Mors død inspirerede dansk rockgruppe til ny plade: Det har været som terapi

Danske Carpark North udgiver i dag pladen 'Hope', som blandt andet tager udgangspunkt i forsanger Lau Højens tab af sin mor.

(Foto: © Mathias Christensen)

- Ka' jeg lige nå en hurtig kop kaffe?

Det er en travl Lau Højen, forsanger i Carpark North, der sammen med af resten af gruppen møder mig fredag eftermiddag.

I dag udgiver bandet deres nye album 'Hope', og det betyder en lang dag fuld af både lydprøver og interviews.

- Det føles godt, at pladen endelig er ude. Og når man har kæmpet med noget i et års tid, så skal man sgu også huske at fejre det, siger Lau Højen.

Når den lange dag engang er forbi, skal han og gruppens to andre medlemmer, bassist Søren Balsner og trommeslager Morten Thorhauge, ud og fejre udgivelsen med øl og fest - men inden de bliver sluppet løs, skal de sælge budskabet om den nye plade, gruppens sjette, så godt som muligt.

Blandt andet i radiopgrammet 'Moyo Live' på P3 og i tv-programmet 'Vi ses hos Clement'

Mors død inspirerede ny plade

Og det er ikke hvilken som helst plade, som Carpark North i dag sender på gaden. En stor del af pladens numre handler nemlig om forsanger Lau Højens mor, der i en alder af 70 år sidste år tabte kampen mod en kræftsygdom.

- Mange spørger, hvordan det er at synge om noget så personligt, og det overrasker mig egentlig lidt, for jeg synes det er helt oplagt at synge om noget, der betyder noget for én selv. Hvis man mærker noget, så skriv om det, syng om det og fortæl om det, siger han.

For forsanger Lau Højen har det været både vigtigt og givende at synge om sin sorg.

- Vi var på tour i marts måned, hvor vi allerede spillede det nye nummer 'Håb', der handler om min mor. Det at stå og synge den sang var ligesom en måde for mig at møde min mor på, og en måde at få masseret mine tanker og følelser om hendes død. Det har nærmest været en form for gruppeterapi for hele bandet at stå der på scenen.

Udover nummeret 'Håb', der indleder det nye album, har også et andet dansksproget nummer, 'Glastårne', fundet vej til den nye plade.

Det er første gang, at Carpark North kaster sig ud i at lave musik på modersmålet.

Hør Carpark North spille deres nye single 'Feel So Real' i 'Moyo Live' på P3.

- Det er meget anderledes at synge på dansk, men jeg føler ikke, at det nødvendigvis bliver mere personligt af den grund. Jeg føler i lige så høj grad de ting, jeg synger på engelsk. 'Transparent & Glasslike' (bandets gennembrudshit, red.) rammer mig for eksempel lige så dybt, som de her danske numre gør, siger Lau Højen.

En følelsesmæssig rutsjebanetur

Mens albummet i høj grad tager udgangspunkt i den modgang, livet en gang imellem kaster imod os, har de mere festlige temaer også fundet vej til den nye plade.

- Arbejdet med pladen har været meget kontrastfyldt. Som udgangspunkt er vi et lidt melankolsk band, og da alt det her med Laus mor så kom ind over, så blev det hele ekstra mørkt. Men sådan kan man jo ikke gå at have det hele tiden, så det gav os også en lyst til at lave nogle sjove, opløftende numre, som bare gjorde folk glade. Så pladen er lidt en følelsesmæssig rutsjebanetur, fortæller Søren Balsner.

Interviewet er ved at være forbi, og snart skal de tre drenge videre i deres stramme program, men inden da spørger jeg dem ind til, hvad deres eget håb for den nye plade er.

- Jeg håber egentlig, at folk derude tager pladen til sig og får den hørt, for vi føler virkelig, at vi har ramt noget, som verden trænger til lige nu, siger trommeslager Søren Balsner, inden han og resten af bandet forsvinder ind i radiostudiet.

Fredag eftermiddag gæstede Carpark North programmet 'Moyo Live' på P3, hvor de spillede en række af både nye og gamle numre live. Du kan høre hele herligheden her.