Da en lydoptagelse med Donald Trump, som praler med, at han befamler kvinder, kom frem under præsidentvalgkampen i USA, blev kandidaten mødt af udbredt fordømmelse fra filmmiljøet i Hollywood.
Det samme gjorde sig gældende, da to frontfigurer fra den konservative tv-kanal Fox News blev beskyldt for seksuelle overgreb, skriver New York Times.
Men nu da en af Hollywoods egne spidser - filmproducenten Harvey Weinstein - er blevet indhentet af en sexskandale, lyder der en nærmest larmende tavshed fra filmbyen, konstaterer avisen, som i sidste uge afslørede, at Harvey Weinstein har indgået otte forlig med kvinder, som har beskyldt ham for seksuelle overgreb.
- Velkommen til Hollywood, hvor folk elsker at pege selvretfærdige fingre - i løbet af det seneste år er prisuddelinger blevet en platform for industriens koryfæer til at skælde Trump-regeringen ud - men gemmer sig, når emnet stiller show business i et dårligt lys, lyder den ikke særligt flatterende karakteristik i New York Times.
Højrefløj griber chancen
Hollywood hører historisk hjemme på den politiske venstrefløj i USA, og den amerikanske højrefløj har da heller ikke være sene til at gribe muligheden for at sige "hvad med jer selv", skriver The Ringer.
Det stærkt højreorienterede nyhedsmedie Breitbart dækker sagen indgående og skriver blandt andet, at "Jeres tavshed er øredøvende" - henvendt til kvindelige Hollywood-stjerner, som har arbejdet for Harvey Weinstein, som blandt andet har grundlagt filmselskabet Miramax.
På Twitter opfordrede Donald Trumps søn Donald Trump Jr. på samme måde tv-værten Jimmy Kimmel, som er en af præsidentens hårdeste kritikere, til at kommentere afsløringerne om Harvey Weinstein:
https://twitter.com/DonaldJTrumpJr/status/916680497673228288?ref_src=twsrc%5Etfw
Jimmy Kimmel svarede i øvrigt, at han finder historien "modbydelig". Den tredobbelte Oscar-vinder Meryl Streep brugte ordet "skammelig", da hun i dag som en af de første superstjerner kommenterede sagen.
Toppen af isbjerget
Mens de politiske fløje i det dybt polariserede USA rutinemæssigt bruger sagen mod hinanden - som man også så efter masseskyderiet i Las Vegas - overvejer andre, om Harvey Weinsteins fald kan være et vendepunkt for Hollywood, når det gælder sexchikane og det, der er værre.
Harvey Weinstein er "toppen af et Hollywood-isbjerg", skriver en tidligere underholdningsreporter i netmediet Vox.
Han fortæller, at rygterne om filmproducentens overgreb havde været i omløb i filmbyen i årevis. Det samme gælder en lang række andre prominente personer, som ikke er blevet anklaget for noget offentligt endnu.
Reporteren skriver, at Hollywood stadig i høj grad bliver styret af en "old boys club", der kan opføre sig, som det passer dem, fordi mange er villige til at finde sig i meget for at blive en del af filmmiljøet.