Nøgne kvinder og et mystisk mesterværk: Her er de dyreste malerier nogensinde solgt på auktion

Se de fem dyreste malerier solgt på auktion. Nogensinde.

Torsdag blev dette maleri af Pablo Picasso solgt for i alt 103 millioner dollar. Men det er dog langt fra det dyreste maleri, der er blevet solgt på auktion. (Foto: © Peter Nicholls, (c) Ritzau Scanpix)

I 19 intense minutter kæmpede seks personer torsdag om at vinde hammerslaget på en storstilet kunstauktion i Rockefeller Center i New York.

Da hammeren faldt, lød prisen på 103,4 millioner dollar. Eller godt 635 millioner danske kroner.

Og hvad er det så, vinderen af budkrigen nu kan kalde sig ejer af?

Dette Picasso-maleri fra 1932, der, ifølge auktionshuset Christie's, er blandt den spanske kunstmalers mest ikoniske, da det er malet i den periode, hvor Pablo Picasso udviklede sit helt særlige formsprog.

Forud for auktionen har mulige købere kunnet se Picasso-maleriet 'Femme Assise Pres d'Une Fenetre (Marie-Therese)' i blandt andet London. (Foto: © Peter Nicholls, (c) Ritzau Scanpix)

Og selvom mere end en halv milliard danske kroner for et maleri nok lyder som en vanvittig sum for langt de fleste, så er det 146 x 114 centimeter store maleri langt fra en højdespringer, når man ser på topbuddene af kunstverdenens øvrige hammerslag.

1

Verdens dyreste - men er det ægte?

Verdens dyreste maleri er, ligesom den tilskrevne kunstner bag, indhyllet i mystik - og videnskabelig skepsis. (Foto: © Handout, (c) Ritzau Scanpix)

I 2017 indtog et godt 500 år gammelt maleri den nuværende førsteplads, som det dyreste maleri nogensinde solgt, da prisen nåede helt op på 450 millioner dollar. Eller knap 2,8 milliarder kroner.

Der er tale om den myteomspundne italienske kunstner Leonardo da Vincis værk 'Salvator Mundi'.

Værket blev købt af en privatperson, hvilket dengang fik museumsdirektøren for Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh, til at udtale, at han ville ønske, der havde været tale om et Picasso-maleri i stedet:

- Når et centralt Picasso-billede sælges til en privat samling, er det naturligvis ærgerligt. Men der er mange vigtige værker af Picasso, som er tilgængelige for offentligheden.

Det samme gør sig nemlig ikke gældende for et da Vinci-maleri:

- I dette tilfælde er der kun tyve værker, der er med sikkerhed er udført af Leonardo, så her er det særligt ærgerligt, hvis det ender som investeringsobjekt pakket væk i en privatsamling, udtalte Mikkel Bogh dengang til dr.dk.

Noget tyder på, at han desværre får ret.

Maleriet, der ellers skulle udstilles på kunstmuseet Louvre i både Paris og permanent i museets Abu Dhabi-afdeling, har ikke været til offentligt skue siden auktionen. Og udstillingen på museet bliver hele tiden udsat.

For er maleriet nu også malet af selveste da Vinci? Flere eksperter verden over har minutiøst analyseret maleriet, og Louvres egne ekperter er nået frem til, at da Vinci sikkert har "bidraget" til maleriet, men ikke står som ene kunstner på værket.

Samme skepsis delte i øvrigt også Staten Museum for Kunst, da værket blev solgt.

Derfor har Louvre ikke ønsket at udstille værket side om side med et andet værk af italieneren i deres samling: Det verdensberømte 'Mona Lisa'.

Men lige netop dét var et krav fra maleriets ejer, Saudi Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, som derfor holder værket i privaten indtil videre, ifølge kunstmediet Artnet.

2

Picasso - Hyldest til afdød ven

Maleriet var en hyldest til Picassos afdøde ven, Henri Matisse, men er i dag det dyreste Picasso-maleri, der nogensinde er blevet solgt på auktion. (Foto: © South China Morning Post, (c) Getty images)

Der er lidt af et prishop fra førstepladsen til andenpladsen, hvor man finder et Picasso-maleri til den nette sum af 179,4 millioner dollar svarende til 1,1 milliarder kroner.

Maleriet 'Les Femmes d'Alger (Version O)' blev malet i 1955 som en hyldest til Picassos ven og kunstneriske rival, Henri Matisse, der døde i 1954.

Da værket i 2015 blev solgt på Christie's slog salget rekord som det dyreste kunstværk solgt på en auktion. En position det altså kunne holde i godt to år.

3

Amedeo Modigliani - Frækkere end politet tillader

Maleriet, der i sin samtid skabte stor forargelse, blev solgt af auktionshuset Christie's i New York den 9. november i 2015. (Foto: © Andrew Kelly, (c) Ritzau Scanpix)

Italienske Amedeo Modigliani malede i 1917 til 1918 det værk, der i 2015 blev solgt for 170,4 millioner dollars eller godt en milliard danske kroner.

Maleriet havde hidtil kun været solgt privat og nåede på sin første auktion op på det vilde beløb på blot ni minutters budkrig.

Det er i øvrigt et maleri, der i sin tid vakte så stor forargelse, at politiet måtte træde til og lukke udstillingen, da det blev udstillet i Paris. En afklædt kvinde liggende på en sofa var alligevel lidt for meget nøgenhed for det parisiske publikum dengang.

4

Amedeo Modigliani - Et nyt syn på den nøgne krop

Skarpt forfulgt af Modiglianis nøgne, sofaliggende kvinde er endnu en nøgen kvinde fra den italienske kunstners hånd.

Denne gang er det værket 'Nu couché (sur le côté gauche)' fra 1917, der i 2015 blev solgt for 157.2 millioner dollars, svarende til 965 millioner kroner.

Med godt 90 gange 147 centimeter, var det det største maleri italieneren nogensinde skabte. Det er desuden det eneste af hans mange – og berømte – nøgenbilleder, hvor man ser hele kroppen af hans model.

5

Francis Bacon og Freuds barnebarn

I 1969 malede den irsk-fødte brite Francis Bacon billedserien 'Three Studies of Lucian Freud', der i 2013 blev solgt for 143,4 millioner dollar - eller 880 millioner kroner.

De tre malerier forestiller den britiske kunstmaler Lucian Freud, der i øvrigt også var barnebarn af psykoanalysens fader, Sigmund Freud.

Maleriet blev købt af et galleri i New York i USA efter kun seks minutters auktion.