Universal vil stoppe streamingtjenesters eneret på musik

Frank Ocean på Apple Music og Beyoncé på Tidal. Det skal være slut nu, mener Universal, der fremover vil sikre, at deres kunstnere udkommer på alle streamingtjenester samtidig.

Universal Music Group vil have deres artister som The Weeknd og Taylor Swift til at droppe eksklusivaftaler med streamingtjenester. (© Getty Images)

Er du træt af, at du skal have abonnement på flere streamingtjenester for at lytte til det nyeste fra f.eks. Taylor Swift? Så tyder noget på, at du fremover kan spare lidt penge.

Det gigantiske musikselskab Universal Music Group, der sidste år udgav 10 af de bedst sælgende albums i USA, vil kræve, at deres stjerner holder op med at lave eksklusivaftaler med én bestemt streamingtjeneste.

Dermed vil musikere som Kendrick Lamar, Taylor Swift og The Weeknd i fremtiden få besked om at udgive deres sange på alle tjenester samtidig.

Ifølge The Guardian er det Universal Music Groups administrerende direktør, Lucian Grainge, der har bedt alle selskabets labels om at forbyde musikerne at vælge én bestemt steamingtjeneste. Det er ifølge avisen første gang, at et selskab laver sådan et forbud.

Tidal fik flere til at fravælge Spotify

Siden en række musikere med Jay-Z i spidsen oprettede Tidal, er flere begyndt at fravælge særligt Spotify i de første måneder efter udgivelsesdatoen.

En af dem er Taylor Swift, som særligt har kritiseret betalingen fra Spotifys gratis-abonnenter, som giver færre penge pr. afspilning i forhold til betalende abonnenter.

Frank Ocean, der i går udkom med det anmelderroste album ’Blonde’, har tidligere udgivet sin musik på Universal-selskabet Def Jam.

Men det nye album, der endnu kun er tilgængeligt hos Apple Music, er udgivet på Frank Oceans eget label.

Det har ført til diskussion om, hvorvidt musikernes eksklusivaftaler er til skade for forbrugerne og i sidste ende også for musikerne på grund af piratkopiering.