Wilde på 29 er kropsaktivist: 'Nogle mener, jeg ikke bør have taletid, fordi jeg er tyk'

Vi får tit at vide, at vi promoverer en livsfarlig livsstil og glorificerer det at være tyk.

Seriøst?

Vi er bare os selv. Det med at tage billeder af mig selv og poste dem på Instagram gør ikke, at jeg promoverer noget bestemt. Det viser derimod, at jeg er glad for min krop og for mit liv.

Det ærgerlige er, at nogle mener, at jeg ikke bør have taletid, og at jeg ikke har ret til at deltage i debatten, fordi de mener, jeg ikke kan tage vare på mig selv, fordi jeg er tyk.

Jeg får at vide, at jeg koster samfundet penge, og at jeg ikke fortjener, at skattepengene bliver brugt på mig, hvis jeg bliver syg. De siger, det er min egen skyld, fordi jeg ikke passer ordentligt på mig selv. Men der er jo ikke noget i vejen med mig. Det er tykfobisk, når folk mener, at der er noget galt med mig.

Jeg møder mest holdningen på sociale medier, men også hvis jeg skriver en kronik til en avis. De læser kun overskriften, ser et billede af mig, og så skriver de ellers, at jeg ikke har ret til at dele min holdning, fordi jeg i deres øjne ikke er pæn.

Jeg har engang fået at vide, at jeg dræber mine egne følgere på Instagram, fordi man vil dø, hvis man gør, som jeg gør. Det er langt ude. Der er jo ingen, der ser mine billeder og tænker: 'Nu, endelig, har jeg lyst til at blive tyk.'

Jeg har det bedre mentalt, når jeg ikke længere hver dag fokuserer på at tabe mig. Jeg skal ikke udelukkende fokusere på mit udseende, men også på så meget andet.

Du kan se Wilde Siems Instagram-profil her.

Lige siden jeg var lille, har jeg fået kommentarer om min krop. Det var alt, jeg kunne få at vide: Fra at jeg var ulækker, til at folk fortalte mig, om jeg virkelig burde spise det, jeg sad og spiste. Når andre siger det til dig, så begynder du også at sige det til dig selv.

Når noget er gået galt i mit liv, så har min første tanke altid været, at det skete, fordi jeg var tyk. Det var endda så centralt for mig, at hver gang jeg for eksempel tog til en fest med nogle, som jeg ikke kendte, så tænkte jeg: 'Hvad vil de tænke om mig, og vil de som det første tænke, at jeg er tyk?'

Jeg arbejder stadig på at droppe selvhadet, og jeg oplever det for eksempel stadig, når jeg lægger mig på siden i sengen og ser på min mave, der hænger lidt. Men når selvhadet er noget, der har bygget sig op i så lang tid, så er det svært at slippe igen.

Det er nogle gange, som om usikkerhed og kropspositivisme sidder på hver sin skulder og taler til mig, og at der udspiller sig en kamp imellem dem. Den kamp bruger jeg rigtig meget energi på.

Jeg tror aldrig rigtig, usikkerheden helt slipper mig. Vi er jo alle selvkritiske i en eller anden grad. Men jeg håber virkelig, at jeg på et tidspunkt kan lære at slippe selvhadet endnu mere.

Når man er tyk, bliver man oplært i at hade sig selv og til at tro, at man ikke er god nok. Men vi bør alle kunne have lov til at elske os selv.

Du kan se Pauline Lindborgs Instagram-profil her.

Jeg har haft følelsen af at være forkert flere gange, når jeg er ude blandt andre.

Da jeg satte mig ned i stolen her i dette lokale, passede den ikke til mig på grund af armlænene. Det har jeg oplevet flere gange før.

Ofte vælger jeg at lade være med at bytte stolen ud og i stedet sætte mig, selvom armlænene generer. Det gør jeg for at undgå skammen ved at skifte til en anden stol. Hvis jeg bliver nødt til at skifte stol, tiltrækker det opmærksomhed, og det giver mig en følelse af skam, når jeg ikke passer ind.

Det er sådanne småting, som man oplever igen og igen, der får én til at føle sig marginaliseret.

Det samme sker, når jeg beder om en bælteforlænger til sædet, når jeg skal ud at flyve. Her i sommer fik jeg en knaldorange bælteforlænger, der skreg: 'Hello! Attention!'

Og når man sætter sig ned i flysædet, går det helt galt. De er trange, og man bliver mindet om, at man er for stor til flyet. Og du kan mærke, at alle andre omkring dig tænker, at du er for tyk til overhovedet at være ombord på et fly med så lidt plads.

Selvom der ikke er nogen, der siger det, så kommer den følelse jo et sted fra. Den stammer fra, hvordan tykke generelt bliver set af andre.

Det er et samfundsproblem.

Men det handler også om, at jeg selv skal ændre tankerne om mig selv, når jeg oplever det. Jeg er blevet bedre til at tænke, at det for eksempel ikke er mig, der er noget galt med, når jeg skal med flyet. Men at flyene ikke har meget plads, fordi det gælder om at spare penge for flyselskaberne.

Sådanne situationer er noget, man skal træne sig op til at håndtere bedre.

Jeg synes, det er vigtigt, at der kommer en anerkendelse af de episoder, hvor du bliver meget bevidst om, at din krop er forkert. Også selvom det ikke er mobning.

Du kan se Marte Nymans Instagram-profil her.

Det vigtigste, jeg gerne vil have andre til at forstå, er, at tykke også er mennesker. Vi er her ikke for at være et sjovt indslag eller for at være en eller anden joke. Vi har lige så mange dimensioner, som alle andre har.

Der er en idé om, at fordi vi er tykke, så er vi på én bestemt måde. Det er enormt forfejlet og hænger nok sammen med, at tykke mennesker i medierne er meget karikerede. Enten er de dumme, fjollede eller onde. Tykke bliver stort set kun vist på den måde - og aldrig som et helt menneske.

Vi fire kvinder fra 'Fat Front' har den ting til fælles, at vi er tykke. Vi har oplevet at blive marginaliseret på grund af vores tykhed – og det er dét, vi har til fælles. Når man tænker lidt over det, så er et jo egentlig mærkværdigt, at der kan laves en film om os, bare fordi vi er tykke. Vi er jo også mange andre ting.

Jeg vil gerne have, at vi bliver fremstillet som hele mennesker. Det kan godt være, at vi er fysisk større end andre, men vi er ikke endimensionelle. Vi er lige så sjove, kloge og alt muligt andet som andre. Vi har interesser og ting, vi brænder for, og vi har underlige hobbyer, ligesom alle andre har. Vi vil bare gerne repræsenteres på lige fod med alle andre.

En anden ting, jeg også har lagt mærke til, er de høflighedstraditioner, vi har, når vi møder nye mennesker. Selvom ingen nævner, at man er tyk, så kan man godt fornemme, hvor øjnene ryger hen.

Det er, som om der er en akavet høflighed. Hvis der for eksempel er andre, der sidder og taler om deres kroppe, og jeg begynder at sige, at jeg er tyk, så bliver der helt stille. Og så begynder folk at sige: 'Nej, nej. Du er da ikke tyk.'

Men hvis jeg selv kalder mig for tyk, så acceptér det i stedet for at modsige mig. Bare mød mig som et menneske!

Du kan se Helene Thyrsteds Instagram-profil her.