Når Jacob Jaskov sammen med sin kone ser en film på Netflix, er de ofte ikke helt enige om, hvad de skal se. Han foretrækker action og sci-fi, mens hun helst vil se romantiske komedier.
Nogenlunde sådan er det også, når de sammen bruger en aften på at spille brætspil. Han er vild med brætspil, hvor noget skal optimeres eller udvikles, som de fleste brætspil handler om. Men når han hiver et brætspil frem, så går der ikke lang tid, før hans kone keder sig.
Derfor fik Jacob Jaskov en idé for tre et halvt år siden. Hvorfor ikke udvikle et spil, som hans kone har lyst til at spille.
- I begyndelsen vidste jeg ikke, hvilket spil jeg ville lave. Det eneste, jeg vidste, var, at det skulle være et spil til min kone, og at det skulle være et romantisk spil, siger Jacob Jaskov.
Nu er spillet udkommet og bliver solgt i verdens største supermarked, Walmart i USA, og spillet bliver rost af blandt andet det amerikanske mediet Vox, som kalder det for årets bedste brætspil.
Tidligere brætspilsnørd
Jacob Jaskov var i 90’erne det, han selv vil kalde en brætspilnørd, og senere, da han begyndte at arbejde med at udvikle nye strategier og innovation for store virksomheder, gav det mening for ham at lave sit helt eget spil fra bunden.
Han begyndte at interviewe sin kone om hendes præferencer for spil. De brugte timer på at spille spil sammen, finde ud af, hvad hun kunne lide ved de forskellige spil, og hvad der kedede hende. De fik nye idéer, forkastede de dårlige og videreudviklede de gode.
Samtidig læste Jacob Jaskov videnskabelige litteratur om kærlighed for at finde ud af, hvad kærlighed egentlig er og om de mest grundlæggende ting ved kærligheden mellem to mennesker. Det endte med at blive til spillet ’Fog of Love’, som han lavede, mens han havde sit almindeligt job som konsulent.
To fiktive personer skal afprøve kærligheden
Kort fortalt går spillet ud på, at to spillere laver to fiktive personer, som skal finde ud af, om de er et match eller ej. Hver spiller trækker kort, hvor man finder ud af, hvilke personlighedstræk de to fiktive karakterer skal have, hvilke beskæftigelse de har, og hvordan de to karakterer ser ud.
Derefter trækker man spørgsmål med alt lige fra, om man bør efterlade toiletbrættet oppe eller nede, eller om hvordan man reagerer, hvis man opdager en sms fra en anden mand eller kvinde på sin partners mobiltelefon.
Alle spørgsmål skal man så som spiller besvare ud fra den fiktive persons vurdering, hvor man til sidst finder ud af, om man vil fortsætte forholdet eller ej.
- Selvom spillet handler om fiktive personer, så givet det også stof til eftertanke, fordi man tænker over, hvilket syn man har på kærlighed, og hvordan du handler i et forhold. Men det primære mål med spillet er ren underholdning. Et spil, der er sjovt at spille som par, men også er sjovt, hvis man er to venner, der har lyst til at spille et brætspil, siger Jacob Jaskov.
Helt vildt, da Walmart ville sælge det
Selvom Jacob Jaskov først havde regnet med at udvikle et spil til sin kone, så blev ’Fog of Love’ udgivet allerførst i verdens største supermarked, Walmart i USA.
- Jeg var til en brætspilmesse i Essen, hvor man fremviser forskellige brætspil og prototyper. Der kom en mand rundt i fint tøj og begyndte at interviewe dem, der sad og spillede mit spil, og da han sagde til mig, at han gerne ville sælge mit spil i USA, og da han viste mig sit visitkort fra Walmart, blev jeg helt vild. Jeg skreg inden i og jublede, fortæller Jacob Jaskov.
Det færdige spil udkom i USA i november, og i denne måned er det blevet udgivet i flere europæiske lande som de skandinaviske lande, Belgien, Holland og Storbritannien på engelsk.
Og 13 brætspilsforlag i Kina har allerede spurgt, om de kunne oversætte spillet til kinesisk, mens forlag i andre lande – blandt andet Danmark – også gerne vil oversætte det fra engelsk.
- Det går sindssygt godt. Spillet får fuldstændig vilde anmeldelser, og jeg får henvendelser fra hele verden om, hvor de kan købe spillet. Den negative side af det er, at jeg har arbejdet så hårdt, at der er sket det modsatte, end jeg gerne ville. Målet var, at jeg ville lave spillet for at hygge med min kone, men det er egentlig det modsatte, der skete.
Har det givet dig blod på tanden til at lave flere spil?
- Jeg kommer ikke til at lave tre års dobbeltarbejde igen, hvor jeg både laver spil og arbejder som konsulent. Det kan jeg ikke holde til igen. Men jeg vil gerne lave to andre spil: Et om midtlivskrisen, der handler om, hvordan man kan få forholdet til at fungere, men også et spil om de sidste år i ens liv. Man kan kalde det et brætspil, der minder lidt om en fransk melodramafilm.