Krisen vokser: Endnu to medlemmer forlader svensk Nobel-akademi

To nøglepersoner forlader Det Svenske Akademi i forbindelse med en sag om sexkrænkelser.

Sara Danius var egentligt udpeget til at mægle i den eskalerende krise internt i Det Svenske Akademi. Nu forlader hun selv akademiet. (Foto: © BARDELL ANDREAS, Scanpix)

Sara Danius forlader posten som permanent sekretær i Det Svenske Akademi, der hvert år uddeler Nobelprisen i litteratur.

Det samme gør Katarina Frostenson, der er digter og valgt til medlem af akademiet på livstid.

Katarina Frostenson har de seneste måneder splittet akademiet, fordi der er blevet rettet alvorlige anklager mod hendes mand om seksuelle krænkelser.

Manden, der i svenske medier bliver omtalt som ”kulturprofilen”, har ifølge anklagerne udsat andre medlemmers døtre og hustruer for uønsket intimitet og upassende behandling. Han afviser selv alle beskyldninger.

Søndag bekræftede politiet i Stockholm, at man havde modtaget en anmeldelse ”mod en person med tilknytning til akademiet”.

Siden efteråret har flere medlemmer fratrådt deres stillinger i protest mod akademiets håndtering af sexskandalen. Blandt andet har der været afholdt afstemninger om, hvorvidt Katarina Frostenson skulle forlade akademiet, hvorefter tre medlemmer i fredags i protest forlod det, der omtales som Sveriges fornemmeste kulturinstitution.

Dermed står syv af akademiets i alt 18 pladser nu tomme.

Sara Danius, der var valgt til at mægle i den interne konflikt, vil ikke komme nærmere ind på, om der har været en afstemning forud for hendes fratrædelse fra posten.

- Jeg kan ikke komme ind på det, det er fortroligt. Det er akademiets vilje, og jeg retter mig efter den, siger hun til TT og tilføjer, at hun ellers gerne ville være blevet.

Hun fratræder sin post med øjeblikkelig virkning.

I weekenden modtog Sara Danius en invitation til det kongelige Drottningholm Slot, hvor hun skulle foretræde for den svenske konge, Carl Gustav.

Grundet sagens mediebevågenhed krævede kongen en redegørelse for forløbet.

Kong Carl Gustav er protektor for Det Svenske Akademi, og han overvejer ifølge en pressemeddelelse at gribe ind i sagen.

- På baggrund af udviklingen vil jeg overveje behovet for supplerende indgreb, herunder retten til at trække sig tilbage, skriver han.

Også den svenske statsminister Stefan Löfven beklagede torsdag sagen.

- Det er en meget vigtig sag for Sverige, og derfor er det vigtigt, at denne institution fungerer, sagde han til SVT Nyheter.