Ny Tarantino-film har virkelig person som omdrejningspunkt: Her er 10 vanvittige ting, du skal vide om Charles Manson

Den berygtede kultleder har levet et vanvittigt liv.

OBS: Denne artikel indeholder flere ubehagelige beskrivelser fra Charles Mansons liv, som måske kan virke voldsomt for nogle.

Fans af den amerikanske kult-instruktør Quentin Tarantino var helt oppe at køre, da det i 2017 kom frem, at hans næste film, 'Once Upon a Time in... Hollywood', ville have den berygtede kultleder Charles Manson som omdrejningspunkt.

Den karismatiske kultleder, der er dømt for at have stået bag flere bestialske mord i slut-1960'erne, lod på papiret til at være et perfekt match med Tarantinos ofte vanvittige filmunivers.

Filmen har premiere i de danske biografer i denne uge, og trods voldsomt opskruede forventninger har 'Once Upon a Time in... Hollywood' ikke skuffet anmelderne:

"... i sin helhed, som en historie med dybde og perspektiv, har Tarantino aldrig været bedre," skrev DR's filmanmelder Per Juul Carlsen efter premieren i Cannes i maj måned.

Hos magasinet Soundvenue var man ligeledes begejstret for filmen.

Det blev dog pointeret, at "...en vis viden om den berygtede morder og kultleder er en forudsætning for at få det fulde udbytte".

Det hjælper vi gerne til med - så værs'go: her er 10 frygtelige og fascinerende begivenheder i Charles Mansons liv.

1

Mor var 16-årig prostitueret, der solgte ham for en kande øl

Charles Manson som 14-årig i 1949. Billedet er taget på drengeskolen Boy's Town i Nebraska, som Manson stak af fra tre dage senere. (Foto: © Bettmann, Getty Images)

Kathleen Maddox er kun 16 år gammel, da hun i 1934 får sit første barn. Året inden er hun løbet væk hjemmefra og arbejder nu som prostitueret i staten Ohio. Den lille dreng får navnet Charles.

Charles' far har overfor moren udgivet sig for at være en højtstående militærmand, men har i virkeligheden ikke engang fast arbejde. Da han får at vide, han skal være far, lyver han og siger, han skal udsendes.

Han ser højest sin lille dreng et par gange.

Kort efter fødslen er Charles' mor på restaurant. Her er en servitrice meget interesseret i hendes nyfødte søn. Hun drømmer selv om at blive mor.

I bogen 'Manson in His Own Words' fortæller Manson, at hans mor siger: "Hvis du giver mig en kande øl, er han din". Servitricen indvilger, og da moren forlader restauranten, lader hun Manson ligge.

Efter et par dage opsporer Mansons onkel servitricen og får barnet tilbage.

2

Røg som ung ind og ud af fængsler - og voldtog medindsat

Charles Manson i 1969. (Foto: © Hulton Archive, (c) Getty images)

Mansons start på livet er turbulent, og han ryger ind og ud af børnehjem og ungdomsfængsler. Da han er fem år, bliver hans mor fængslet for et mislykket røveriforsøg. Hun ryger tre år i fængsel, og Manson flytter hjem til sin tante og onkel.

Det rodede liv fortsætter, og efter ophold på en katolsk drengeskole og på diverse ungdomsinstitutioner ender Manson som 17-årig på en opdragelsesanstalt. Her bliver han taget i at voldtage en anden dreng og true ham med en kniv. Han bliver herefter flyttet til en meget strengere anstalt og først løsladt som 20-årig i 1954.

Manson fortsætter med at begå alle mulige former for kriminalitet og sidder i fængsel fra 1956 til 1958 og igen fra 1960 til 1967.

3

Gift to gange - men begge kvinder lod sig skille

En smilende Charles Manson under retssagen mod ham i 1970. (Foto: © George Brich, AP / Ritzau Scanpix)

Manson tilbringer meget af sit ungdomsliv i fængsel, og derfor spilder han ikke tiden, når han endelig er fri.

I 1955 gifter han sig med servitricen Rosalie Jean Willis, der hurtigt bliver gravid. Før hun når at føde, er Manson dog røget i spjældet igen, og Rosalie søger om skilsmisse.

Efter sin løsladelse gifter Manson sig igen i 1959, denne gang med en prostitueret ved navn Leona ’Candy’ Stevens. De når ikke at være gift længe, før Manson bliver anholdt i Texas og idømt 10 års fængsel. Historien fra Mansons første ægteskab gentager sig, da Leona et par år senere lader sig skille fra Manson. I mellemtiden har hun født Mansons anden søn.

