Tysk dirigent hjalp jøder på flugt – mens Hitler klappede ad ham

Den legendariske dirigent Wilhelm Furtwängler blev endeligt ”afnazificeret” for 70 år siden i dag.

(Foto: © Print Collector, The Print Collector / Heritage Images)

På et fotografi fra 1936 sidder ”Der Führer”, Adolf Hitler, nedenfor scenen i en koncertsal i Berlin.

Han ser fornøjet ud og klapper nærmest begejstret ad den netop afsluttede koncert med Berliner Philharmonikerne. Dirigeret af Hitlers egen yndlingsdirigent: Den legendariske Wilhelm Furtwängler.

Den Furtwängler, der dirigerede både Wiener og Berliner Filharmonikerne, mens krig og holocaust martrede Europa og hele verden.

Den Furtwängler, der delte nazisternes syn på storheden i tysk kultur: Goethe, Beethoven og Wagner.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59034572a11f9f0f48ba5a5b

Men også den Furtwängler, der aldrig afgav nazi-hilsen – heller ikke med Hitler i koncertsalen – og som hjalp flere jødiske musikere væk fra Tyskland, da ikke bare deres karriere, men også deres liv, var i fare.

Måske er det derfor, den høje, slanke dirigent ikke ser helt begejstret ud på fotografiet?

Måske er det bare i det sekund, billedet er taget, men man kan næsten fornemme, hvordan den indadvendte Furtwänglers blik flakker i bestræbelserne på at undgå øjenkontakt med Føreren.

Ville redde den tyske kultur

I dag, den 29. april, er det 70 år siden, Wilhelm Furtwängler officielt blev renset – eller ”afnazificeret”.

Det skete efter en næsten to år lang proces og med en ophedet diskussion, der stadig runger i Furtwänglers eftermæle den dag i dag.

Furtwängler var nemlig en af få store dirigenter, der ikke havde forladt Tyskland, da nazisterne kom til magten. Og er det så nazi-styret, man støtter – eller musikken?

Selv var Furtwängler ikke i tvivl: Han insisterede på, at musik og politik ikke skulle blandes sammen. Heller ikke, selvom musik og kultur ellers åbenlyst blev brugt politisk i Det Tredje Rige.

- Furtwängler sagde, at der er nogen, der må blive tilbage og redde, hvad reddes kan af tysk kultur. For der er også en Goethe og en Beethoven, vi er nødt til at redde, siger den pensionerede P2-vært og Furtwängler-kender Hans Skaarup.

Adolf Hitler, Hermann Goering og Joseph Goebbels til koncert med Berliner Filharmonikerne dirigeret af Wilhelm Furtwängler. Billedet er udgivet i en bog i 1936, to år efter at Furtwängler offentligt havde provokeret og protesteret mod nazisternes sammenblanding af kunst og politik. (Foto: © Print Collector, The Print Collector / Heritage Images)

Og Furtwängler brændte virkelig for tysk kultur, og gjorde det til sit projekt at udbrede budskabet fra de store, tyske musiknavne til folket under krigen.

Men det betød ikke, at Wilhelm Furtwängler ville slås i hartkorn med nazisterne eller med Hitler.

Hans Skaarup fortæller, at Hitler var så glad for ”sin” dirigent, at han hvert år ønskede at opleve ham til en stor koncert aftenen før sin fødselsdag.

- Furtwängler flygtede ofte til Polen sammen med en elskerinde, så man ikke kunne få fat i ham. For det ville han ikke ret gerne, siger Hans Skaarup.

En magiker med taktstokken

Musikalsk er Wilhelm Furtwängler en legende - mere end 60 år efter sin død. Og hans greb om det tyske repertoire - Beethoven, Brahms og Wagner - anses endnu af mange for at være uden sidestykke, selvom der kan være knitrende optagestøj.

Allerede i begyndelsen af 1920’erne blev Furtwängler udråbt som Tysklands musikalske mirakel: I 1922 overtog han som 36-årig chefdirigent-stillingen for Berliner Filharmonikerne. Samtidig blev han chef for Gewandhaus Orkestret - og blev Wiener Filharmonikernes foretrukne samarbejdspartner.

Artiklen fortsætter under videoen.

Med taktstokken i Furtwänglers hånd kunne orkestrene frembringe den perfekte balance mellem struktur, klarhed og åndelig frihed:

- Han blev kaldt en magiker med sin taktstok, siger Hans Skaarup, der engang har mødt en jødisk kvinde, der havde oplevet en Furtwängler-koncert allerede i 1920’erne:

- Hun sagde, det var som en seksuel ekstase at opleve hans Beethoven-fortolkning, siger Hans Skaarup og taler om den uforklarlige ”åndelighed” der er i mange af Furtwänglers indspilninger:

- Der er ingen af hans optagelser, der er ens. De er båret af øjeblikkets inspiration. Der er ikke to af hans Beethovens femte symfoni, der ligner hinanden, siger han.

Reddede jøder fra koncentrationslejrene

Furtwängler bar på en arv og en æstetik, der var vigtigere for ham end noget andet. Og han stod måske nok på Hitlers side, når det gjaldt kampen for det særligt tyske.

Men omvendt var han ikke interesseret i det såkaldte ”jøde-spørgsmål” og havde selv talrige jøder i sin vennekreds.

