upassende seksuel opførsel. Det oplyser redaktør på Vogue Anna Wintour søndag. Hun siger, at beskyldningerne mod sine to 'personlige venner' har været 'svære at høre og hjerteskærende at konfrontere'.
Samarbejdet sættes på pause
- Jeg tror stærkt på værdien af anger og tilgivelse. Men jeg tager påstandene meget alvorligt. Derfor har vi på Conde Nast (Vogues udgiver, red.) besluttet at sætte vores samarbejdsforhold med begge fotografer på pause, udtaler hun. 15 nuværende og tidligere modeller fortalte til The New York Times lørdag, at 71-årige Bruce Weber har udsat dem for det, avisen beskriver som et mønster af unødvendig nøgenhed og seksuel adfærd under tvang. Modellen Robyn Sinclair beskriver, hvordan Bruce Weber gennem blandt andet vejrtrækningsøvelser lokkede modellerne til at røre både sig selv og ham. - Jeg husker, at han stak sine fingre ind i min mund og rørte ved mine kønsdele. Vi har aldrig haft sex eller noget, men der skete mange ting. Der var meget røren og forulempelse, siger han til The New York Times.
/ritzau/dpa