Saveus skal åbne Orange Scene: Det er en kæmpe drøm, der går i opfyldelse

Saveus med Martin Hedegaard i front åbner i år Roskilde Festival fra den største scene.

Martin Hedegaard ses her under bandets velbesøgte koncert på Northside Festival sidste år. Men i år bliver det endnu større, når gruppen besøger Roskilde Festival. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

Udsolgt, udsolgt, udsolgt.

Sådan plejer der at stå på Saveus’ turneplakat, når bandet spiller rundt i landet.

Men til sommer får titusindvis af danskere mulighed for at opleve det populære live-band på landets største og mest ikoniske udendørsscene.

Onsdag den 4. juli træder Saveus nemlig ind på Orange Scene, hvor bandet får til opgave at sparke gang i årets Roskilde Festival. Det skriver festivalen i en pressemeddelelse.

Det bliver gruppens største koncertoptræden til dato.

Beæret frontmand

Den tidligere ’X Factor’-vinder Martin Hedegaard, der står i spidsen for Saveus, er da også ’meget beæret’ over, at Roskilde Festival har udpeget bandet til at åbne deres største scene.

- Roskilde er en festival, vi alle er kommet på flere år i streg, siden vi var gamle nok, og allerede da vi spillede på Countdownscenen i 2016, var det en kæmpe drøm for os blot at komme på plakaten, siger han og tilføjer:

- At skulle spille på deres største scene til sommer er en kæmpe drøm, der går i opfyldelse.

- Vi skal spille røven ud af bukserne

Og det populære live-band lægger allerede nu op til noget af en fest på Dyrskuespladsen.

- Vi vil gå op på scenen og give alt, hvad vi har. Det er ikke så kompliceret – vi skal spille røven ud af bukserne, som vi altid gør, og give Orange den åbning, som scenen fortjener, siger Martin Hedegaard.

Hør Saveus' nye hit 'Time Can Heal a Man' her:

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5ac4942ea11f9f10c0b6844d

Dermed kommer Saveus til at optræde på samme scene som superstjerner som Bruno Mars, Eminem og Gorillaz, der også besøger festivalen til sommer.

Saveus er i øvrigt ikke det sidste navn, der bliver skrevet på årets Roskilde-plakat. I morgen tidligt offentliggør festivalen nemlig årets plakat, der også byder på masser af nye navne.