Næsten umuligt høje forventninger ventede Stephen Colbert, da han i aftes satte sig i værtsstolen for første gang. Han afløste den ekstremt populære David Letterman, som havde haft fast plads i stolen i 33 år.
Alligevel er de første anmeldelser af Colberts debutshow meget positive.
- Det lader til, at Colbert har evnerne til at gøre showet til sit eget aften efter aften, skriver filmmagasinet Variety.
Magasinets anmelder roser blandt andet den demokratisk hældende Colbert for at invitere den republikanske præsidentkandidat Jeb Bush i studiet - og for under interviewet at demonstrere, at personlige politiske overbevisning ikke vil stå i vejen for "...tankevækkende og alligevel underholdende diskussioner."
Kontrolleret kaos
Det første show var pakket med segmenter, indslag og interviews. Det ene øjeblik sad Colbert og åd store mængder Oreo-kiks, mens han et andet interviewede George Clooney.
Den anerkendte branchehjemmeside Deadline.com var også yderst tilfredse med det første show:
- En imponerende debut for Colbert, lyder det fra anmelderen, som ikke så de mange indslag som et problem.
Der var en følelse af "...kontrolleret kaos..." pointerer han.
Et show under udvikling
New York Times er også positive, selvom de kalder showet som helhed for "ufærdigt".
- Det her show ved sandsynligvis ikke helt, hvad det er endnu, men det ved præcis, hvem værten er: En smart, nysgerrig, legende underholder, som elsker at være der.
Avisen roser særligt Colberts indslag om Donald Trump - i forbindelse med præsidentkandidatens kritik af, at fabrikken bag den berømte amerikanske chokoladekiks 'Oreo' vil flytte til Mexico.
- Et af det mest underlige og sjoveste indslag, skriver anmelderen.
Og Colbert havde tilsyneladende også glædet sig til netop at lave sjov med Donald Trump. Tv-værten har tidligere udtalt, at han håbede, at "...bestemte republikanske præsidentkandidater..." fortsat ville være aktive i præsidentkapløbet, når 'The Late Show' havde premiere.
Udfordrende fremtid
The Guardian kalder Stephen Colbert en "nyskaber", men mener samtidigt, at det er svært at dømme showet allerede nu.
- Vi må tjekke om nogle måneder, hvordan det går, når han skal på skærmen fem dage om ugen og dermed slet ikke har lige så lang tid til at forberede sig.