4

Skabte 'Manson-familien' - hippiekulten der gjorde ham berømt

Tre kvindelige medlemmer af Charles Mansons kult. (Foto: © Bettmann, Getty Images)

Som 32-årig har Charles Manson allerede tilbragt halvdelen af sit liv i fængsel, og da han i 1967 endnu en gang bliver sat på fri fod, er det i en helt anden verden, end han forlod.

Han ender i San Francisco midt i den famøse 'Summer of Love' - en af de mest markante begivenheder i hippiebevægelsen historie. Her samledes omkring 100.000 unge og dyrkede næstekærlighed og modstand mod Vietnamkrigen.

En dag, mens Manson spiller guitar ved University of California, møder han en ung kvinde ved navn Mary Brunner. De bliver hurtigt så gode venner, at Manson flytter ind hos hende - og herefter udvikler de sig hurtigt til at være mere end bare venner.

Manson stiller sig dog ikke tilfreds med én kvinde.

Med sin ekstremt karismatiske og manipulerende facon tiltrækker han især unge, rodløse kvinder og overtaler dem til at flytte ind hos ham og Brunner.

Ifølge Jeff Guinn, der har skrevet bogen 'Manson: The Life and Times of Charles Manson', går Manson bevidst efter unge kvinder, der er sårbare og alene - og gerne dem med et dårligt eller intet forhold til deres far.

I starten er der nok snarere tale om et kollektiv end en kult, men Manson får langsomt etableret sig som en slags guru for kvinderne. Mary Brunner bryder sig egentlig ikke om de mange kvinder, men pludselig bor der 18 i hendes lejlighed.

Da pladsen bliver for trang, flytter de over i varevogne eller busser og bosætter sig på forskellige ranches, hvor de typisk arbejder for at kunne bo der. Undervejs bliver Mary Brunner gravid og føder Mansons tredje søn.

5

Manson og kulten flytter ind hos Beach Boys-trommeslager

Albumcoveret til Beach Boys' debutalbum 'Surfin' Safari' fra 1962. (Foto: © Michael Ochs Archives / Stringer, (c) Getty images)

I et bjergområde i Californien møder to kvindelige medlemmer af Manson-familien tilfældigt en herre ved navn Dennis Wilson - trommeslager i det berømte band The Beach Boys. Han er efter eget udsagn på et LSD-trip med sin 'houseboy'.

Kvinderne introducerer Wilson for Charles Manson, og hele kulten ender med at flytte ind hos Wilson. I et bizart interview med magasinet Record Mirror i 1968 fortæller Wilson, at han bor med 17 kvinder og deres guru, Charlie.

"Han er på nogle måder dum, men jeg accepterer hans tilgang og har lært af ham", udtaler han blandt andet.

Manson og Wilson bliver venner og skriver sange sammen. Ifølge Greg King, der har skrevet bogen 'Sharon Tate and the Manson Murders', fungerer kvinderne i Manson-familien mere eller mindre som deres tjenere.

Manson, der har lært at spille guitar i fængslet, har et brændende ønske om at slå igennem som musiker. Han får blandt andet overtalt Wilson til at betale for, at han kan indspille sine sange i Beach Boys' studie.

Indspilningen ender dog brat, da Manson truer alle i studiet med en kniv efter en uoverensstemmelse.

Manson er ikke uden talent, og The Beach Boys udgiver i slutningen af 1968 sangen 'Never Learn Not to Love', der er en lettere omskrevet version af Mansons sang 'Cease to Exist'.

Manson bliver ikke krediteret for sin sangskrivning og er efter sigende rasende over det.

Hør 'Never Learn Not to Love' af The Beach Boys her:

I Mansons sang, 'Cease to Exist', synger han blandt andet:

Pretty girl, pretty, pretty girl

Cease to Exist

Just come and say you love me

Give up your world

Mens han sidder fængslet i 1970, udgiver Manson sin udgave af sangen som en del af albummet 'Lie: The Love and Terror Cult'.

Hør 'Cease to Exist' af Charles Manson her:

Efter hændelsen i studiet går det langsomt ned ad bakke for Wilson og Mansons venskab, og Wilson ender med at smide Manson-familien ud af sit hjem, blandt andet fordi det havde kostet ham omkring 100.000 dollars at have dem boende.

Pengene var blandt andet var gået til behandling af kønssygdomme hos Wilson og flere kultmedlemmer.

6

Brugte LSD til at overbevise kultmedlemmer om, at han var reinkarnationen af Jesus

En grinende Charles Manson, cirka 1970. (Foto: © Michael Ochs Archives, (c) Getty images)

Dianne Lake er 14 år, da hun i 1967 slutter sig til Manson-familien.

I dokumentaren 'Mordkulten Manson indefra - De glemte bånd', der kan ses på DRTV, fortæller hun, at Manson arrangerer seancer, hvor han metodisk uddeler det bevidsthedsudvidende og psykedeliske stof LSD til sine følgere.

