Den amerikanske kunstner Jeff Koons ville faktisk bare hylde ofrene for de terrorangreb, der ramte den franske hovedstad Paris i 2015 og kostede 130 mennesker livet.
Men siden 'The Bouquet of Tulips'-skulpturen blev afsløret i Paris i fredags, har tulipan-kunstværket mildest talt delt vandene. Det skriver BBC.
Filosoffen Yves Michaud beskylder skulpturen for at ligne 'elleve farvede anusser på stilke' i magasinet L'Obs, mens flere parisere kalder kunstværket for 'frygteligt', 'groteskt' og 'pornografisk'.
Den 12 meter høje skulptur er udformet som en hånd, der holder en buket af farvede, ballonagtige tulipaner og står tæt ved kunstgalleriet Petit Palais i det centrale Paris.
Vil donere penge til ofrenes familier
Tulipan-skulpturen har ellers som erklæret formål at vise Jeff Koons' støtte til og solidaritet med det franske folk.
- Som borger i New York oplevede jeg selv terrorangreb 11. september og den depression, der hang over byen, har Koons udtalt i forbindelse med 'The Bouquet of Tulips'.
Han pointerede i samme åndedrag, at 80 procent af de penge, han ville tjene på at sælge rettighederne til kunstværket, skulle gå til ofrenes familier for terrorangrebene i Paris i 2015.
Terrorangrebene, der fandt 13. og 14. november 2015, ramte både koncertstedet Bataclan, det store Stade de France-stadion samt flere barer og restauranter i den franske hovedstad.
Borgmester: En smuk gave
Mens kritikken af 'The Bouquet of Tulips' er massiv nogle steder i Paris, så støtter byens borgmester dog op om Koons og det farvefyldte blomster-kunstværk.
På Twitter kalder Paris' borgmester, Anne Hidalgo, kunstværket for en 'smuk gave' og et 'storslået symbol på frihed og venskab'.
Og ifølge nyhedsbureauet AP udtaler Patricia Correia, hvis datter døde i forbindelse med angrebene, at kunstværket er 'en meget stærk tilkendegivelse' af Frankrigs nære forhold til USA.
Kendt for at provokere
Det er langt fra første gang, at Jeff Koons' kunst bringer sindene i kog.
Han er tidligere blevet kritiseret for sine 'vulgære' og 'uacceptable' pornografiske kunstværker, og nogle kunstkritikere synes, han er banal.
Det ændrer dog ikke på, at han tidligere i år satte rekord med sin 'Rabbit'-figur, der blev det dyreste kunstværk, der nogensinde er solgt på en auktion, mens kunstneren bag stadig er i live.
Den gik for en pris på 91,1 million dollars, svarende til mere end 600 millioner danske kroner.
Herudover er Jeff Koons især kendt for 'Balloon Dog', der er er en serie på fem hunde i rustfrit stål i fem forskellige farver.