Det var en koncert som ingen andre.
Det var den koncert, som gruppen Eagles of Death Metal ville have gjort færdig i november, hvis den ikke havde fået en brat og blodig afslutning, da terrorister stormede spillestedet Bataclan i Paris og dræbte i alt 90 koncertgæster.
For første gang siden det frygtelige angreb holdt bandet koncert i Paris tirsdag aften - for at færdiggøre det, som terroristerne fik stoppet i november.
Ifølge avisen The Independent havde flere hundrede af de overlevende koncertgæster fået gratis billetter, så de kunne se hele den koncert, de skulle have set i november.
Det blev en usædvanligt følelsesladet aften, og ifølge The Independent måtte forsanger Jesse Hughes undskylde for at have kludret i en sang, fordi han var så bevæget.
Du kan se hans tårevædede hilsen til publikum i videoen i toppen af artiklen.