The Metropolitan Opera i New York har suspenderet sine forbindelser til dirigent og tidligere musikdirektør igennem 40 år James Levine.
Det sker, mens man afventer en undersøgelse af flere påstande mod ham om seksuelle overgreb, skriver flere internationale nyhedsbureauer.
- Hr. Levine vil ikke være en del af nogen aktiviteter på The Met (forkortelse for The Metropolitan Opera, red.), herunder at gennemføre planlagte forestillinger på The Met i denne sæson, oplyser den verdensberømte opera i en erklæring søndag ifølge nyhedsbureauet AP.
Beslutningen om at suspendere 74-årige James Levine kommer efter, at The New York Post har skrevet om en i dag 48-årig mand, der påstår, at Levine misbrugte ham i 1985, hvor han var 15 år.
Manden, som dengang ønskede at blive dirigent, påstår, at overgrebene fortsatte frem til 1993 og bragte ham på kanten af selvmord.
Søndag rapporterede The New York Times om lignende historier fra to andre mænd, som ligeledes anklager James Levine for seksuelt misbrug.
- På baggrund af disse nye beretninger har The Met truffet beslutning om at handle nu, mens vi afventer resultaterne af undersøgelsen, siger administrerende direktør på The Met Peter Gelb ifølge AP.
/ritzau/