Dansk supertalent drømmer om succes i udlandet: Man er nødt til at tænke lidt urealistisk for at lykkes

Danske Martin Hedegaard, bedre kendt under kunstnernavnet Saveus, er klar med ny musik og store planer for fremtiden.

Som 15-årig sang og charmede hans sig ind i danskernes hjerter i X Factor. Senere, efter en lang pause væk fra rampelyset, bragede han sig igen vej ind i danskernes bevidsthed med en suprise-optræden ved P3 Guld 2015.

I dag har Saveus, i kirkebøgerne kendt som Martin Hedegaard, cementeret sin plads som en af Danmarks mest lovende og ambitiøse musiktalenter.

Ambitionerne for Saveus er skyhøje, og Martin Hedegaard har været meget åben omkring rejsen mod toppen. Senest i DR3s reportageserie ”Martin uden X” der løb over skærmen tidligere i år. Her var seerne med helt tæt på Saveus-projektet, både i medgang og modgang.

- Jeg prøver ikke at fremstå som en person, der bare kan det hele. Jeg har mange drømme og evner, men jeg møder også udfordringer på min vej, fortæller Martin Hedegaard om programmerne, der gik helt tæt på den 24-årige jyde.

- Folk skal ikke tro, at jeg bare sidder i studiet og så kommer omkvædende til mig på to sekunder. Jeg gør mig ekstremt umage med alt, hvad jeg arbejder med, og jeg rammer også en mur nogle gange.

Ny single handler om verdens tilstand

Og umage har Martin Hedegaard også gjort sig med den nye single 'Watch the World', der netop i dag er blevet smidt på gaden.

Bag nummeret står foruden Hedegaard selv blandt andre produceren Andrew Dawson, der tidligere har arbejdet med navne som Kanye West, Jay Z og The Rolling Stones. Nummeret handler ifølge Martin Hedegaard om "de forkerte veje, som verden lige nu er på vej ned af".

- Når jeg åbner min telefon og ser alle de forfærdelige ting, der sker i verden, så føler jeg mig mere og mere som en person, der blot passivt betragter verden omkring mig. 'Watch the World' er en påmindelse til mig selv om, at jeg faktisk bare sidder og kigger på, mens verden passerer forbi, fortæller Martin Hedegaard.

- Sangen skal ikke ses som en protest eller et forsøg på at give omverdenen en opsang, men jeg skriver sange om dét, jeg ser og oplever ude i virkeligheden.

Se Saveus spille sin nye single 'Watch the World' i 'Moyo Live' her.

Det er ikke første gang at Saveus rent musikalsk bevæger sig ud i nogle af tilværelsens 'tungere' emner. Flere af Martin Hedegaards tidligere numre har blandt andet taget udgangspunkt i emner som spiritualisme, religion og eksistentialisme

- Jeg tænker meget over de her store emner. ”Hvem er jeg? Og hvorfor er jeg her? Hvad skal vi? Hvad er meningen?” – og de emner og tanker passer fantastisk godt ind i det univers og den lyd, som min musik har.

Fra Ørum til Los Angeles

Den nye single er blot startskuddet på dét, der tegner til at blive et nyt og spændende kapitel i Saveus' vej mod stjernerne.

- Næste år skal der udgives rigtig meget musik, fortæller Martin Hedegaard om fremtidsplanerne for Saveus.

Lige nu ligger en stor del af det 24-årige talents fokus på den anden side af atlanten. I sommers var Martin Hedegaard en tur i Los Angeles i USA for at arbejde på ny musik og få Saveus-projektet skudt i gang på det amerikanske marked.

- Vi er begyndt at tage de første skridt med et amerikansk pladeselskab, og det er fedt at mærke, at den maskine kører mere og mere derudaf.

Sådan så det ud da Saveus overraskede alle til P3 Guld tilbage i 2015.

Alt i mens det internationale eventyr er på vej til at blive en realitet, husker Martin Hedegaard sig selv på, at der fortsat er plads til at drømme stort - også selvom man "bare" er en 24-årig musiknørd fra Ørum.

- Jeg er jo opdraget til at man være realistisk med sine mål og drømme, men jeg tror også, at man nogle gange er nødt til at tænke stort og være lidt urealistisk for at lykkes.

Saveus gæstede fredag programmet 'Moyo Live' på P3, og du kan høre hele udsendelsen her.