Forleden tog sanger Søren Huss' 12-årige datter toget alene for første gang. Hun skulle i biografen med en veninde og selv rejse fra Nyborg til Odense.
Og der holdt han sig selv tilbage, forklarede i dag i P1-programmet Kejser.
- Her kunne jeg godt have valgt at komme med en tale om banegårdstoiletter og narkomaner. Men det valgte jeg ikke at gøre. Det skal ikke tegne hendes første oplevelse af frihed og selvstændighed, fortalte Søren Huss.
Find det rette perspektiv
Han sidder - ligesom de fleste andre forældre i det dilemma, der hedder: Hvor meget skal jeg fortælle mine børn om det onde, det farlige og det forfærdelige i verden? Og hvordan?
Søren Huss forsøger at sætte de spørgsmål, hun stiller ind i en sammenhæng og give det rette perspektiv, så hun møder verden i tillid, men også lærer at tage vare på sig selv, forklarer han.
- Vi var i Nice i sommer, hvor vi gik på promenaden (hvor en lastbil i 2016 kørte ind i en menneskemængde og dræbte 85, red). I dag var der masser af sikkerhed sat op, og det gik vi og snakkede om.
Og her talte vi om, at sandsynligheden for, at det sker her igen, ikke er stor. Min oplevelse er, at verden grundlæggende er et godt sted at være. Vi har aldrig været flere mennesker på kloden end nu, men færre dør i krig og så videre, fortæller Søren Huss.
Svar konkret og kortfattet
Og det er et vigtigt element, når vi taler med vores børn om forfærdelige ting i verden, at vi fortolker på deres vegne og kun svarer på det, de spørger om.
Det forklarer psykolog og familievejleder Heidi Agerkvist.
- Man skal ikke lyve for sine børn. Det skaber på sigt endnu mere utryghed. Hvis man lyver, så kan det være svært for børn at vide, hvad de kan regne med.
- Men det ikke at lyve er ikke det samme som, at man som barn skal have den fulde sandhed, siger hun.
Og det er vigtigt kun at svare på børnenes konkrete spørgsmål, forklarer Heidi Agerkvist.
- Børn spørger sjældent om detaljer, de stiller tværtimod meget konkrete spørgsmål. Hvad skete der? Hvorfor? Hvad laver politiet? Svar konkret på det og fortæl de gode historier. Nogen tager sig af de sårede, og politiet er der, og jeg lover at passe på dig.
Skal du dø mor?
Det er meget forskelligt fra alder til alder, hvor meget børn har brug for at høre, forklarer hun.
Men på et tidspunkt begynder døden at spøge hos dem. Og her skal man heller ikke lyve, siger hun.
- En fem-syv årige vil typisk spørge – kan du også dø mor? Og man har lyst til at sige nej, nej og berolige. Men det skal vi jo. Så der kan man godt sige – ja, men der er lang tid til, og jeg har tænkt mig at blive lige så gammel som oldemor. Kan du huske, hvor gammel, hun blev?
Vi kan gøre noget
Men uanset hvilken katastrofe det handler om, så gælder det om at fokusere på det, man kan gøre, forklarer Per Schultz Jørgensen, børne- og familieforsker og giver et eksempel med terror.
- Det helt indlysende er, at vi beskytter os. Vores regering og politi gør noget, så vi kan føle os trygge. Og vi kan selv gøre noget for at forholde os kritisk og realistiske til det. Verden er jo generel lang mere tryg, end den har været i mange år. Altså være realistiske om det.
- Vi skal tale med børn om det, der er sket og samtidig give dem et håb. Og håbet er ikke kun det, vi taler med dem om. Vi skal også handle, siger han.
- Det er utroligt vigtigt for børns robusthed, at de mærker, at de selv kan bære posen. Jeg får en mulighed for at handle i mit liv, og det giver selvtillid.
Verden er et godt sted
For Søren Huss er det også vigtigt at skelne mellem de forfærdelige ting, man hører om, og så det, man møder i virkeligheden.
- Jeg vil ikke være bange hele tiden. Og der er stor forskel på den virkelighed jeg møder, når jeg går ud af min dør, og den jeg møder på min computer.
- Jeg mener grundlæggende, at verden er et godt sted, hvor vi vil hinanden det godt. Så det giver jeg videre.