Stater samler på hemmeligheder. Det har de gjort siden tidernes morgen. Ja, den løbende indsamling af hemmelige efterretninger er en del af statens væsen. Det samme gælder indsatserne for at skjule denne vidensbank for uvedkommende blikke udefra.
Romerne havde et særligt begreb for dette centrale aspekt af statskunstens praksis – Arcana Imperii, statens eller magtudøvelsens hemmeligheder. Og det fremhævedes i valgsproget for Elisabeth I, den engelske jomfrudronning, Video et Taceo: ”Jeg ser og siger intet.”
Og det skal der ikke tages let på. For staten handler det om liv og død.
Frygten er, at hvis staten ikke lykkes med at sikre sine hemmeligheders og efterretningskanalers integritet, kompromitterer den sig for såvel indre som ydre fjender.
Invasion udefra eller indre opløsning i vold og kaos, er hvad den enkelte stat har at vente, hvis den ikke beskytter sine hemmeligheder.
Derfor reagerer selv demokratiske stater aggressivt, når deres hemmeligheder og efterretningstjenester bliver trukket ud i lyset af journalister, whistle-blowers eller tidligere spionchefer, som vil udstyre verden med ”sin version” af kontroversielle begivenhedsforløb.
Syv år i hemmelighedernes kammer
Det er i dette lys, at vi skal forstå kontroverserne omkring bogen ’Syv år for PET’, hvor den forhenværende chef for politiets efterretningstjeneste, Jakob Scharf, fortæller om sin tid i hemmelighedernes kammer for journalisten Morten Skjoldager.
PET prøvede først at begrænse skaden ved midlertidigt at forbyde udgivelsen af bogen. Men det opståede kighul ind i statens indre kunne ikke lukkes ad denne vej, eftersom Politiken valgte at ignorere forbuddet og publicerede hele manuskriptet som særtillæg.
PET reagerede med at melde både Scharf, Politiken og flere andre medier til politiet. Anmeldelsen henviser blandt andet til brud mod tavshedspligten og formidling af fortrolige oplysninger.
Spioner eller whistleblowers?
Det er ikke godt at vide, hvordan historien vil udvikle sig, men der er flere interessante fortilfælde i historien. Eksemplet Edward Snowden, er det som måske ligger tættest på i hukommelsen.
Den tidligere amerikanske efterretningsagent, som i sommeren 2013 afslørede USA’s hemmelige masseovervågningsprogrammer for avisen The Guardian, befinder sig stadig på flugt fra den amerikanske stat.
Hvis han nogensinde bliver indhentet og bragt foran en domstol, risikerer Snowden at blive dømt efter en spionlov fra Første Verdenskrig. Det er en lov, som er blevet brugt mod såvel spioner som prominente whistleblowers, blandt andet embedsmanden Daniel Ellsberg som i 1971 lækkede hemmeligheder om Vietnamkrigen til New York Times og flere andre amerikanske aviser.
Forbrydelser mod spionloven er yderst alvorlige og en fældende dom kan i værste fald resultere i dødsstraf.
Mere sandsynligt er dog, at Snowden vil skulle dele skæbne med den tidligere soldat Bradley Manning – i dag Chelsea Manning – som i 2013 blev dømt til 35 års fængsel for at have lækket over 700.000 fortrolige dokumenter med amerikanske statshemmeligheder til det kontroversielle medieorgan WikiLeaks.
En svensk efterretningsskandale
Mindre kendt i Danmark er, at også den svenske forfatter og journalist Jan Guillou, kendt for blandt andet sine bøger om ridder Arn Magnusson, har været fængslet for spionage.
Det var i maj 1973, at Guillou sammen med en journalistkollega ved det venstreorienterede magasin Folket i Bild/Kulturfront, afslørede eksistensen af et tophemmeligt svensk efterretningsorgan kaldt IB.
Guillou fortolkede akronymet IB som forkortelse for ”Informationsbyrån”, men den faktiske betydning er aldrig blevet fuldstændigt klarlagt. Historien er dog blevet kendt som ”IB-affæren” og den regnes som en milepæl i svensk samtidshistorie.
Afsløringerne blev penible for den svenske stat.
For det første kom det frem, at det neutrale Sverige var aktivt involveret i det vestlige efterretningssamarbejde og deltog i operationer med såvel CIA som den israelske efterretningstjeneste Shin Bet. For det andet viste det sig, at IB bedrev illegal overvågning af svenske venstrefløjlsbevægelser.
Oplysningerne blev dementeret af den svenske forsvarsminister. Og statsminister Olof Palme anklagede de to journalister for at være politiske ekstremister, der bar ”diktaturet i sit hjerte.”
Journalisternes hjem og magasinets redaktionslokaler blev ransaget af det svenske sikkerhedspoliti SÄPO.
Jan Guillou og KGB
Guillou og hans kollega blev dømt et års fængsel for spionage og afsløringer af svenske statshemmeligheder og sad 10 måneder i fængsel. Den brutale fremgangsmåde blev kritiseret af blandt andet Günter Grass, som drog paralleller til forfølgelserne af dissidenten Alexander Solsjenitzsyn i Sovjetunionen.
Det hører imidlertid også til historien, at det i 2009 kom frem, at Guillou i sin ungdom plejede kontakter med den sovjetiske efterretningstjeneste KGB.
Han fremhæver selv, at kontakterne var uskyldige, og at forbindelsen blev afbrudt inden IB-affæren. Desuagtet er det en pikant epilog, som tydeligt understreger, at selv granskerne må granskes i den her type af sager.
Statshemmelighedernes marked er et grumset skumringsland af halve sandheder og uklare loyaliteter.
Det indre paradoks
Men overordnet er efterretningsskandaler som IB-affæren og Edward Snowdens afsløringer gavnlige for demokratiet og retssikkerheden i samfundet. NSA’s muligheder for at bedrive digital masseovervågning er for eksempel blevet begrænset efter Snowden gennem den så kaldte USA Freedom Act (2015).
Selve diskussionen, som afsløringerne genererer, kan også siges at opfylde et vigtigt demokratisk formål i sig selv. En efterretningstjeneste må gennemsyres af samme grundlæggende værdier, som er gældende i det omgivende samfund. Ellers bliver den selv en fjende af den stat, som den har fået til opgave at beskytte.
Således: i et åbent demokratisk samfund må efterretnings- og sikkerhedstjenester forventes at kunne tåle kritisk granskning af frie medier og folkevalgte politikere.
Det er naturligvis et paradoks, som strider mod den akkumulerede logik indenfor mere end to tusind år af hemmeligt statsligt efterretningsarbejde.
Men det er et paradoks, som er uundgåeligt i en demokratisk stat. Og som vi må anerkende og håndtere analytisk og afbalanceret i de situationer, hvor hemmelighedernes kammer bliver åbnet.