Hvis du tror, brætspil er blevet slået hjem af computere og konsoller, må du få en ommer: Brætspil er faktisk vældigt populært, og der er de senere år poppet nye brætspilscaféer og spilklubber op flere steder i landet.
Efterårsferien - og efteråret i det hele taget - er den perfekte årstid for brætspil. Men hvad skal du spille?
Det har vi heldigvis fået en masse gode bud på, efter at vi i september bragte en artikel om vinderne af Guldbrikken, årets bedste brætspil.
Brugerne på DR Nyheders Facebook-side kom til tasterne og delte deres yndlingsbrætspil med os. Flere var glade for de klassiske spil som Matador, Trivial Pursuit og Ludo, mens Troels L. Espeløv sværger til ét eneste spil:
- Jeg spiller kun Kaste Gris og det spiller jeg hver aften. Kh Troels, skriver han på Facebook.
Brugerne har også budt ind med andre spil end de klassiske. Læs med her og find et spil til din egen efterårsferie:
Hint: Et godt selskabsspil
I selskabsspillet 'Hint' gælder det om at få dine holdkammerater til at gætte, hvad du prøver at fortælle dem. Du skal både tegne, tale, nynne sange om kys eller mime bagværk.
Lærke Bünger er en ud af flere brugere, der taler varmt om spillet:
- Hint er virkelig et godt spil! Det inddrager alle på en fangende måde, og kombinerer alle de gode gamle lege i et spil. Godt selskabs spil, skriver hun.
Fra 4 spillere, fra 15 år, pris ca. 329 kr.
Tzolk’in: Skab den stærkeste mayastamme
Den sagnomspundne mayakultur er i fokus i spillet ’Tzolk’in: The Mayan Calendar’, hvor det gælder om at skabe den stærkeste mayastamme på spillets 32 ture.
Spillepladen består af seks tandhjul, som løbende ændrer spillets gang. Ved hver tur placerer spillerne deres brikker ud for et tandhjul, der alle giver forskellige belønninger, som skal bruges til at opbygge stammen.
Det gælder om at kunne se et par træk frem og turde vente på den rigtige belønning.
Jacob Sand Sjørslev-Østergaard mener, at spillet taler til din indre nørd:
- Hvis man er lidt nørdet, og hvem er ikke det, så er Tzolk'in et fantastisk spil, skriver han.
2 – 4 spillere, fra 12 år, pris ca. 325 kr.
Plingo: Sæt dine forklaringsevner på prøve
Associationsspillet Plingo var nomineret til ’Årets Selskabsspil’ ved Guldbrikken i år. Det vandt ikke, men får alligevel rosende ord med på vejen af blandt andet Johnny Holmes, som prøvede spillet til spil- og tegneseriemessen Comic Con:
- Plingo var klart det sjoveste af alle brætspillene på Comic Con! Hylesjovt! Varmeste anbefaling herfra, skriver han på Facebook.
Hver runde har en ordgiver, som skal forklare en uvidende modspiller rundens ord udelukkende ved brug af stikord.
På forhånd har resten af spillerne nedskrevet en række andre ord, som de selv associerer med ordet. Og kommer ordgiveren til at nævne et de nedskrevne ord, må den, der har skrevet ordet, hugge turen og måske tjene rundens point.
4 – 8 spillere, fra 15 år, pris ca. 349 kr.
Risk: Et spil om verdensherredømmet
Det klassiske strategispil fra 1957 er stadig populært, og flere brugere skriver begejstret om spillet på DR Nyheders Facebook-side. En af dem er Per Tolbøll Christoffersen:
- Klassisk Risk, og kan du ikke vinde, kan du i hvert fald sørge for, at dine modspillere heller ikke kan.
Spillepladen er en illustration af et gammelt verdenskort og hver spiller skal med sin hær forsøge at få magten over verdensherredømmet. Alliancer, missioner og gode talegaver kan hjælpe dig på vej, hvis du vil løbe med sejren.
Vinderen er ofte den, der gennem spillet forstår at tilpasse sin strategi til placeringen af både egne og modspilleres hær.
2 – 6 spillere, fra 10 år, pris ca. 329 kr.
Carcassonne: Strategispillet om den franske middelalderby
Den franske middelalderby Carcassonne danner rammen om strategispillet, som de hjemme hos Signe Walmar er helt vilde med:
- Vi ælllsker Carcassonne, skriver hun på Facebook.
I Carcassonne bygger du spillepladen med byer og veje, mens spillet er i gang. Deltagerne får hver et antal følgesvende, som i løbet af spillet placeres på spillepladen og skaffer point, når de er placeret på en by eller vej, der afsluttes.
Som med alle andre strategispil, handler det om at bevare overblikket og planlægge mange træk forud.
2 - 8 spillere, fra 8 år, pris ca. 169 kr.
Settlers fra Catan: Kampen om øen
I kampen om Catan gælder det om at skabe en civilisation på den ubeboede ø.
Spillet er blevet en klassiker ved mange spilaftener, og hos Mia Bromose er det en favorit:
- Settlers, gerne med diverse udvidelsespakker, har altid været familiefavorit hos os, fortæller hun.
Spillerne skal indsamle øens råstoffer, så de kan bygge veje, huse og byer og dermed skabe øens stærkeste civilisation.
Du får sejrspoint ved at bygge huse og byer, lave den største riddermagt eller den længste handelsvej. Den spiller, der først får 10 point, vinder.
3– 4 spillere, fra 10 år, pris ca. 349 kr.
Det dårlige selskab: Et politisk ukorrekt selskabsspil
’Et nye dansk spil, der gør din kedelige venner sjove’, skriver producenten selv om ’Det dårlige selskab’.
DR Nyheders Facebook-brugere er også begejstrede, flere angiver det som deres yndlingsspil, og hos Tine Andersen var der ingen tvivl:
- Helt klart 'Det dårlige selskab', skrev hun efterfulgt af flere thumbs up-ikoner.
Hver spiller sidder med syv svarkort på hånden. Rundens gamemaster læser en sætning op, hvor nogle pladser står tomme. Det gælder nu om at lave den sjoveste kombination af sætningen og de svarkort, man har på hånden. Gamemasterens afgør, hvem der får rundens spil.
Spillet er inspireret af spillet Cards Against Humanity, men tilpasset det danske marked. Du kan derfor både støde på Naser Khader, Ole Wedel og Kandis i svarkortene.
3 – 16 spillere, fra 16 år, pris ca. 300 kr.