Nu kan du møde Herbert Blomstedt for en 50'er: Kom til masterclass med årets modtager af Léonie Sonnings Musikpris

Fredag eftermiddag byder der sig en helt særlig mulighed for at møde Herbert Blomstedt, når han i Koncertsalen i DR Byen holder masterclass for tre unge lovende nordiske dirigenter. Kan du ikke komme, kan du se ham på spritny DVD.

DR er unægteligt kommet til at se noget anderledes ud, siden den svenske dirigent Herbert Blomstedt dirigerede DR Symfoniorkestret for første gang i 1956 og var orkestrets chefdirigent fra 1967 til 1977.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:56f86c756187a41628a44182 De seneste 11 år har nu 88-årige Herbert Blomstedt været æresdirigent for DR Symfoniorkestret, og i de kommende dage er han her, der og alle vegne i DR Byen, når han for første gang nogensinde skal føre DR-musikerne gennem Mahlers 1. Symfoni torsdag aften og lørdag eftermiddag, men også Beethovens 8. Symfoni. Torsdag får han overrakt Léonie Sonnings Musikpris 2016 på 600.000 kroner ved ugens torsdagskoncert.

Den fornemme pris kaster to ting af sig, hvor fans og andre interesserede kan opleve Herbert Blomstedt på en helt særlig måde. DR Symfoniorkestret og orkestrets venneforening udgiver en ny DVD, hvor man kan opleve den svenske mester dirigere to symfonier af Schubert og Bruckner – optaget live i Roskilde Domkirke. De vil blive solgt i forbindelse med ugens koncerter – og lørdag eftermiddag vil man også kunne møde Herbert Blomstedt i foyeren efter koncerten, hvor han signerer dem.

Herbert Blomstedt havde en mangeårig drøm om at dirigere i kirkens særlige akustik, og den gik i opfyldelse i 2007 – sammen med DR Symfoniorkestret. Det er denne koncert, som nu bliver udgivet på DVD i forbindelse med, at han får den store musikpris. Samtidig indeholder DVD'en også et 80 minutter langt interview med dirigenten.

Mød Blomstedt til masterclass

Fredag eftermiddag – den 8. april - klokken 12.30-15.15 byder der sig også en helt særlig mulighed for at møde Herbert Blomstedt, når han i Koncertsalen i DR Byen holder masterclass for tre unge lovende nordiske dirigenter – i et samarbejde mellem DR Symfoniorkestret og Léonie Sonnings Musikpris.

De tre dirigenter er svenske Magnus Fryklund, danske Christian Øland og norske Håkon Nystedt, og alle kan løse billet til det for en 50’er via Koncerthusets hjemmeside.

Hvis man ikke har mulighed for selv at være til stede i DR Byen, bliver der rig mulighed for at høre Herbert Blomstedt i DRs programmer i ugens løb.

Mandag, tirsdag og onsdag klokken 19.20 er ’P2 Koncerten’ alle dage med Herbert Blomstedt fra forskellige byer i Europa, og ugens torsdagskoncert sendes som altid både direkte på P2 torsdag klokken 19.20 – og igen på søndag klokken 12.15.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:56f9be696187a40ffc2116e0

På DR K kan Sonningprisoverrækkelsen og koncerten med Blomstedt ses over to søndage - søndag den 17. april og søndag den 24. april klokken 20.00.