Jeg får det nærmest fysisk dårligt af at kigge på de her perfekte liv på Instagram.
Det er spild af tid, og jeg kan ikke forstå glæden ved at kigge på de perfekte piger, som man ikke ved, hvem er. De kan være de mest intetsigende og usympatiske mennesker.
Det er fantasi, overfladisk og spild af tid. Jeg er virkelig ikke fan af det.
Det er svært at beskrive den følelse, det giver mig, men jeg har det virkelig ikke godt, når folk er meget på Instagram, eller når jeg ser andre udstille sig selv på Instagram.
Jeg ved godt, at det lyder forfærdeligt, men jeg tager ofte afstand til folk, der er meget på sociale medier.
Jeg tror ikke, at jeg bevidst har valgt nogen fra, fordi de er meget på sociale medier, men det giver mig et dårligt indtryk af en person, hvis han eller hun er rigtig meget på.
Og så kan det være, at jeg ikke har så meget lyst til at være sammen med dem igen.
Så ubevidst har jeg måske valgt nogle fra, fordi de er meget på Instagram og andre apps.
Når de er det, mens vi er sammen, så giver de ikke lige så meget af sig selv, og så har jeg ikke lyst til at være sammen med dem.
Hvis jeg har en god samtale med en person, og han eller hun pludselig tager telefonen frem for at tjekke Instagram eller andre sociale medier, så bliver de fraværende.
Nærværet bliver ødelagt, og jeg synes, det er noget det smukkeste, man kan have. Jeg synes, det er synd, hvis man går glip af det nærvær.
Og jeg synes, det er respektløst over for mig, når de tager mobilen frem, mens jeg er sammen med dem. Så bliver telefonen lige pludselig vigtigere end mit selskab.
Det ville jeg ikke selv gøre mod andre.
Jeg havde selv profiler på sociale medier, da jeg gik i gymnasiet. Både Facebook og Instagram. Men jeg var sjældent på. Der kunne sagtens gå uger, hvor jeg ikke var aktiv.
Alligevel kunne jeg finde på at tjekke mobilen, når jeg var sammen med andre, og jeg kunne godt se lidt af mig selv i de andre, der var rigtig meget på.
Nogle gange kunne jeg også finde på at tage mobilen frem, når jeg var midt i en samtale. Det var ikke nice.
Jeg fandt ud af, hvor meget man går glip af ved at skulle være på hele tiden. Især socialt, men mange af mine venner missede også store dele undervisningen, fordi de var på sociale medier. De kunne bruge halvdelen af en skoledag på at tjekke Instagram og se på sjove Facebook-videoer i stedet for at følge med i undervisningen.
Det var ret uhyggeligt, synes jeg. Og jeg havde ikke lyst til at være en del af det.
Så jeg valgte at droppe sociale medier helt, da jeg skulle ud og rejse for godt et år siden. Jeg ville ikke risikere at gå glip af noget, fordi jeg skulle sidde og tjekke telefonen. Jeg ville have det maksimale ud af min rejse. Og det var virkelig rart at møde mennesker uden at skulle tænke på at tjekke, hvad andre havde lagt på, eller hvad jeg selv skulle poste.
Da jeg kom hjem, savnede jeg ikke at være på.
De sociale medier skaber et kæmpe præstationspres. Der er et menneskeligt pres, hvor man hele tiden skal vise, hvor god man er, og hvor man ikke kan vise negative følelser.
Man skal hele tiden have det godt, stige i status og få flere likes.
Jeg kan – ligesom alle andre – godt have det dårligt, og jeg prøver at rumme de negative følelser og være trist, når jeg er trist. Det var svært at gøre, da jeg var på de sociale medier. Der er ikke plads til at være ked af det.
Jeg kan ikke med sikkerhed sige, at der er en sammenhæng mellem ikke at bruge for eksempel Instragram og det at kunne give plads til de negative følelser. Men jeg tror helt klart, at man er mere afslappet uden sociale medier, når man ikke hele tiden oplever det pres, der er der, hvor man hele tiden skal virke perfekt og fremstå som om, man har det godt.
Der er jo ingen, der lægger et billede på Instagram, hvor de har det dårligt.
Jeg kan godt lide at udstråle, at det ikke betyder noget for mig, hvad andre mennesker synes om mig, men det gør det. Bare ikke på Facebook eller andre sociale medier.
Jeg går op i, hvad folk synes om mig, når vi er sammen, og i, at de har lyst til at være sammen med mig igen.
Instagram og Facebook er meget overfladisk, og jeg kan godt lide at blive accepteret for mine indre værdier. Jeg får meget mere ud af at blive anerkendt, når jeg møder folk.
Jeg kan godt sætte mig ind i, hvad de sociale medier gør ved folk. Da jeg var på Instagram, fik jeg også selv et kick ud af det, når jeg lagde et godt billede ud af mig selv.
Der var en dag, hvor skulle ud og feste med nogle venner og lige havde lagt et billede ud, som mange godt kunne lide. Jeg havde det vildt godt den dag. Jeg ved ikke, om det var på grund af de mange likes, men jeg havde det bare godt den dag.
Det giver et fix.
Jeg tror ikke, at jeg kommer til at åbne en Instagram-profil igen, men jeg kan godt være fristet.
Det er ligesom at blive hooked på et spil, der bare tager utroligt lang tid.
Der er sikkert mange, der har et sundt forhold til Instagram, men da jeg brugte app’en, sad jeg tit og tænkte på, hvad jeg skulle lægge ud. Skulle det være et fællesbillede med drengene eller et close-up af mig selv?
Det er virkelig forfærdeligt, at man går og fokuserer på det. Det havde jeg ikke lyst til.
Men det er fristende. Det, der frister mig mest, er helt klart kontakten til piger. Også den status og det kick, man kan få ud af det. Men mest pigerne.