Medlemmerne af Oscar-akademiet, der står for at nominere årets bedste filmpræstationer, er alt for ens.
Derfor er der i den grad brug for at ryste medlemsposen, så de i langt højere grad kommer til at afspejle resten af samfundet.
Det er meldingen fra Cheryl Boone Isaacs, formand for The Academy of Motion Picture Arts and Sciences, efter årets Oscar-nomineringer i sidste uge blev offentliggjort.
Her var der eksempelvis ingen sorte skuespillere blandt de nominerede i de fire skuespillerkategorier, og det har nu skabt heftig debat i Hollywood.
- I 60'erne og 70'erne handlede det om at rekruttere yngre medlemmer. I 2016 handler det om inklusion i alle facetter: Køn, race, etnicitet og seksuel orientering. Vi anerkender de meget reelle bekymringer i vores samfund, udtaler hun i en pressemeddelelse.
Men hvem sidder med i Akademiet, og hvordan bliver man overhovedet nomineret?
Mere end 7.000 medlemmer
Det er akademiets mere end 7.000 medlemmer, der står for at udpege de nominerede til verdens mest omtalte filmpris.
Medlemmerne består af alt fra skuespillere og instruktører til manuskriptforfattere og makeup-artister, og de bliver inddelt i 17 underkategorier alt efter deres profession.
Skuespillerne står for at nominere årets bedste skuespillere, mens manuskriptforfatterne står for at nominere de bedste manuskripter.
Alle medlemmerne kan dog nominere til akademiets hovedpris – ”Årets bedste film”.
Optagelse én gang om året
For overhovedet at komme i betragtning til akademiet, skal man enten selv have været nomineret til filmprisen, eller have to akademimedlemmer, der siger god for en.
De nye medlemmer bliver udpeget én gang om året. Det skete senest i sommeren 2015, hvor 322 nye medlemmer blev optaget.
I år er der 6.261 aktive medlemmer i akademiet.
Derudover er der mere end 700 pensionerede medlemmer, som ikke længere har stemmeret, og det samlede medlemstal ligger i år på 7.152.
Flest hvide mænd
Er man først blevet medlem, har man pladsen resten af ens liv, og en undersøgelse fra avisen LA Times i 2012 viste, at 94 procent af akademimedlemmerne var hvide, mens 77 procent af dem var mænd.
Gennemsnitsalderen lå i 2012 på 62 år, og blot 14 procent af medlemmerne var under 50 år.
Kun to procent af medlemmerne var sorte, mens latinamerikanere udgjorde mindre end to procent af medlemmerne.
Det er det, Cheryl Boone Isaacs nu vil gøre op med i kølvandet på nomineringsdebatten.
- I de kommende dage og uger vil vi foretage en gennemgang af vores medlemskabsrekruttering med henblik på at skabe tiltrængt mangfoldighed i vores 2016-klasse og videre frem, udtaler formanden, der selv er afroamerikaner.
Hun har allerede søsat flere tiltag, der skal prøve at ændre medlemssammensætningen.
Vil fremme mangfoldighed
Da de seneste 322 medlemmer blev optaget sidste sommer, udtalte Cheryl Boone Isaacs, at de havde gjort meget for at få en så bred sammensætning som mulig.
Derudover igangsatte hun for et par måneder siden A2020-initiativet, der skal prøve at fremme mangfoldigheden blandt akademiets egne ansatte.
- Forandringerne sker dog ikke så hurtigt, som vi kunne ønske. Vi bliver nødt til at gøre mere, og vi skal gøre det bedre og hurtigere, siger Oscar-formanden i udtalelsen.
Spike Lee ønsker NFL-regel
Og det er der i den grad brug for, hvis man skal tro den sorte instruktør Spike Lee. Han modtog i november en Æres-Oscar for sit arbejde, men han har valgt at boykotte årets prisuddeling på grund af nomineringerne.
Han mener, at det helt store problem er, at der arbejder alt for få minoriteter i Hollywood.
Derfor bør man indføre den såkaldte "Rooney-regel", som man bruger i NFL. Ifølge reglen skal et amerikansk fodboldhold, der er en del af NFL, altid interviewe minoritetskandidater, når de blandt andet skal finde nye trænere.
- Hvorfor kan Hollywood ikke gøre det samme? Det er forsøget værd. Ellers ender vi med den samme gamle fest og ballade, skriver han på Facebook.
https://www.facebook.com/SpikeLee/posts/10153864871164819:0