Af Jeanette Varberg
Strømmen af syriske familier på flugt gennem Europa vidner i disse dage om en krig, som rammer civilbefolkningen brutalt hårdt. 12 millioner syrere er på flugt fra en blodig borgerkrig.
Fire års intense kampe har sat sig som dybe spor i landets sjæl og kostet uoverskueligt mange tusinde menneskeliv. Landet er kastet ud i en katastrofe, som vil tynge befolkningen i mange generationer fremover.
Derfor kan det også synes forkert at tale om tab af kulturarv fremfor tab af menneskeliv. Men det er ikke desto mindre et ufatteligt tab, når verdensarven bevidst bliver smadret af Islamisk Stat i en skræmmende værdikamp, hvor en absurd tolkning af Koranen bliver en undskyldning for at slette 2000 år gamle ruiner fra jordens overflade.
Spørgsmålet er, hvorfor IS lige pludselig angriber gamle ruiner med samme aggression, som de udviser overfor deres menneskelige ofre?
En oldtidsby i liga med pyramiderne og Stonehenge
Går man fra Damaskus gennem den syriske ørken mod øst, så åbner vejen sig omkring Palmyra. Her, midt i en oase, rejser den 2000 år gamle oldtidsby sig med templer, søjlegange og et storslået teater.
Resterne efter en af Romerrigets mest driftige og pulserende handelsbyer ligger højt på UNESCOs verdensarvsliste – det vil sige, de store bygningsværkers superliga anført af pyramiderne og Stonehenge.
I Palmyras velbevarede gader mødes vest og øst i en hel unik arkitektur og kultur. Palmyra er central i den arabiske og muslimske selvforståelse og identitet, og det er et af de få steder i verden, hvor fortiden får lov til at leve videre i nutiden og minde os alle sammen om, hvor vi kommer fra.
Det er et af verdens vidundere, som kan inspirere os i dag.
Systematisk ødelæggelse
Nu er det under angreb og kan gå tabt for altid. Tempel efter tempel springes i luften foran et tvangsindlagt publikum fra lokalområdet. Islamisk Stat erobrede Palmyra i maj, og siden har de arkæologiske myndigheder i Syrien - og mange andre uden for landet - frygtet, at de yderliggående jihadister ville ødelægge det gamle Palmyra.
Sådan er det gået flere andre steder, hvor IS er trængt frem i Syrien og i nabolandet Irak. Her har gruppen enten sprængt værdier fra oldtiden i luften eller solgt antikviteter for at finansiere sin militante kamp.
Chefarkæolog mister livet i forsøget på at beskytte verdensarv
Ødelæggelserne kulminerede i august med henrettelsen af den dedikerede chefarkæolog Khaled al-Asaad, som nægtede at forlade Palmyra, da IS stod ved murene. Det var stedet, hvor han havde forsket gennem 50 år og blotlagt lag efter lag af sit folks historie.
Efter en måneds fangeskab blev den 82 årige arkæolog brutalt myrdet. Ført til en offentlig plads, halshugget og liget hængt op i en søjle.
Omkring hans hovedløse krop hang et banner med en tekst, der anklagede ham for at være direktør for afgudsdyrkelse. Angiveligt primært fordi han nægtede at fortælle, hvor værdifulde oldsager var gemt væk.
Chokket runger stadig langt ind i universiteters og museers ellers så fredelige korridorer, og kollegaer fra hele verden fordømmer IS og hylder Khaled al-Assad for sit heltemod.
Et folks rødder skæres over
Ifølge UNESCOs generalsekretær Irina Bokova, så er ødelæggelserne af kulturarven i Syrien for øjnene af de civile et forsøg på, at bryde båndene mellem folket og deres historie, og dermed frarøve syrerne deres kulturelle rødder for lettere at kunne knække deres ånd.
Jihadisterne vil helt ind og slette befolkningens mentale simkort. Kulturarven er nemlig de fysiske spor efter vores lange historie. Det er håndgribelige spor efter en anden verden, en anden tid og det minder os om, hvor vi kommer fra.
Kulturarven er vigtig for vores identitet og selvforståelse. Ødelægger man den, så kan man, som UNESCOS generalsekretær pointerer, skære et helt folks rødder over.
Men problemet er større end det. Når de gamle spor sprænges væk, så kan de aldrig genskabes og derved frarøves milliarder af fremtidens befolkning muligheden for at opleve historien ansigt til ansigt.
Et symbol på inkluderende og tolerant kultur
Oven i de rituelle ødelæggelser af Palmyras bygninger benytter IS sig af gravrøveri af den værste skuffe.
Grav efter grav høvles op med maskiner og alt, hvad der glimter af guld bliver solgt på et globalt sortbørsloppemarked til samvittighedsløse oldsagssamlere, der derigennem er med til at finansiere borgerkrigen.
Hvordan kan hadet til kulturen være så gennemgribende? Ganske enkelt fordi Palmyra står for alt det IS er imod. Oldtidsbyen er et symbol på en inkluderende og tolerant kultur, som er en hjørnesten i den moderne arabiske og muslimske identitet.
Det, der forsvinder, vil blive husket
Den systematiske destruktion af nogle af de mest ikoniske repræsentanter for den rige syriske kulturarv vidner om en hadefuld og ekskluderende ideologi - og den skal stoppes.
Islamisk Stat får al den negative opmærksomhed, som de håber på at opnå, når de smadrer sig gennem vores verdensarv. Men selvom de ødelægger meget, så vil de ikke opnå at slette Syriens historie. Tværtimod.
Deres utilgivelige destruktioner vil kun skærpe opmærksomheden om den kulturarv, der går tabt. For at sprænge Syriens kulturarv væk virker dobbelt. Det, der forsvinder, vil blive husket.