Det er ikke kun politikere, borgere og kulturpersonligheder, der protesterer over det indrejseforbud til USA fra syv navngivne lande, som præsident Donald Trump indførte i sidste uge.
Nu skilter kunstmuseet MoMa i New York også med sin utilfredshed, skriver New York Times.
Museet har ændret på sin faste udstilling, der udover store vestlige kunstnere som Picasso og Matisse også omfatter vigtige værker af kunstnere fra de overvejende muslimske lande, der er omfattet af Trumps dekret om indrejseforbud.
Frihed er vitalt for MoMa såvel som for USA
Syv af disse værker får nu en fremtrædende placering på MoMas femte sal.
Der er tale om værker af blandt andre den sudanesiske maler Ibrahim el-Salahi, den irakiskfødte arkitekt Zaha Hadid og den Los Angeles-baserede iranske videokunstner Tala Madani.
Hvert værk er ledsaget af en tekst om museets hensigt med omrokeringen:
- Dette værk er lavet af en artist fra en nation, hvis befolkning er nægtet adgang til USA i henhold til en bekendtgørelse fra præsidenten 27. januar 2017.
- Dette er et af disse kunstværker fra museets samling, som er udstillet på femte sal for at slå fast, at idealerne om frihed og at byde folk velkommen er ligeså vitale for dette museum, som de er for USA.
MoMa har også planer om, i den kommende måned, at vise film af instruktører fra de lande, der er omfattet af Trumps indrejseforbud. De syv lande er: Somalia, Iran, Irak, Yemen, Sudan, Libyen og Syrien.