71 år efter nazismen: Nu giver orkester million-maleri tilbage til familie

Efter at have søgt i årevis kan Wiener Filharmonikerne endelig udlevere et maleri af Paul Signac , de for 76 år siden fik fra nazi-styret.

Under anden verdenskrig spillede Wiener Filharmonikerne for de tyske nazister, og 49% af musikerne var medlem af det nazistiske parti. (Foto: © Nanna Kreutzmann, Scanpix)

Siden 1940 har Wiener Filharmonikerne, et af verdens bedste orkestre, haft maleriet 'Poet-en-Bessin' af Paul Signac stående.

Maleriet har en anslået værdi på en halv million dollars, altså over tre millioner kroner. Men det er retmæssigt slet ikke det østrigske orkesters ejendom - det tilhører en jødisk familie, der fik det beslaglagt af Gestapo under nazisternes besættelse af Frankrig i 1940

Nu er orkestret endelig ved at afslutte den dystre historie - formentlig allerede inden, de igen optræder med den traditionelle nytårskoncert, der bliver sendt ud til millioner af mennesker i 90 lande nytårsdag.

Lettede over at lukke kapitlet

- Wiener Philharmonikerne er lettede over, at et vigtigt kapitel i vores historie snart er lukket.

I 1940 fik orkestret overdraget Signac-maleriet fra en Gestopo-officer som tak for en koncert i Frankrig. Men 'gaven' var altså tyvstjålet fra forfulgte jøder.

Maleriet 'Port-en-Bessin' af Paul Signac blev overdraget til Wiener Filharmonikerne af en Gestapo-officer. Nu skal det tilbage til de retmæssige ejere. (© Paul Signac)

Orkestret gik efter sigende i gang med at efterforske sagen allerede i 1980'erne, men det er altså først nu, at undersøgelsen har båret frugt.

Maleriet bliver derfor nu udleveret til arvingerne efter en vis Marcel Koch, som døde i 1999. Han havde ikke selv børn, så man har skullet finde ud af, hvem der er de retmæssige ejere af Paul Signacs maleri.

Halvdelen af orkestret var nazister

Orkestret dunkle fortid er ikke noget, Wiener Filharmonikerne bryster sig af i dag.

Mens 2. verdenskrig krævede millioner af menneskeliv og masseødelæggelse, spillede orkestret nemlig lystigt videre i Wien. Halvdelen af orkestrets musikere var medlemmer af det nazistiske parti - og jødiske musikere var blevet smidt ud af orkestret allerede i 1938.

Dele af arkiverne i det berømte orkester har førhen været lukket for både forskere og for offentligheden, men blev for nogle år siden åbnet op. Det er blandt andet kommet frem, at orkestrets direktør fra 1954- 1968, Helmut Wobish, var medlem af nazistpartiet allerede fra 1933 og i SS fra 1938.

P2 og DR1 sender Nytårskoncert med Wiener Filharmonikerne direkte fra Wien 1. januar 2017 kl. 11.00. Orkestret bliver i år dirigeret af Gustavo Dudamel, og på programmet er bl.a. musik af valsekongen Johann Strauss.