Medmindre man er inkarneret filmnørd eller har sin daglige arbejdsgang i Hollywood, var det nok de færreste, der havde bidt mærke i navnet Cheryl Boone Isaacs for blot en uge siden.
Selvom den 66-årige afroamerikaner har stået i spidsen for The Academy of Motion Picture Arts and Sciences, der står for at uddele den prestigefyldte Oscar-pris, siden 2013, havde hun indtil da ikke gjort det helt store væsen af sig uden for filmverdenens fagkredse.
Men så brød #OscarsSoWhite-debatten ud.
Da årets Oscar-nomineringer blev offentliggjort i sidste uge, glimrede de farvede skuespillere og filmsnedkere for andet år i træk ved deres fravær på nomineringslisterne. Det fik flere fremtrædende sorte filmkunstnere til at boykotte prisuddelingen og beskylde filmakademiet for racisme.
Og så kom Cheryl Boone Isaacs på banen.
Vi kan ikke vente på industrien
Akademiets formand havde selv været ”sønderknust og frustreret” over nomineringerne, som hun et par dage forinden havde været med til at annoncere for verdenspressen.
Derfor ville hun nu tage ”drastiske skridt” for at få ændret medlemssammensætningen af Oscar-akademiet, som ifølge en optælling fra 2012 hovedsageligt består af ældre, hvide mænd.
- Dette er en vanskelig, men vigtig samtale, og det er tid til store forandringer, lød det i en pressemeddelelse.
Det mundede i går ud i en række nye medlemsregler, som skal være med til at fordoble antallet af kvinder og minoritetsmedlemmer i akademiet inden 2020.
- Akademiet skal lede og ikke vente på, at industrien gør noget, lød det fra formanden, der har gjort det til sin mærkesag at bekæmpe racisme og sikre mere ligestilling i Hollywood.
https://twitter.com/TheAcademy/status/690628700425981952
Fulgte i broderens fodspor
At Cheryl Boone Isaacs skulle ende med så fremtrædende en plads i Hollywood var det nok de færreste, der havde forudset, da hun kom til verden i 1949.
Hun voksede op i en afroamerikansk middelklassefamilie i byen Springfield i delstaten Massachusetts.
Selv om hun elskede at se film, var det alligevel statskundskaben, hun kastede sig over, da hun begyndte på Whittier College i Californien.
Og efter at have færdiggjort sin uddannelse – som blandt andet indbefattede et udvekslingsophold i København – blev hun ansat som stewardesse i flyselskabet Pan Am.
Hendes interesse for film var der dog stadig. Og i 1977 besluttede hun sig for at følge i sin brors fodspor, som siden midten af 1960'erne havde haft et højtplaceret marketingjob i filmselskabet United Artist.
Knoklede sig frem
Cheryl Boone Isaac blev ansat hos filmselskabet Columbia Pictures, og hendes første opgave blev at lave reklame for Steven Spielbergs film ”Nærkontakt af Tredje Grad”.
Hun blev bidt af filmverdenen, og hun knoklede sig efterfølgende frem i den ellers så nådesløse filmby, hvor hun fik flere topstillinger hos blandt andre filmgiganten Paramount Pictures, hvor hun var i 13 år.
Fra 1997 til 1999 stod hun i spidsen for New Line Cinemas marketingafdeling, hvilket var første gang i filmbyens historie, at en sort kvinde gjorde det.
Mere bredtfavnende end tidligere
Cheryl Boone Isaacs blev selv menigt medlem af The Academy of Motion Picture Arts and Sciences i 1987. Men det var først i 2013, at hun blev udnævnt til formand for hele akademiet.
Det var første gang i filmakademiets historie, at en sort kvinde blev sat i spidsen for det. Og hun var blot den tredje kvinde, som havde fået tildelt formandstjansen, siden akademiet blev stiftet i 1927.
Valget af Cheryl Boone Isaac er af mange iagttagere set som et tegn på, at Oscar-akademiet nu ville gå målrettet efter at blive mere bredtfavnende end tidligere.
Og Cheryl Boone Isaacs fastslog selv fra dag ét af, at hun ville arbejde for, at akademiets godt 7.000 medlemmer i højere grad skulle afspejle resten af det amerikanske samfund. Det vil sige mange flere kvinder og minoriteter end tidligere.
Vi skal gøre mere
Det så man blandt andet sidste sommer, hvor 322 nye medlemmer blev optaget i akademiet. Her havde man gjort en ekstra indsats for at sikre en så bred sammensætning som mulig.
Og i efteråret sidste år søsatte Cheryl Boone Isaac 2020-initiativet, der skal prøve at fremme mangfoldigheden blandt akademiets egne ansatte.
De tiltag skulle dog vise sig ikke at være nok, og derfor valgte Cheryl Boone Isaac sammen med resten af akademiet at gå drastisk til værks, da kritikken begyndte at rulle tidligere på ugen.
Hun er selv overbevist om, at de nyeste medlemsregler vil få en øjeblikkelig indvirkning på akademiets medlemmer.
Men som hun selv har fremhævet, så nytter det ikke noget at ændre medlemssammensætningen, hvis ikke resten af filmindustrien også tager emnet alvorligt i hverdagen.
Og det kan ikke gå hurtigt nok.
- Vi bliver nødt til at gøre mere, og vi skal gøre det bedre og hurtigere, siger hun.