For mange danske artister er det uden tvivl en drøm at spille på koncertstedet Vega i København – ikke mindst på hovedscenen Store Vega. Det er sådan et sted, man gerne vil sætte et flueben ved.
Men ser man på kønsfordelingen på dem, der spiller på netop den scene, skal de kvindelige musikere – hvis man ser på statistikken – ikke gøre sig alt for store forhåbninger om at optræde der, sådan som det ser ud lige nu.
78 procent af de optrædende på den store scene er nemlig mænd, mens bare 22 procent er kvinder.
Det viser Vegas egne tal, som spillestedet bidrager med i den nye rapport fra sammenslutningen Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling.
Dermed er Vega slet ikke i hus med deres målsætning om at ramme 50/50. Målet er, at kønsbalancen er mere eller mindre lige inden for de næste fem år, fortæller Lene Vive Christiansen, programdirektør i Vega.
- Optimalt vil vi sige, at det, der står på scenerne – og faktisk også dem, der står hernede på gulvet og nyder det hele – gerne skal føle sig repræsenterede. Det skal jo ligne det, der er ude i samfundet, siger hun.
Mand, mand, kvinde, mand
Vega er ikke alene om at hyre flest mænd ind til deres koncertprogrammer. En ny rapport fra sammenslutningen Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling viser netop, at tre ud af fire musikere og artister på de danske spillesteder er mænd.
Tallene er baseret på syv spillesteders koncerter med mere end 3.200 forskellige musikpersoner sidste år. Opgørelsen er derfor ikke repræsentativ for hele koncertbranchen, der dog historisk set er domineret af mænd, hvilket også bakkes op af andre undersøgelser.
Faktisk havde kønsbalancen været mere skæv, hvis flere spillesteder havde bidraget til undersøgelsen, vurderer Sara Indrio, forperson for Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling.
- Det ser i virkeligheden nok værre ud, hvis alle havde svaret, siger hun.
Men på Vegas to mindre scener, Ideal Bar og Lille Vega, er billedet faktisk mere lige. Nogle år endda til kvindernes fordel, fortæller Lene Vive Christiansen.
- Sidste år havde vi næsten 60 procent kvinder på vores mindste scene, fordi det er noget, vi arbejder rigtig meget med. Det er der, vi kan gøre en kæmpe forskel, siger programdirektøren.
- Det hele handler om økosystemet. Det handler jo om at få arbejdet nye talenter op. Det handler om vedligeholdelse af de fantastiske musikere, vi har derude, tilføjer hun.
Lene Vive Christiansen tror dog på, at det nok skal lykkes at ramme en lige fordeling på sigt.
- Det handler om et spørgsmål om tid. Altså, hvis vi tager det her seriøst i hele branchen, tror jeg også nok, at vi skal nå derhen. Det er jeg helt overbevist om.
Et opsving af opmærksomhed på køn
Denne uge har duoen Philip/Schneider indtaget Vegas' lokaler i dagtimerne med et kunstprojekt med tusind forskellige stemmer.
Duoen består af Josephine Philip og Hannah Schneider, der begge har arbejdet i musikbranchen i mange år. De har også et musikselskab sammen og er håbefulde, når det gælder en mere lige fordeling af mænd og kvinder.
- Vi har talt meget om, at nu har vi nogle undersøgelser, som viser, hvordan det er. Så måske er vi ved at være forbi det punkt, hvor vi behøver at tale om, om det overhovedet er et problem, siger Hannah Schneider.
- Måske er vi kommet til det punkt, hvor vi kan begynde at gøre noget ved det, tilføjer hun.
De kan begge mærke en forandring fra da de trådte ind i branchen.
- Jeg synes, at der sker så meget per år lige nu, i forhold til hvor lidt der er sket per år i mange år. Så måske er det sådan et opsving af opmærksomhed på det her. Og det øjeblik, at kvinder sælger lige så mange billetter, tror jeg, at ændringen sker helt af sig selv, siger Hannah Schneider.
Josefine Philip peger på projektet SheCanPlay, der spiller på Lille Vega søndag aften. Her kan man opleve nye kvindelige talenter på scenen, og det er netop sådan noget, der også hjælper udviklingen på vej, mener hun.
- En af de ting, man kan gøre, og som Vega også er med til at facilitere, er at støtte op omkring nogle af de projekter, der er, som går ind og påvirker kulturen fra en helt ung alder, siger Josephine Philip.
Tror I, at vi når at få en lige adgang til musikbranchen, inden I går på pension?
- Det er rigtig svært at sige. Jeg håber det. Jeg håber det virkelig, siger Hannah Schneider.