Furtwängler brugte også sin indflydelse i regimet til at redde flere jødiske musikere fra en skæbne i koncentrationslejrene.

Eksempelvis Hugo Strelitzer, der underviste ved Musikkonservatoriet i Berlin:

- Hvis jeg er i live i dag, skyldes det denne store mand. Furtwängler hjalp og beskyttede et stort antal jødiske musikere, og det viser et stort mod, siden han gjorde det for øjnene af nazisternes i selve Tyskland, sagde Hugo Strelitzer i 1965.

Strelitzer var som mange tusinde jøder blevet afskediget uden varsel lige efter Hitlers magtovertagelse. Derefter blev han anholdt til en korprøve og smidt i fængsel, alene for at være jøde.

Herfra kunne vejen nemt være gået til koncentrationslejre eller uforklarlig forsvinden, men Furtwängler fik nys om sagen og reddede Hugo Strelitzer ud af regimets kløer.

Wilhelm Furtwängler brød sig ikke om nazi-propaganda til sine koncerter - men han kunne åbenbart ikke altid undgå det. Her dirigerer han i en frokostpause på fabriken R. Stock & Co. in Berlin, december 1939. (Foto: © Ullstein Bild, This content is subject to copyright.)

I 1934 gik Furtwängler også imod nazi-styret ved at uropføre symfonien ’Mathis der Maler’ af Paul Hindemith – en komponist, som nationalsocialisterne ellers anså for at være ”degenereret”.

Det fik Furtwängler til at skrive et åbent brev i tyske aviser og plædere for en adskillelse af musik og politik. Og han nedlagde alle sine hverv – selvom nazisterne nægtede at fjerne hans ærestitel som Statsråd af Preussen.

Men som det ses på fotografiet fra 1936, vendte Furtwängler snart tilbage til podiet. Han vedblev at undgå heilen og undslog sig for at dirigere med hagekors i salen. Og han fortsatte med at være Hitlers yndlingsdirigent.

Indtil december 1944. Her forsvandt Furtwänglers navn pludselig fra listen over ”gudsgivne kunstnere” i Det tredje Rige.

Dirigerede som et jaget dyr

Rigsføreren for SS, Heinrich Himmler, fandt nemlig ud af, at Furtwängler kendte kredsen bag 20. juli-attentatet. Et attentat, der forsøgte at tage livet af Hitler i 1944.

Som i en anden Wagner-opera nåede Himmlers sekretær dog at advare Furtwängler, der flygtede fra Berlin til Wien under påskud af en koncert med Wiener Filharmonikerne:

- Det er næsten som et jaget dyr, man hører dirigere den symfoni. Det er meget gribende, siger Hans Skaarup om optagelsen af koncerten.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59034572a11f9f0f48ba5a58

Men Furtwängler var også jaget vildt i Wien. Efter koncerten skyndte han sig videre mod Schweiz, efter sigende få timer før, Gestapo ville have anholdt ham.

Ifølge Hans Skaarup havde Furtwängler papirer til at krydse grænsen – men de gjaldt først et par dage senere. I mellemtiden skjulte den store dirigent sig i en lille grænseby.

Schweiz blev endemålet for Wilhelm Furtwänglers flugt – og han boede der til sin død i november 1954.

Artiklen fortsætter under billedet.

Wilhelm Furtwängler dirigerer Berliner Filharmonikerne i Berlin i efteråret 1940, mens krigslykken var med det nazistiske Tyskland. (Foto: © Ullstein Bild, This content is subject to copyright.)

Efter krigen var Sovjet hurtigt ude med en tilgivelse til Furtwängler i et forsøg på at få ham til at dirigere i Berlins Staatsoper i den røde zone af Berlin. USA fastholdt en sortlistning af ham:

- Det er en ubestridelig kendsgerning, at Furtwängler gennem sine aktiviteter blev fremtrædende identificeret med nazi-Tyskland. Ved at gøre sig selv til partiets værktøj, lånte han en aura af respekt til den menneskekreds, der nu sidder på anklagebænken i Nürnberg for forbrydelser mod menneskeheden, sagde Robert McClure, en amerikansk militærchef i 1946.

Måtte forlade Chicago inden han startede

To år efter krigens afslutning, i april 1947, lykkedes det dog Furtwängler at opnå stempel som ”denazificeret”: Han kunne tage dirigentstokken i hånden igen. Men sårene helede aldrig.

Nogle musikere, blandt andre Arnold Schönberg, Nathan Milstein og Yehudi Menuhin, bakkede ham op. Andre kunne ikke tilgive og vendte ham ryggen for altid.

Da Furtwängler i 1949 blev ny chefdirigent for Chicago Symfonikerne, måtte han eksempelvis forlade posten allerede inden han var kommet i gang.

Artiklen fortsætter under billedet.

Furtwängler var kunstnerisk leder af Salzburg Festspillene i 1948 - og skriver her autografer til soldater fra de allierede styrker. (Foto: © Imagno, IMAGNO/Votava)

Der var for mange, der truede med boykot af orkestret. Store musiknavne som Toscanini, George Szell, Vladimir Horowitz, Arthur Rubinstein og Isaac Stern.

Så Furtwängler blev i Europa. Han var ikke blevet knækket – men hans musik var alligevel ikke helt den samme som før krigen, siger Hans Skaarup:

- Det er mere afdæmpet. Men alligevel med en fantastisk energi.