1.530 gange har Stig Rossen trukket i det samme tøj, lagt den samme makeup, sagt de samme ting, gået det samme antal skridt i den samme retning, sat sig ned på den samme måde, kun for at rejse sig igen og synge den samme sang som i går.
Det har han gjort i rollen som Jean Valjean i verdens vel nok længst spillende musical, 'Les Misérables'.
Men den danske sanger troede egentlig, han skulle være "almindelig" skuespiller.
Derfor startede han på Guildhall School of Music and Drama i London i 1987, men ikke på musicallinjen - det med at synge var bare noget, han tilfældigvis også kunne.
Det gik som bekendt ikke helt som planlagt, og i dag kan man næsten ikke sige Stig Rossen, uden at den ene musical efter den anden vælter frem i erindringen.
Forelsket i Les Misérables
Og et af de numre, der for alvor har været med til at forme hans karriere, er 'Bring Him Home' fra 'Les Misérables' - det samme nummer, som netop er blevet kåret til danskernes favoritnummer i Klassisk Top 50 Musical.
En sejr, der ikke kommer bag på Stig Rossen.
- Jeg er jo forelsket i 'Les Misérables', og 'Bring Him Home' er en fantastisk sang. Det ér den ultimative musicalsang, siger han om vindernummeret i Stines Søndag på P2.
Da Stig Rossen i 1990 gik på sidste semester på Guildhall School of Music and Drama, så han udelukkende så sig selv som skuespiller. Alligevel begyndte det at krible i stemmelæberne, da West End, et af Londons store musicalteatre, afholdt åben audition på 'Les Misérables'.
- Det var 'Les Misérables', jeg havde set som den første store musical derovre. Det var den, der havde bjergtaget mig, fortæller Stig Rossen.
Stig Rossen blev fjernet fra koret
Den unge dansker kunne ikke holde sig væk fra den åbne audition, og han nåede dårligt nok op på scenen, før det stod klart for enhver, at han havde et talent ud over det sædvanlige.
Han fik en plads i koret, og med tre måneder tilbage på skolen, måtte han hjem og tage en snak med rektor. Hun kunne heldigvis godt se, at 'Les Misérables' var en chance, han måtte gribe, så han forlod skolen og indtog i stedet en af de mest eftertragtede scener i den engelske metropol.
Han fik dog ikke lov at beholde sin rolle i koret særlig længe. Efter tre måneder - to dage før, han ville have fået sit afgangsbevis fra teaterskolen - blev han spurgt, om han ikke ville have forestillingens hovedrolle i stedet.
- Det at få lov til, som helt ung og uprøvet musicalperformer, efter tre måneder i branchen, at lande sin drømmerolle, den bedste rolle til en mand i en moderne musical... 'Les Misérables' gjorde, at jeg med ét slag fik min entre i musicalgenren internationalt, fortæller Stig Rossen.
En af dem, der sad i salen, første gang Stig Rossen indtog scenen som Jean Valjean, er danske Lise Schulze.
Hun husker tilbage på aftenen med stor glæde og en vis nervøsitet på sin landsmands vegne. Hun havde i forvejen ingen anelse om, at den unge mand, der et par år forinden havde slået et araberspring i Dansk Melodi Grand Prix, skulle på på scenen.
Den franske hitmusical
- •
'Les Misérables' er skrevet af Claude-Michel Schönberg, Alain Boublil og Jean-Marc Natel
- •
Forestillingen havde premiere i Paris i 1980
- •
Siden er den set af mere end 60 millioner mennesker verden over
- •
Den er blevet opført i 43 lande, 300 byer og på 21 sprog
- •
Musicalen er baseret på den franske forfatter Victor Hugos roman af sammen navn fra 1862
- •
Hele syv numre fra forestllingen fandt vej til P2s Top 50 over musicalnumre
- •
'Bring Him Home' blev nummer 1 på listen
- Jeg så 'Les Misérables' i London i 1990. Inden den gik i gang, blev det annonceret, at rollen som Jean Valjean denne aften blev sunget af Stig Rossen for første gang!! Vi sad på første række og så Stig synge så skønt.
- Vores første reaktion var, om han kunne løfte den rolle, for vi kendte ham kun fra melodigrandprix-sangen 'Vi danser rock og rul'... og nu har han spillet den rolle 1.500 gange!, skriver Lise Schulze.
Måske er det den oplevelse, der har gjort 'Bring Him Home' til hendes ultimative musicalhit. I hvert fald har hun nomineret sangen i P2s Top 50.
Snorksov på scenen
1.530 gange. Så mange gange er Stig Rossen altså indtil videre trådt ind på scenen som 'Les Misérables' mandlige hovedrolle, Jean Valjean, siden han debuterede i rollen den aften i London i 1990.
Efter 750 gange faldt han i søvn. Midt på scenen i Hong Kong foran et publikum, der havde betalt i dyre domme for at komme ind og se ham give den som Jean Valjean i den storslåede forestilling.
