Sådan foregik Se og Hørs overvågning af de kendte

Ugebladet fik oplysninger via sms’er fra deres tys-tys-kilde, der havde adgang til de kendtes kreditkortoplysninger.

En af de kendte, som ugebladet modtog kreditkortoplysninger om, var skuepiller og tv-vært Pelle Hvenegaard. Han gav i 2014 DR lov til at vise denne sms om hans indkøb i et fransk storcenter. (© DR)

Lars Løkke igen på McDonalds, i går klokken 22.26, 105,50 kr.

Sådan stod der i en af de sms’er, som den såkaldte tys-tys-kilde sendte til Se og Hør – sammen med en smiley iført solbriller.

Det afslørede DR i 2014, efter det i BT var kommet frem, at ugebladet havde haft en mand til at overvåge både kendte og kongelige – heriblandt Lars Løkke Rasmussen og en lang række andre danskere.

I de sms’er, som DR kom i besiddelse af, kunne man se, at det var stilen i samtlige beskeder fra den hemmelige kilde: Først stod et navn, så stedet og til sidst beløbet, som den kendte person havde brugt i butikken eller restauranten.

Tys-tys-kilden var tilknyttet PBS - senere Nets - og havde via sit arbejde adgang til de kendtes kreditkortoplysninger.

Han fik besked, når den kendte brugte sit kort, og derefter var det kutymen, at han sendte en sms med informationerne til ugebladets ansatte.

Sms’erne om Lars Løkke Rasmussen blev for eksempel sendt til den daværende Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen. Han skrev senere bogen, der fik sagen om ugebladet til at rulle.