- Har du ikke tabt dig?
- Du ser mega tynd ud på billedet, har du tabt dig meget?
- Hvad er din hemmelighed? Du ser slankere og slankere ud på dine billeder, mens de fleste andre bliver større og større (inkl. undertegnede) i disse tider.
Sådan lyder et lille udpluk af de mange kommentarer, som 'X Factor'-vært Sofie Linde i øjeblikket modtager, hver gang hun poster et billede på Instagram.
Mange vil måske betragte vægttabskommentarerne som en kompliment, men sådan ser Sofie Linde det ikke - selvom hun anerkender, at kommentarerne er skrevet i en rosende tone.
Det skriver hun i et opslag til sine 550.000 følgere, og opslaget har i skrivende stund fået 132.000 likes på under et døgn.
- Jeg ved godt, at alle beskeder og kommentarer er serveret - og sendt afsted med gode hensigter og i kærlig mening. Alligevel bliver jeg lidt trist, når jeg læser dem. For er vi virkelig stadig der? Dér, hvor vi stadig synes, at det er flot og flottest, hvis man har tabt sig? Og dér hvor vi kommenterer på hinandens kroppe og vægt?, skriver Sofie Linde.
- Tag vægten og kroppen ud af ligningen
'X Factor'-værten fortsætter sit opslag med at fortælle, at hun i sit 30 år lange liv har vejet lige fra 50 kilo til over 100 kilo.
Og at hendes forhold til sin egen krop gennem årene har svinget lige så meget som vægten, men at hun de senere år har lært at holde af sin krop.
Derfor ville hun ønske for alle unge mennesker, at de kunne vokse op uden konstant at tage stilling til, hvordan deres egen og andres kroppe ser ud.
- Jeg drømmer sådan om, at vi sammen arbejder henimod, at det er en 'ikke-ting', hvordan vores og andres kroppe tager sig ud.
- Jeg tror på, at hvis vi tager vægten og kroppen ud af ligningen, når vi kommenterer hinanden, så vil det gøre en stor forskel på, hvordan vi ser på os selv, skriver Sofie Linde.
Kulturforsker: 'En relevant protest'
Når Sofie Linde i opslaget protesterer mod kommentarer om vægt og krop, sætter hun sig op imod en kulturel norm, der er stærk i den vestlige verden.
Det forklarer kulturforsker Karen Hvidtfeldt fra Syddansk Universitet.
- Kroppen har en kæmpestor værdi i vores samfund. Den bliver forstærket i kraft af medier og sociale medier, hvor selfie-kulturen er herskende. Vi lever i en billedverden, og derfor får vores udseende forholdsmæssigt stor værdi i forhold til det, som er bag facaden.
- Så det er en helt reel og relevant protest, hun kommer med. For den kulturelle norm er, at den slanke krop typisk bliver vurderet som sundere end den overvægtige krop. Og ved at opnå den slanke krop bliver man som menneske vurderet som en, der har kontrol, siger Karen Hvidtfeldt.
Netop fordi Sofie Linde har så stor en følgerskare på sociale medier, tror Karen Hvidtfeldt på, at hendes opråb kan få betydning.
- Det er vigtigt, at hun siger fra, og det er stærkt, at hun gør det. Jeg tror bestemt, at Sofie Linde kan ændre noget ved folks opfattelse, fordi hun er så stor en influencer, som hun er. Spørgsmålet er så, hvor langvarigt det bliver, fordi folks opfattelse af, at sundhed, succes og slankhed hører sammen, er så stærk.
Dr.dk har været i kontakt med Sofie Linde, som ikke har yderligere kommentarer til historien.