Han var med i en international opsætning, der gennem ti måneder spillede otte forestillinger om ugen i en række storbyer i Østen og Sydafrika, og en søndag aften var han så træt, at han valgte at lukke øjnene for at samle kræfter til at synge 'Bring Him Home'.
- Man skal virkelig bruge meget energi på at holde den der fine, stille lyd hele tiden. Så jeg tænkte, at nu lukker jeg lige øjnene et øjeblik og sidder og samler lidt energi, mens koret synger 'Drink With Me', og så faldt jeg i søvn! Ikke bare sådan, at jeg lige faldt lidt hen, jeg snorksov, fortæller Stig Rossen.
Han faldt så eftertrykkeligt i søvn, at han ikke hørte koret synge færdig. Aftalen var ellers, at han skulle have rejst sig fra den kasse han sad på, når de var færdige, givet tegn til dirigenten og tage hul på 'Bring Him Home'.
Sådan gik det ikke.
Vågnede til larmende stilhed
Han vågnede med et sæt til en larmende stilhed uden at have den fjerneste anelse om, hvor længe han havde sovet. Det ved han stadig ikke med sikkerhed. Det eneste, han var smerteligt klar over, var, at hele salen - skuespillere, orkester, publikum - alle sad og ventede på én ting: Ham.
- Og så tænkte jeg, at det her går ikke. Jeg sidder i verdens bedste musical i en drømmerolle til en fyrstelig gage i Hong Kong Cultural Centre, og så sidder jeg og falder i søvn foran et betalende publikum.
Efter forestillingen gik han hen til dirigenten for at undskylde, kom dirigenten ham i forkøbet:
- Jeg elskede den kunstpause, du holdt inden 'Bring Him Home', sagde han.
- Kunstpause?! Ja, tak skal du have, jeg sad og snorksov!, siger Stig Rossen i dag. Dengang valgte han at holde hemmeligheden for sig selv.
Den vigtigste lur i hans liv
Stig Rossen tog slukøret tilbage til sit hotelværelse med følelsen af, at der var nødt til at ske et eller andet drastisk. Publikum elskede ham, folk kaldte ham Mr. Musical, men selv var han dybest set led og ked af situationen og sin rolle som Valjean, som han ikke længere følte, han kunne tilføre noget nyt.
- Det var et repetitionshelvede. Vi spillede otte gange om ugen, uge efter uge, det var endeløst. Jeg var mentalt tyndslidt. Det handlede kun om at få det overstået.
Sådan husker han tilbage på den periode, der kulminerede med luren i Hong Kong.
Da han kom ind på hotelværelset, smed han sig på sengen, tændte fjernsynet og prøvede at glemme episoden. Frem på skærmen tonede Hollywoodfilmen 'Ground Hog Day' (En Ny Dag Truer).
Det var helt tilfældigt. Stig Rossen ville egentlig bare have en portion tomme tv-kalorier. I stedet endte det med, at filmen reddede hans lyst til at fortsætte.
Bill Murray reddede karrieren
Filmen handler om Phil, spillet af Bill Murray, der hver dag vågner til en gentagelse af i går. Alting er det samme. Igen, igen, igen. Stig Rossen følte sig ramt.
I filmen kommer Phil først ud af de evindelige gentagelser, da han begynder at gøre ting for andres skyld i stedet for sin egen.
- Det lyder meget lommefilosofisk, men det fungerede faktisk for mig. Da jeg havde set filmen, sagde jeg, okay, så prøver jeg at se, om der er et eller andet, jeg kan gøre. Og så begyndte jeg faktisk at lægge mærke til nogle detaljer.
- Jeg begyndte at lægge min makeup på en ny måde. Jeg begyndte at kigge mine kolleger direkte i øjnene, begyndte at lægge mærke til, hvorfor førsteviolinisten spillede specielt godt den dag, gik ud og talte med dem i pausen, huskede at sige, hey, du spillede fantastsik i dag. Jeg begyndte at få antennerne ud, fortæller han.
Stadig stor bue uden om rutinen
Filmen ændrede Stig Rossens sit syn på sig selv og dem, han arbejdede sammen med. Han begyndte at lade de små detaljer få større betydning, ligesom han lige siden har ladet døren ind til sin garderobe stå åben.
- Det gik op for mig, at det ikke er repetitionen i sig selv, der er problemet. Det er ens indstilling til den. Det har gjort en kæmpe forskel. Jeg begyndte at lægge al min energi i det, og de næste 750 forestillinger var meget sjovere.
Han holder stadig fast i de ting, han lærte den aften i Hong Kong - både da han sad på en kasse og sov foran et ventende publikum, og da han tændte fjernsynet på sit hotelværelse.
- Hvis der er noget, der bliver for forudsigeligt og begynder at være en spændetrøje, så kan jeg mærke, at så skal jeg bryde ud af den, siger han.
Og det må man sige, han gør til januar - bryder rutinerne.
Stig Rossen har mange gange før spillet med i 'Chess', men i det nye år medvirker han i den første professionelle opsætning af musicalen på dansk.