5 møgbeskidte sange fra South Park - efter 20 års musikalske svinere

'South Park' har været grænseoverskridende i mere end to årtier. Her er seriens bedste sangsvinere ifølge journalist Rasmus Meldgaard Harboe.

De synger rimelig meget i 'South Park'. (© Comedy Central)

Tirsdag aften bliver voksen-tegnefilmserien 'South Park' hyldet med en sing-and-swear-along-visning af filmen 'South Park: Bigger, Longer & Uncut' i Cinemateket i København.

Jeg stødte selv på 'South Park' som bøvet teenagedreng, og på den front er jeg ikke rigtig kommet videre. Den holder stadig.

Serien handler om drengene Stan Marsh, Kyle Broflovski, Eric Cartman og Kenny McCormick. Hver uge bliver de udsat for fuldstændigt vanvittige eventyr i og udenfor deres by, South Park.

Skabelsesprocessen er, at skaberne Trey Parker og Matt Stone hver torsdag udvikler et nyt afsnit helt fra bunden, så det kan gå i luften den efterfølgende tirsdag på Comedy Central i USA.

Det må betyde sved på panden og måske en smule højt blodtryk i studiet, men det betyder også, at showet altid er hyperaktuelt. Serien kunne for eksempel tage stygt pis på valgkampen mellem Trump og Clinton og følge den opsigtsvækkende udvikling uge for uge.

Siden begyndelsen i 1997 er det blevet til 287 episoder fordelt på 21 sæsoner, en spillerfilm, et par konsolspil og faktisk også en prisvindende musical, 'Book of Mormon', fra Trey Parker og Matt Stone.

Serieuniverset har også en musikalsk side, og den er lige så beskidt som resten af manuskriptet. Jeg har samlet fem af de bedste, og så må du selv beslutte dig for, om du vil være forarget eller ligge i latterkramper over dem.

Advarsel: I 'South Park' er det ikke alle, som synger rent, og sangene er hverken for børn og sarte sjæle.

Kyle's Mom's a Bitch

Den første sang er faktisk bare én lang sviner fra Eric Cartman til hans jødiske ven/fjende Kyle Broflovski.

Eller rettere, til Kyles mor, den temperamentsfulde Sheila Broflovski.

Sangen har faktisk både været med i en episode af 'South Park' og i spillefilmen 'South Park: Longer, Bigger & Uncut'.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a5e20c0a11f9f1610908a50

San Diego

Kan du huske dengang, Jason Russell fra 'Invisible Children' væltede internettet med dokumentarfilmen 'Kony 2012'?

Eller kan du bedre huske efterspillet, hvor Russell blev filmet, mens han gennemgik en nedsmeltning i offentligheden uden en trævl på kroppen?

Sidstnævnte hændelse fik en hilsen med på vejen fra 'South Park', som sluttede en episode af ved at gøre præcis det samme, bare med karakteren Stan i stedet for Russell, til den her sang.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a5e20c0a11f9f1610908a53

Merry F***ing Christmas

Vi ryster lige den sidste stemning ud af julekagedåsen med klasselærer Mr. Garrison.

Han synger en rimelig fordomsfuld sang om, at muslimer og hinduister ikke fejrer jul. Og det synes Mr. Garrison er for dårligt, så han tager, ifølge sangens tekst, lige en tur rundt og ønsker dem en "merry f***ing Christmas".

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a5e20c0a11f9f1610908a59

Chocolate Salty Balls

Hvem søger man hjælp hos, når man er en frustreret og forvirret, lille dreng?

Kantinemanden ovre på skolen, selvfølgelig. Den dameglade karakter og kantinemand Chef får ofte rodet sig ud i uheldige situationer og synger således blandt andet om sine 'choko-salte kugler' i et afsnit af 'South Park'.

Altså, det er noget slik, han synger om.

Hvad troede du da, det var?

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a5e20c0a11f9f1610908a56

Mkay

Vi slutter med et nummer sunget af drengenes skolepsykolog Mr. Mackey, som i filmen 'South Park: Louder, Bigger & Uncut' synger en sang til børnene om, hvordan man undgår at bande.

Ved at synge en masse bandeord.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a5e20c0a11f9f1610908a55