Der er mange naturlige måder at reagere på, når ens hjemby bliver ramt af blodige terrorangreb, sådan som det skete for Paris fredag. Man kan blive bange, vred, forsigtig eller agere, som man plejer.
Man kan også skrue helt op for en omgang musik, åbne vinduerne og lade tonerne sive ud på gaden for at vise, at livet stadig er en fest.
Det sidste er lige netop, hvad den franske Facebook-gruppe ’Paris Est Toujours Une Fete’ (’Paris er stadig en fest’) opfordrer til i disse dage, når klokken slår 19:00.
Bag initiativet står den franske dj Sarah Joe, og gruppen har siden søndag lagt en spilleliste med tre udvalgte sange ud på Facebook, som pariserne og andre franskmænd kan spille højlydt.
Over 55.000 franskmænd har indtil videre hørt sangene med kunstnere som Serge Gainsbourg, Grace Jones og Amadour & Mariam via afspilningssiden Mixcloud.
Terrororganisationen Islamisk Stat har skrevet i en meddelelse, at Frankrig ikke kun var målet, fordi landet er krigsførende i Syrien, men også på grund af parisernes ”vederstyggelige” og ”frastødende” livsførelse.
Det har efterfølgende fået flere på de sociale medier til at hylde cafébesøg - blandt andet ved hjælp af hashtaggene #jesuisenterrasse (jeg er på en fortovscafe) og #parisdoitresterunefete (Paris skal fortsætte med at være en fest).
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1068020189915171