3 anmeldere om to nye album med R&B-stjerne: Det er stinkende godt

Fans har længe hungret efter nyt fra sanger Frank Ocean. I weekenden udkom så hele to album - og de får ros med fra anmelderne.

- Jeg har to versioner, skrev Frank Ocean om sin kommende udgivelse tidligere i år. Og det havde han. Her ses sangeren under en koncert i 2014. (Foto: © Jason Merritt, 2014 Getty Images)

Det har været en god weekend for fans af Frank Ocean.

Efter sangeren gang på gang har udskudt sin opfølger til sit roste album ’Channel Orange’ fra 2012, fik hans fans i weekenden spontant to nye album at hygge sig med.

Først det visuelle videoalbum ’Endless’ på streamingtjenesten Apple Music og dernæst ’Blonde’ – der også har titlen ’Blond’ - der er et regulært album.

Og de danske anmeldere kan lide, hvad de hører. Læs herunder, hvad de skriver om udgivelserne fra Frank Ocean:

Berlingske: 5 stjerner

- Det visuelle album ’Endless’ er en sær størrelse, der lyder som en både interessant og pletvis lidt kedelig samling ekstremt vellydende demoer (…) Efter at have siddet igennem ’Endless’-videoen er det til gengæld en nydelse at lade sig omslutte af det »rigtige« album, ’Blonde’ (eller ’Blond’), skriver musikredaktør Michael Charles Gaunt og uddyber:

- Frank Ocean kan og vil ekstremt meget. Og under de første par gennemlytninger kan man umuligt få det hele med – de abstrakte musikalske former, de fritflydende arrangementer, teksternes betydning, der ofte er begravet i nogle ret dybe referencer. Én ting springer dog i ørerne med det samme: Det her album lyder stinkende godt.

Sådan ser albummet 'Blond', der også er noteret med titlen 'Blonde' flere steder, ud. (© Boys Don't Cry)

Politiken: 6 hjerter

- Efter at have lukket os ind i et musikalsk værksted med ’Endless’ lukker Frank Ocean os på den anderledes fantastisk producerede ’Blonde’ ind et ensomhedens ekkokammer af biler, forbrug, kvinder, mænd, stoffer, ansvar og længselsfulde erindringer.

- Og der holder han stadig på sig selv og efterlader en rest af mystik i sine impressionistiske bekendelser. Men inden han igen forsvinder, suger han atter opmærksomheden til sig og efterlader et samlet værk, der kan holde til, at der går fire år mere, før Frank Ocean igen træder ud af sin position i skyggerne, skriver musikredaktør Simon Lund.

Gaffa: 5 stjerner

- Med ’Blond’ byder Ocean lytteren velkommen til endnu et indblik i sit lækre, skæve, melodiøse, mærkelige og upolerede musikalske univers, skriver Gaffas anmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr.

- De 17 skæringer varierer på vanlig Ocean'sk vis i både genre, stil og længde, og således kommer man igennem numre på alt mellem 60 sekunder og 10 minutter. Men der er en klar rød tråd, og det er artisten selv.