Manson selv tager en mindre dosis eller slet ingen LSD og har derved let ved at manipulere sine påvirkede følgere og overbevise dem om, at han er noget helt særligt. Manson lykkes blandt andet med at overbevise sine følgere om, at han er reinkarnationen af Jesus.

Ofte følger et sexorgie, som Manson ligeledes orkestrerer. Det hele virker som et nøje planlagt ritual med Manson som lederen.

I dokumentaren fortæller Lake en historie, der illustrerer Mansons magt over sine følgere. Da hun en dag føler sig overset af ham, spørger hun ham, om ikke de kan elske. Han indvilger, og de finder et afsides skur på den grund, de opholder sig på.

Men i stedet for at elske med hende, voldtager Manson Lake analt og siger, at hun aldrig skal bede ham om sådan noget igen. Alligevel bliver hun med kulten.

Hun fortæller, at hans kærlighed er som "en ubegribelig bølge af kærlighed og glæde. Jeg blev hos Charlie for at mærke det igen og igen og igen."

7

Kultmedlemmer trænes til mere og mere ekstreme forbrydelser

Medlemmer af Manson-familien viser deres støtte til de anklagede ved retssagerne mod Manson og tre kvindelige kultmedlemmer i 1970. (© AP / Ritzau Scanpix)

Udover at kontrollere medlemmerne af sin kult med LSD, har lederen Charles Manson forskellige måder at 'træne' dem på.

En af metoderne kalder han 'creepy-crawling'. Begrebet dækker over en mild form for indbrud, som familiemedlemmerne skal begå.

Idéen med 'creepy-crawling' er at få kultmedlemmerne til at tro, at de har magten til at trænge ind i ethvert hjem på ethvert tidspunkt.

De skal bryde ind i et tilfældigt hus, mens dets beboere sover. Beboerne må ikke opdage noget, og det eneste 'creepy-crawlerne' gør er at rykke rundt på møblerne. Enkelte gange stjæler de også småting.

Når husets beboere vågner næste dag, ved de, at der har været fremmede i deres hjem, der kunne have gjort hvad som helst.

Udover at skabe frygt hos ofrene, bruger Manson også metoden til at forberede sine følgere på de mere alvorlige opgaver, der venter dem.

Vincent Bugliosi, anklageren i sagen mod Manson og forfatter til bogen 'Helter Skelter', har kaldt 'creepy crawling' for en slags generalprøve på mord.

8

Beatles-album overbeviste Manson: Skulle herske over alle afroamerikanere efter racekrig

Charles Manson kort efter sin anholdelse i 1969. (© AP / Ritzau Scanpix)

Manson har i flere år været overbevist om, at en racekrig var nært forestående, og da han i slutningen af 1968 hører The Beatles' 'The White Album', er han ikke længere i tvivl.

Krigen vil ifølge Manson opstå som følge af spændinger mellem sorte og hvide, og han tolker 'The White Album' som The Beatles' måde at fortælle på, at de også ved det.

Omkring årsskiftet til 1969 begynder han at betegne krigen som Helter Skelter, opkaldt efter The Beatles' sang af samme navn.

Vigtigst for Manson er dog sangen 'Revolution 9', en atypisk Beatles-sang uden vokal, som Manson mener henviser til kapitel 9 i Johannes' Åbenbaring, den sidste bog i Det Nye Testamente i Bibelen.

Manson kan blandt andet høre maskinpistoler, der skyder og tolker sangen som et tegn på, at revolutionen - Helter Skelter - er nært forestående.

Hør 'Revolution 9' af The Beatles her:

I kapitlet omtales en 'bottomless pit' - på dansk 'afgrundens brønd'. Det tolker Manson som om, at Manson-familien, mens raceurolighederne står på, skal gemme sig i denne 'bottomless pit', som Manson mener er en underjordisk by i ørkenen. Her skal de bo i flere årtier.

Når urolighederne er overstået, vil de sorte have vundet og alle hvide mennesker være udryddet - bortset fra Manson-familien. Ifølge Manson vil de sorte ikke være i stand til at lede sig selv, og på det tidspunkt kommer Manson og familien op fra hullet i ørkenen for at herske over de sorte.

9

Fik sine følgere til at begå bestialske mord

Skuespillerinden Sharon Tate i 1965. Fire år senere bliver hun brutalt myrdet i sit eget hus af medlemmer af Charles Mansons kult. (© Hatami / Polaris Images / Ritzau Scanpix)

Manson synes ikke, at USA's sorte er hurtige nok til at få sat gang i den racekrig, som han har forudsagt. Han beslutter derfor, at familien må handle for at sætte skub i tingene.

