Kender du det, at du lytter til et stykke musik, som giver dig 'gåsehud'?
Det gør hjerneforsker og komponist Peter Vuust, der er professor ved Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Universitet og forfatter til bogen 'Musik på hjernen'.
- Der er et sted, der altid giver mig gåsehud på Beatles-pladen 'Abbey Road'. Der er en vuggesang, som McCartney synger, som hedder 'Golden Slumbers'. Lige når han synger omkvædet første gang, så får jeg gåsehud, siger Peter Vuust.
- Lige på det sted, rammer han den højeste tone, og det er typisk, at høje toner sætter mere gang i vores system. Ligesom i omkvædet i Titanic-sangen’My heart will go on’.
- Derudover forvrænger han på en specielt fed måde, hvor han overfører en følelse til mig. Det er det, vi kalder en spejlneuronrefleks, der sætter ind. Det vil sige, jeg føler det her meget stærkt. Jeg føler mig ét med ham, og jeg føler identifikation på det her sted, fortæller Peter Vuust.
Derfor får du gåsehud
Der er derfor både individuelle, universelle - og især også kulturelle - ting, der spiller ind på, om et stykke musik får hårene til at rejse sig på vores arme.
- Det er for eksempel meget svært for os som danskere at få gåsehud til et stykke arabisk musik, medmindre vi kender den stilart, fortæller Peter Vuust.
Noget af det, der giver de fleste gåsehud er for eksempel musikstykker med en opbygning hen mod et klimaks, som for eksempel temaet fra Titanic, fortæller Peter Vuust.
Fælles for os alle er også, at vores hørelse hele tiden scanner vores omgivelser for mønstre.
Her lægger vi særligt mærke til det, der ændrer sig i mønstrene, så vi vil typisk få oplevelser med gåsehud på tidspunkter, hvor der sker noget specielt, som vi ikke nødvendigvis har forudset.
En frygtreaktion
Grundlæggende handler det dog om, at der bliver sendt et signalstof ud i hjernen, der hedder dopamin – også kendt som hjernens belønningsstof, der hænger sammen med vores forventninger og belønner os for at forudsige fremtiden.
- Musik skaber hele tiden nogle forventninger til, hvad der skal ske lige om lidt, og når vi har den her fornemmelse af, at noget skal ske lige om lidt, kommer der et dopamin-boost i hjernen.
Men selvom de fleste nok vil mene, at gåsehud er en positiv ting, når det handler om musik, så er det faktisk en frygtreaktion, fortæller Peter Vuust.
- Når dyrenes hår rejser sig på armene, så er det fordi, de typisk bliver bange og skal puste sig op til at være større, end de er og være klar til at flygte, og der gør adrenalin og dopamin og forskellige stoffer os mere klar til at flygte. Så i virkeligheden er det en slags frygtrespons.
Det er samme reaktion, vi kan få, når vi ser en gyserfilm eller tager en tur i rutsjebanen i Tivoli.
Sørgelige sange kan føles godt
I aften kan du i kulturprogrammet Gejst på DR1 møde den tidligere Saybia-forsanger Søren Huss, der fortæller om flere af de sange, han skrev, efter hans kæreste for ti år siden døde i en bilulykke og som snart vil danne rammen om et teaterstykke på Teater Svalegangen i Aarhus.
Og faktisk er det også nogle af de førnævnte mekanismer, der gælder, når vi bliver berørt af sørgelige sange, der for eksempel får os i kontakt med vores sorg, fortæller Peter Vuust.
- Vi forbinder jo sørgelige oplevelser med noget negativt, men der kan musik sagtens spille på nogle negative følelser, som alligevel giver positiv evaluering i vores hjerner.
Og følelser, der kan være svære at tale med andre om, kan vi derfor finde et 'sikkert' rum til i musikken.
- Vi kan få den her oplevelse af, at noget er virkelig ’farligt', men hvor der stadig er en del af hjernen, der fortæller os, at det i virkeligheden ikke er spor farligt. På den måde kan musik spille på nogle store følelser i os, men hvor vi ved, det er på et sikkert grundlag – for det er jo 'bare' musik.
Kulturprogrammet Gejst med Søren Huss sendes i aften på DR1 klokken 21.55.