Lørdag formiddag har politiet registreret i alt 19 sager om vold på årets Roskilde Festival mod otte på samme tid sidste år. Men tallene får ikke politiet til at advare folk mod at komme på festivalen.
Se Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi fortælle om nogle voldstilfælde i videoen herover.
- Det kan se lidt voldsomt ud, men med over 100.000, der fester sammen på et lille sted i syv dage, er det ikke noget alarmerende højt tal, siger Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Ifølge politiet er det 'små bataljer', der har udviklet sig til egentlig vold, hvor der er et offer, som har fået en behandlingskrævende skade, og det er netop derfor, tilfældene adskiller sig fra en ligeværdig slåskamp mellem to parter.
- Når vi kigger på indholdet, er lunten tilsyneladende kortere, end den plejer at være, siger han og påpeger, at der har været et tilfælde, hvor offeret kom slemt til skade.
Langt de fleste sager betegnes af politiet som værende i 'den lettere kategori'.
Små hændelser, der har vokset sig store
Blandt sagerne har politiet fået voldanmeldelser fra folk, der er gået gennem fremmede lejre og derfor er blevet tilsyneladende umotiveret overfaldet. Andre har ikke haft en god køkultur, hvilket er blevet mere end almindeligt påtalt, og så er de blevet slået og sparket.Nogle er umotiveret blevet skubbet til, hvorefter det har udviklet sig, mens andre er blevet slået med en stang eller en pind, fortæller Martin Bjerregaard.
- De fleste er små hændelser, der normalt ikke vil kræve politiets indblanding, men det er vi blevet nødt til, fordi der er reageret lidt mere voldsomt, end der plejer, og der er også et offer at tage hensyn til, siger han.
Hvad årsagen til stigningen i voldssager skyldes, ved politiet ikke med sikkerhed, men lidt dårligt vejr (alene den kølige torsdag kom der otte anmeldelser) og en øget bevidsthed fra folk mod den slags sager kan være en del af forklaringen.
Tag trygt afsted næste år
Også i år har der været henvendelser om sædelighedsforbrydelser, blandt andet voldtægt. Der er sket en lille stigning på få ekstra tilfælde, men heller ikke det får politiet til at bimle med nogen alarmklokker.
- Samlet set er det politiets opfattelse, at årets Roskilde Festival ligner de tidligere festivaler. Roskilde Festival er igen i år en festlig og folkelig begivenhed, man trygt kan gå til, siger Martin Bjerregaard.
Roskilde Festival lukker ned for musikken for denne gang i aften. Midt i næste uge vil politiet så offentliggøre den samlede oversigt over hændelser og narkofangst på årets festival.