Smukfest: 'Når man booker et festivalprogram, handler det alt andet lige også om, at ting skal gå op'

Mens Roskilde Festival i år har et flertal af kvindelige artister, så har Smukfest ikke et mål om 50/50 kønsfordeling.

Danske Pil er en af de kvindelige artister, der optræder på årets Smukfest. Festivalens program tæller da også 80 procent danske navne, men flertallet er mænd. (Foto: © Christian Falck Wolff, Ritzau Scanpix)

Underrubrikken er præciseret, da der før stod, at Smukfest intet mål har om en mere lige kønsfordeling. Det er ændret til "så har Smukfest ikke et mål om 50/50 kønsfordeling."

Mens publikum for første gang kan opleve flere kvindelige artister end mandlige på Roskilde Festivals scener denne uge, så venter der en mere skæv kønsfordeling på Smukfest i august.

På sommerens Smukfest står de kvindelige solister og bands nemlig kun for 23 procent af det samlede program, og dermed vil publikum altså opleve en mere klassisk kønsfordeling i Bøgeskoven.

De danske festivalers ulige kønsfordeling har længe været debatteret, og Roskilde Festival er da også den eneste af sommerens store danske festivaler, der er lykkedes med en mere lige fordeling af kønnene.

Hos Smukfest mener festivalens indholdschef og talsperson Trine Bang dog, at 23 procent kvinder flugter okay med kønsfordelingen i den danske musikbranche – men også at der er plads til forbedring.

- 25 procent af de professionelle kunstnere herhjemme er kvinder, så på den måde er vi jo med, og det er godt. Men er det godt nok? Nej, det tror jeg ikke, siger Trine Bang.

Hun mener, at både Smukfest og kulturlivet helt generelt bør tænke på at få en mere mangfoldig scene.

- På Smukfest og også helt generelt skal vi være gode til at stille os selv spørgsmålet: Er der nok kvinder? For det er jo ikke fordi, at vi ikke vil booke dem, men nogle gange har man blinde vinkler, siger hun.

Lukas Graham ses her på Roskilde Festivals Orange Scene i 2023. Denne sommer spiller bandet på Bøgescenen i Skanderborg under årets Smukfest. (Foto: © Torben Christensen, Ritzau Scanpix)

Smukfest går ikke efter 50/50 lige nu

Mens Roskilde Festival har haft som mål at opnå en lige fordeling af kønnene, og nu har opnået det – endda med en lille fordel til kvinderne – så stiler Smukfest ikke efter samme mål.

Nu siger du, at udfordringen er, at der er færre procent af kvinderne, som er kunstnere. Men Roskilde Festival kan jo godt få det til at fungere med 50/50. Så hvorfor kan I ikke det?

- Jeg tror ikke, at det har været et mål for os, at det er 50/50, siger Smukfests indholdschef.

Det betyder dog ikke, at festivalen ikke ønsker et godt, blandet program, understreger Trine Bang.

- For os er det vigtigt, at vi laver et mangfoldigt program. Både indenfor, hvad kan stå på de mindre talentscener, og hvad der kan stå på de store scener. Og der er det vigtigt, at der er kvinder og mænd på begge scener.

Ulighed mellem kønnene på de danske festivalscener er et tilbagevendende tema i musikbranchen, og særligt de seneste uger har der igen været et øget fokus på emnet.

Det sker i kølvandet på DR-dokumentarserien 'Sexisme i musikbranchen', hvor 13 kvindelige musikere stod frem og fortalte om, hvordan de oplever dårligere vilkår og grænseoverskridende adfærd i deres arbejde.

80 procent danske navne

Trine Bang fra Smukfest peger på, at modsat Roskilde Festival, der har mange internationale navne, så er 80 procent af Smukfests bookinger danske. Det gør arbejdet sværere, mener hun.

- Markedet i Danmark er jo lidt mindre. Det vil sige, at der er mange ting, der skal gå op. Men det er klart, at vi også kigger på køn som et parameter, når vi vinger programmet af, siger hun.

Men hvorfor skal det være så svært egentlig?

- Der er jo sindssygt mange spændende kvindelige danske artister, punktum. Og det er der inde for en masse genrer, så det er jo ikke det, der gør, at det er svært, siger Trine Bang.

- Når man booker et festivalprogram, handler det alt andet lige også om, at ting skal gå op. Du kan ikke tage en helt ung, ny, spændende kvindelig artist og sætte hende på en hovedscene, hvis hun ikke er klar.

Hos Roskilde Festival mener programchef Anders Wahren, at andre festivaler også kan opnå samme kønsbalance som Danmarks største festival – det handler bare om, at festivalerne beslutter sig for at gøre tingene anderledes.

- Det her kan godt lade sig gøre, og vi kan også godt løse det som branche på den længere bane, og jeg tror ikke, at det er sådan langt ud i fremtiden, hvis vi ellers lægger os i selen for det, siger Anders Wahren.