Natten til den 9. august 1969 kører fire af Mansons følgere på hans ordre til en adresse i en eksklusiv del af Los Angeles. De skal slå alle på adressen ihjel og få det til at ligne, at mordene er foretaget af afroamerikanere.

Adressen har Manson valgt, fordi huset på grunden er ejet af Terry Melcher, en musikproducer, der tidligere har afvist af udgive Mansons musik. Melcher bor der dog ikke længere, men har lejet huset ud til filminstruktøren Roman Polanski og dennes kone, Sharon Tate.

Da de ankommer på adressen omkring midnat, er en 18-årig mand på vej derfra i bil. Han har besøgt nabohuset. Tex Watson, en af Mansons følgere, ignorerer, at den unge mand trygler om at blive skånet og dræber ham med fire pistolskud.

Derefter bryder de ind i huset og dræber dem, der er derinde. Roman Polanski er i Europa for at arbejde på en film og er derfor ikke hjemme. Sharon Tate, der på tidspunktet er gravid i ottende måned, har besøg af tre venner, og de bliver alle slagtet på bestialsk vis. Blandt andet bliver Sharon Tate stukket 16 gange med en kniv.

Gerningsstedet for mordet på skuespillerinden Sharon Tate og fire andre. (Foto: © XNBG, AP / Ritzau Scanpix)

Dagen efter kører seks familiemedlemmer sammen med Manson rundt i Los Angeles for at finde nogen at slå ihjel. De ender hos ægteparret Leno og Rosemary LaBianca, som bliver dræbt med henholdsvis 16 og 41 knivstik.

Ved begge lejligheder bruger Mansons følgere ofrenes blod til at skrive forskellige ting på væggene, der skal få det til at se ud som om, at mordet var blevet begået af afroamerikanske gerningsmænd.

Hos LaBianca-ægteparret staver en af dem forkert og skriver 'Healter Skelter'.

10

Dømt til døden i 1971, men døde af alderdom for nylig

Charles Manson i August 2017. Han døde tre måneder senere efter 48 år i fængsel. (Foto: © handout, Scanpix)

Selvom Manson ikke selv dræber nogen, bliver han i 1971 dømt til døden for sin medvirken i drabene. Dødsdommen bliver siden lavet om til ni livstidsdomme, da dødsstraf bliver forbudt.

Siden dommen har Manson-familiens ugerninger givet anledning til alverdens alternative teorier om, hvordan tingene faktisk foregik.

Da Manson ikke selv har dræbt nogen, er det under retssagen vigtigt for anklageren at påvise, at Manson står bag mordene, og nogle kalder hele Helter Skelter-teorien en idé, som anklageren fik plantet i hovedet på nogle af kultmedlemmerne, der så vidnede mod Manson.

Tilhængere af denne teori tror i stedet, at mordene blev begået for at få et medlem af Manson-familien ud af fængsel. Medlemmet sad inde for et andet mord, og Tate- og LaBianca-mordene skulle overbevise politiet om, at gerningsmanden var den samme til alle mordene og altså stadig var på fri fod.

Se nyhedsindlag fra da Manson døde i 2017 her:

Under retssagen har Manson et 'X' ridset i panden, lige mellem øjenbrynene. De tre af hans følgere, der også er anklaget ved retssagen, har det samme, ligesom kultmedlemmer på fri fod også ridser krydser i deres pander som en sympatierklæring til Manson.

På et tidspunkt i løbet af 1980'erne laver Manson krydset om til et hagekors.

I løbet af sin tid i fængslet giver Manson flere bemærkelsesværdige interviews til forskellige amerikanske tv-stationer. Blandt andet udtaler han i 1987: "Måske havde det føltes bedre, hvis jeg havde dræbt 4-500 mennesker."

I 2014 kommer det frem, at Manson er forlovet med en 26-årig kvinde, der har besøgt ham gennem ni år. Brylluppet bliver dog aldrig til noget, da det viser sig, at kvinden blot vil giftes, så hun kan bruge hans lig som turistattraktion.

Manson døde for to år siden, og i stedet endte hans barnebarn med retten til liget. Mansons begravelse blev filmet og sendt som et tv-program med titlen 'Charles Manson: The Funeral'.

Kilder: Jeff Guinn: 'Manson: The Life and Times of Charles Manson', Charles Manson & Nuel Emmons: 'Manson in His Own Words', Greg King: 'Sharon Tate and the Manson Murders', Vincent Bugliosi: 'Helter Skelter', Record Mirror, charlesmanson.com, Soundvenue, upi.com, nypost.com, latimes.com, 'Mordkulten Manson indefra - De glemte bånd' (dokumentarfilm).