Troldspejlet: Marvels nye Avengers-film er et superheltebrag i gigantstørrelse

Universet er igen i fare, og Marvels helte skal tage det endelige opgør. Filmen er forrygende på trods af helteoverflod, mener Troldspejlet.

Universet er endnu engang i fare.

Alt, hvad the Avengers hidtil har kæmpet for, har ledt op til dette endelige opgør.

’Avengers: Infinity War’ er (foreløbigt) enden på Marvels filmunivers, der begyndte med ’Iron Man’ i 2008.

Superskurken Thanos truer universet, og at besejre ham kræver mere end blot 2-3 superhelte.

’Avengers: Infinity War’ er derfor et gigantisk superheltebrag med flere helte, flere kampe og mere action end nogensinde før - og det er meget. Der er gang i den i hele 2½ time.

Men filmen er ikke bare spændende og medrivende – den er også fyldt med store følelser og krydret med den særlige superheltehumor, Marvel-universet er kendt og elsket for.

Forrygende heltesammenstød

Heldigvis har brødrene Anthony og Joe Russo, der har instrueret, virkelig styr på sagerne. Så selvom det vrimler med helte, bliver man ikke rigtigt forvirret. Forvirrede er heltene til gengæld - og det er forståeligt, for Marvels superhelte er jo en samling særlinge med meget forskellige baggrunde og meget forskelligt temperament. Og deres sammenstød er faktisk noget af det bedste i filmen.

Robert Downey Jr.s Iron Man og Benedict Cumberbatchs Dr. Strange bliver to, store krukker, der kæmper om opmærksomheden, når de møder hinanden. Og det er forrygende. For slet ikke at tale om de gnister, det slår, når Thor spillet af Chris Hemsworth møder Chris Pratts Star Lord. Han er godt nok ikke en Avenger, men der er brug for alle, så Guardians of the Galaxy er der også!

Skal man have set alle de foregående film, for at kunne følge med? Der er hele 18 af dem. Og ja, det hjælper bestemt. Det er ikke strengt nødvendigt, men man forstår klart bedre, hvad det sker, hvis har været med hele vejen.

Halvlunken skurkepræstation

Det eneste, filmen savner, er en rigtig uhyggelig skurk. Det er egentlig mærkeligt - men det har altid været et Marvel-problem. Heltene er fantastiske, men skurkene kan diskuteres.

Thanos er manden, de er oppe imod, og hvem ved, måske er det meningen, at han skal være en anelse kedelig? Han spilles af Josh Brolin, der er animeret efterfølgende. Animationen fungerer fint, men han lykkes simpelthen ikke med at fremstå særligt truende.

Det er vigtigt at vide, at ’Avengers: Infinity War’ er første del, så den må i sagens natur slutte åbent. Der går altså et år, før fortsættelsen kommer. Men kan man leve med det, kan man dårligt leve uden at se denne parade af Marvel-helte.

Troldspejlet så filmen i IMAX-formatet, og det er vanvittig flot. Især fordi denne film rent faktisk er skudt i IMAX, og i de mest overbevisende scener, føler man sig midt i kaosset.