Livet uden internet kan være skræmmende for to mænd, der er konstant online i arbejdstiden og bruger op mod fem timers fritid på Instagram, Facebook, Netflix og andre virtuelle fristelser.
Men det massive offline alternativ, der står imellem dem, virker til at være mere skræmmende.
Værterne for P3-programmet ’Danskerbingo’, Andreas Kousholt og Jacob Weil, er uden internet i fem dage og på jagt efter aktiviteter, der kan udfylde det digitale vakuum.
I dag hedder aktiviteten Skovlys Karisma, vejer 700 kilo og målet 175 centimeter over ryggen.
- Det er lidt uhyggeligt, men også lidt sejt, siger 27-årige Andreas Kousholt.
Triggerhånd og scroll
Radioværternes online-cølibat startede mandag klokken 9 og slutter fredag klokken 12. Mandag aften er abstinenserne allerede begyndt at melde sig.
- Der er flere gange, min triggerhånd lige har været nede i lommen og tage fat i telefonen. Det er ren western. Jeg har virkelig meget lyst til at tjekke min arbejdsmail, siger Jacob Weil.
Andreas Kousholt er i mangel på sociale medier begyndt at scrolle igennem de billeder, han tog af den jakke, som han senere købte og leverede tilbage igen. Altså, fuldstændig unødvendig scroll.
- Da jeg kom til hotellet, blev jeg frustreret over, at de har så dårlig en TV-pakke, og så tænkte jeg, at jeg bare kunne gå på Youtube. Men nej. Der er ingenting at lave for mig. Nu bliver jeg måske nødt til at læse den bog, jeg har taget med, siger Andreas Kousholt.
Verdens største hest
Men først skal Andreas op på verdens største hesterace, Shire. Dette eksemplar er seks år og en af de mindre af sin slags.
Shire-ridning er den første udfordring på Danskerbingos jagt efter offline-aktiviteter. Det er en aktivitet, der udspringer af en lytters historie om en udstoppet Shire-hest og radioværternes fascination af store dyr.
- Det kunne være sejt at være god til at ride, og det er altså noget sejere end at være god til at være på Instagram. Det er sgu ikke særlig sejt, siger Andreas Kousholt.
Både han og Jacob Weil formår – trods deres agtpågivenhed over for den enorme offline-aktivitet – at sætte den i trav og blive lettere betaget af Skovlys’ Karisma.
- Det er skønt at ride på en hest. Jeg har altid syntes, at det så sejt ud. Jeg kan godt lide at gå sådan lidt back-to-nature. Måske skal jeg ud og ride en tur i Dyrehaven med min ven, der har plaget mig ret meget, siger Jacob Weil.
Tørkajak, porno eller 4.000 småkager
Danskerbingo har bedt lytterne om at komme med bud på, hvad man kan lave ude i den virkelige verden, og nogle af forslagene er måske i den ekstreme ende:
I er velkomne Mols Bjerge til en tørkajaktur ned ad bjergene, imellem ungtyrekalve. Hvis i ikke tør, kan vi tage jer med på mountainbike i bjergene. Vi laver lidt suppe over bål bagefter.
Eller…
Vi skal optage en pornofilm i Randers i aften, og der er plads til to ekstra, hvis det frister.
Og så de mindre lumre eller action-packed forslag:
Jeg underviser børn på 6-10 år i gymnastik og rytme fra klokken 17.30-18.45. I er meget velkommen til en sjov eftermiddag.
Eller måske…
I kan få lov til at hjælpe mig med at lave 3-4.000 småkager, som gives gratis til redderne og brandmændene i Horsens og Hedensted.
Et fucking ego-svin
Sidstnævnte forslag prikker til Andreas Kousholts dårlige samvittighed.
- Jeg kan godt lide tanken om at engagere sig, så man giver noget tilbage til samfundet. Da jeg var mindre, var jeg meget engageret. Nu gider jeg knap være med til arbejdsdag i ejerforeningen. Jeg er blevet et fucking ego-svin.
P3-værterne har selv nogle ønsker til, hvad de skal ud og lave i den virkelige verden.
- Vi kunne vildt godt tænke os at træde ind i et band en dag. Jeg vil sygt gerne spille i et band, siger Andreas Kousholt.
Våd drøm om markræs
Offline-eksperimentet bliver primært udført i en række mindre jyske byer, og det skal udnyttes, mener Jacob Weil, der er opvokset nord for København.
- Markræs er nummer et på listen. Det har vi talt rigtig meget om det. Det er min våde drøm om ungdommen på landet, men jeg har aldrig prøvet det. Jeg tvivler dog en smule på, om jeg kan få vildskaben op i mig i så sen en alder, siger 27-årige Jacob Weil.
Andreas Kousholt er vokset op i Langå, som han og resten af Danskerbingo-holdet besøger i uge 49.
- Jeg er vokset op på landet, hvor man kører markræs, men har aldrig prøvet det. Jeg er en meget artig bilist, og jeg er ret spændt, om jeg har ræs i blodet. Men, nu er vi offline, og så kan vi ligeså godt udfordre os selv, siger Andreas Kousholt.
Spild af tid?
En uge uden Instagram, Facebook og Twitter har sat gang i nogle ret eksistentielle tanker hos de to radioværter.
- Jeg har dårlig samvittighed over, hvor lidt jeg får ud af mit liv. Jeg er ung og barnløs, og jeg får formentlig aldrig mere tid og flere penge til rådighed, end jeg har nu. Jeg tror ikke, at jeg udnytter min tid optimalt, siger Andreas Kousholt.
- Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg laver. Mine dage går bare, uden jeg får udrettet noget. Jeg har en forestilling om, at man kan udrette mere og sætte et større aftryk ude i den virkelige verden. En offline-aktivitet er mere håndgribelig. Man kan blive stærkere, hurtigere eller dygtigere til et eller andet.
Men sådan går det sjældent for Andreas Kousholt.
- Jeg gider ikke. Jeg ender bare med at sidde og scrolle i stedet for. Jeg havde en forestilling om, at jeg var bedre til at gøre noget, men jeg ved ikke, om det er de sociale mediers skyld.
Bedragerisk amøbe
Jacob Weil savner generelt tid til fordybelse.
- Nogle gange tænker jeg på, hvor meget man kunne komme til at vide med al den tid, man bruger på sociale medier. Man kunne jo tage en ph.d. i et eller andet. Men jeg ved lidt om en hel masse, fordi jeg googler så mange forskellige ting, siger Jacob, inden Andreas Kousholt bryder ind.
- Jeg synes, du laver så mange spændende ting.
Det sætter gang i en kortere samtale mellem de to radioværter:
Jacob: Ja, det kan godt være, at det virker sådan, men det gør jeg ikke.
Andreas: Nå, jeg har ellers købt illusionen om, at du laver vildt meget aktivt. Du har da været til et foredrag om hjernen.
Jacob: Ja, det var en enkelt gang. Der kan du se, hvad Instagram kan gøre.
Andreas: Ja, jeg tror du er så nice.
Jacob: Og så er jeg bare sådan en bedragerisk amøbe.