Efter massiv kritik: Nu lover Northside mere plads til festivalgæster

Northside har i år valgt at skære ned på antallet af festivalgæster.

Der bliver mere plads på årets Northside, lover festivalen. (Foto: © Sarah Christine Nørgaard, Scanpix)

Sidste års Northside festival blev ikke kun ramt af massive mængder vand og mudder, men også et stormvejr af klager og utilfredse festivalgæster.

Mange gæster klagede over, at der var for mange gæster og for lidt plads på festivalpladsen.

Men i år bliver det anderledes. Festivalen har nemlig i år besluttet at lukke færre gæster ind på pladsen.

- Vi har et mål om, at der bliver nogle tusinde færre gæster på festivalpladsen i år, siger pressechef hos Northside, John Fogde, der dog ikke ønsker at sætte et specifikt tal på, hvor meget festivalen har valgt at skære i antallet af gæster.

Regn og mudder får skylden

Sommervejret var ikke på Northsides side sidste år, og John Fogde mener, at festivalgæsternes utilfredshed i høj grad hang sammen med det våde vejr.

- Havde der været solskin, så folk kunne sidde på græsset, havde det været noget andet. Men i og med at pladsen var så medtaget af mudder og regn, så har folk ikke følt, at der var plads til at hænge ud på samme måde, siger John Fogde.

Festivalen brugte sidste år i omegnen af 35 millioner på at booke kunstnere til festivalens scener, men i år er det beløb langt lavere.

Det mindre musikbudget betyder, at der blevet frigjort nogle midler, som gør festivalens budget mere fleksibelt, forklarer John Fogde.

- Det lavere musikbudget i år giver os mulighed for at lukke lidt færre gæster ind, da vi ikke død og pine skal sælge max-kapaciteten af billetter, for at festivalen kan løbe rundt, siger han.

Flis og mudder-maskiner står klar i kulissen

Under sidste års festival mente en del utilfredse gæster, at Northside ikke gjorde nok for at tæmme de massive mængder mudder og regn, der næsten lagde festivalen ned.

Store mængder regn og mudder gjorde sidste års Northside til noget af en våd affære. (Foto: © Sofie Mathiassen, Berlingske)

Hvis vandmasserne endnu engang skulle gøre deres indtog på den jyske festival, lover pressechefen at man vil gøre, hvad man kan, for at løse problemerne bedst muligt.

- Vi har mange års erfaring med at afholde festivaler, og vi har et beredskab klar af både masser af flis og maskiner, der kan suge vandet væk, siger John Fogde.

Northside løber i år af stablen 7. - 9. juni i Ådalen i Aarhus. Blandt hovednavnene er Björk, Queens Of The Stone Age og Nik & Jay.