Verdensstjerner retter nu skarp kritik direkte mod Donald Trump og våbenloven i USA.
Det sker efter to forskellige masseskyderier i El Paso, Texas og Dayton, Ohio i weekenden, hvor en henholdsvis 21-årig mand og en 24-årig mand dræbte i alt 31 mennesker.
Efter skyderiet i El Paso tweetede Donald Trump, at skyderiet ikke alene var tragisk, men en kujonagtig handling, og at han fordømmer den hadefulde gerning.
Præsidenten kommenterer dog ikke på, at den 21-årige drabsmand på sin Twitter-profil, ifølge CNN, skulle have sendt en hyldest til Donald Trump og hans planer om at bygge en mur langs den mexicanske grænse.
Lettere at få AK-47 end visum
Ifølge sangerinden Rihanna har præsidenten med vilje undladt at kalde det, for hvad det er - en terrorhandling. Det skriver hun blandt andet i en lang Twitter-besked direkte rettet mod præsidenten.
- Hm… Donald, du har stavet 'terrorisme' forkert!, starter hun sit tweet, som går på, at han netop ikke har kaldt skyderiet for det.
Resten af hendes tweet handler især om våbenloven i USA. Hvor det for eksempel i Danmark kræver en særlig tilladelse, kan enhver amerikaner besidde et våben.
- Forestil jer en verden, hvor det er lettere at få en AK-47 end et VISUM! Forestil jer en verden, hvor de bygger en mur til at beholde terrorister I AMERIKA!!!, lyder det i hendes tweet, der på to dage har fået knapt en halv million likes.
'Trump inspirerer mordere'
Også sangeren John Legend, der ofte har kritiseret Donald Trump i hårde vendinger, er ude med samme kritik.
- Præsidenten inspirerer jævnligt mordere. Han er en del af problemet, lyder det på hans Twitter-profil.
Rapperen Cardi B, der optrådte på årets Roskilde Festival, er også meget ligefrem i sit tweet, som hun sendte af sted lige efter Donald Trumps egen Twitter-udmelding på dagen for masseskyderierne. Her gav han en update om, at FBI og politiet var i fuld gang med at indsamle information.
Dertil svarer Cardi B:
- Vi har nok information allerede! Dem, der skød, er begge hvide racist-terrorister, der ville dræbe minoriteter. Der blev hurtigt taget handling, men hvad vil DU gøre for at kontrollere nogle af dine RACISTISKE STØTTER?, lyder hendes opråb.
Skrevet ny sang
Sangerinden Lana Del Rey har valgt en mere kunstnerisk måde at udtrykke sin kritik, frustration og sorg på. Hun har netop lagt en helt ny og, ifølge hende selv, improviseret sang på Instagram, som hedder 'Looking for America'.
På optagelsen, som er filmet med en mobiltelefon, ser man Lana Del Rey sidde i sit studie iført hverdagskjole, hættetrøje og sneakers og synge sin nye sang.
I teksten til videoen forklarer hun, at sangen er opstået spontant i hendes hoved efter masseskyderierne.
- Jeg ved, at jeg ikke er politiker, og jeg prøver ikke at være det, men jeg har en mening, siger Lana del Rey og skriver, at det virkelig har påvirket hende dybt. I sangen 'Looking for America' synger hun blandt andet:
'I'm still looking for my own version of America / One without the guns, the flag can freely fly / No bombs in the sky, only fireworks and you and I.'
'Jeg leder stadig efter min egen version af USA / En uden våben, hvor flaget frit kan vaje / Ingen bomber på himlen, kun fyrværkeri og dig og mig'.