5 gange South Park har fået os til at gispe af grin

Både Game of Thrones', Scientology og World of Warcraft-fans har stået for skud i de 20 år, tv-serien 'South Park' har taget temperaturen på samtiden.

Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg fra P3-programmet Den Sorte Boks og den kommende podcast 'Binge - med Frederik og Kasper' er fans af 'South Park'.

I dag fylder noget så mirakuløst som en ugeaktuel animationsserie 20 år.

Skaberne af 'South Park', Matt Stone og Trey Parker er unikke af flere grunde. Ud over at de har gjort karaktererne Stan, Kyle, Cartman og Kenny berømte, laver de selv mange af stemmerne.

Stone og Parker har tilmed fundet en charmerende hæslig animationsstil, der er så hurtig at arbejde med, at et afsnit kan blive skrevet, animeret og indtalt på få dage.

Det giver selvfølgelig en rutsjebanetur af kvalitet, hvis man ser alle 277 afsnit fra start til slut, men det behøver man heldigvis overhovedet heller ikke, da de fleste afsnit står fint for sig selv.

Her er fem geniale afsnit, som du kan se eller gense inden sæson 21 får premiere i september.

Scott Tenorman Must Die (sæson 5)

Alle Cartman-fans hellige gral. En perfekt konstrueret lille thriller på 20 minutter, der viser hvor effektive historiefortællere Trey Parker og Matt Stone er.

Her afslører de også, hvor langt de var klar til at gå med Cartmans ondskab. Uden at afsløre afsnittets udsøgte twists kan jeg sige, at de involverer pubeshår, chili con carne og en pony, der giver et fugleskræmsel et blowjob.

Woodland Critter Christmas (sæson 8)

Mit yndlingsjuleafsnit af nogen serie nogensinde handler om at Stan hjælper en gruppe nuttede Disney-agtige dyr i skoven med at bygge en stald, hvor deres hersker kan blive født.

Det viser sig at være Mørkets herre og ikke Jesus. Det er nok ikke universelt, men en sød bjørn, et dådyr og et egern, der tilbeder Satan er noget af det sjoveste, jeg kan komme i tanker om.

Trapped in the Closet (sæson 9)

Jeg ser det her afsnit cirka en gang om året enten alene eller sammen med nogen, i stedet for at google præcis hvilken rolle det er, den intergalaktiske hersker Lord Xenu spiller i Scientologys kosmologi.

På halvandet minut viser 'South Park' overraskende loyalt præcis, hvor vanvittig historien bag sci-fi-religionen er. Afsnittet fik sanger og scientolog - og stemmen bag en karakter - Isaac Hayes til at sige op.

Make Love, Not Warcraft (Season 10)

Vennerne samles om at bekæmpe en online gamer, der truer Warcraft-universet, fordi han har spillet konstant i to år og skabt en næsten udødelig figur.

Halvdelen af afsnittet udspiller sig inde i computerspillet og er et smukt eksempel på, hvor godt holdet bag South Park forstår de ting, de parodierer.

Afsnittet har også onelineren med den mest genialt leverede pause, da en programmør frygtsomt siger 'Gentlemen, this could very well lead to the end of the World... of Warcraft'.

Black Friday (sæson 17)

Parker og Stone er på toppen med fantasyparodier som Ringenes Herre-parodien 'The Return of the Fellowship of the Ring to the Two Towers' og det overraskende gode computerspil 'The Stick of Truth'.

Så en samlet parodi på verdens største fantasyfænomen 'Game of Thrones' og USAs største indkøbsdag er selvfølgeligt saftigt stof for 'South Park'. Drengene bliver delt i to fraktioner, der kæmper om 'The One True Discounted Console'.

'Winter is coming… and the next-gen gaming systems are hitting the shelves!'

Alle afsnittene er gratis tilgængelige på siden South Park Studios samt på streamingtjenesten Viaplay