Øget sikkerhed til Eagles of Death Metal-koncert i København

Torsdag får fans endelig lov til at se bandet i Amager Bio efter angrebet på koncertstedet Bataclan i Paris.

Bandmedlemmerne lagde blomster foran Bataclan, da de var forbi spillestedet for første gang i december sidste år. Det var under deres koncert, at 90 personer blev dræbt af terrorister. (Foto: © Charles platiau, Scanpix)

Efter terrorangrebet i Paris sidste år aflyste Eagles of Death Metal deres koncerter.

Det var nemlig det band, der spillede på Bataclan-spillestedet i Paris 13. november sidste år, hvor 90 personer blev dræbt af terrorister, men nu spiller de i aften i Amager Bio i København.

Det betyder et rørende gensyn for fans, men også en koncert, hvor der kommer fokus på sikkerhed.

Amager Bio har været i kontakt med politiet, og ordensmagten har rådgivet om, at sikkerheden skal hæves. I et samarbejde med PET har politiet vurderet, om koncerten er et mål for nye angreb.

- Vi har selvfølgelig kigget på, hvad der er sket i Paris, og vurderet hvad der kunne tilskrives selve orkesteret, siger Jens Jespersen fra Københavns Politi.

Ifølge Københavns Politi er koncerten "ikke mere et terrormål end så mange andre arrangementer i København". Men alligevel vil der blive taget forholdsregler.

- Der bliver sat nogle sikkerhedsmæssige foranstaltninger i værk. Hvad de går ud på, vil jeg selvfølgelig ikke sige, for den viden skal en eventuel modpart ikke have foræret.

- Men vi vil gøre mere, end hvad vi normalt gør ved en koncert i Amager Bio, siger Jens Jespersen.

  • Band på turné

  • Koncerten i København er langt fra den første koncert, som bandmedlemmerne Jesse Hughes og Josh Homme har spillet siden angrebet i Paris.

  • Siden februar har bandet været på turné i Europa og har ved flere lejligheder fortalt om tragedien på Bataclan.

  • Bandet har også været tilbage i Paris, hvor det spillede på spillestedet Olympia 14. februar 2016.

/ritzau/