Du bliver afhængig af at spille. Kom nu ud i den friske luft. Pas på, at dine øjne ikke bliver firkantede.
Der findes nærmest lige så mange fordomme om gaming, som der findes computerspil.
Nu belønnes computerspilsforsker Rune Kristian Lundedal Nielsen fra IT-Universitetet i København med 500.000 kroner for at nuancere debatten om betydningen af at spille.
Han er nemlig blevet tildelt Tietgenprisen – og den medfølgende halve million kroner – for sin kritiske, originale forskning i computerspil, sundhed og e-sport. Herudover belønnes hans store engagement i den offentlige debat. Det oplyser Danish Society for Education and Business (DSEB), der uddeler prisen, i en meddelelse.
- Først og fremmest er det jo en kæmpestor ære at modtage Tietgenprisen, siger Rune Kristian Lundedal Nielsen, der blandt andet har kritiseret den britiske prins Harrys opfordring til at forbyde 'Fortnite'.
Nielsen kaldte prinsens forslag for 'fuldstændig urealistisk'.
- Min forskning tyder på, at hos de meget få, som bliver vurderet til at være afhængige, er afhængigheden i virkeligheden et symptom på noget bagvedliggende.
- Det er typisk unge mænd, som står i en eller anden livskrise, hvor computerspilsadfærden så kommer til at blive et symptom og ikke en årsag, siger forskeren.
'Meget værdifuldt for samfundet'
Det har Rune Kristian Lundedal Nielsens blandt andet slået fast i en ph.d.-afhandling om computerspilafhængighed. Her konkluderer han, at der ikke er et element i computerspil, der gør kroppen afhængig af at spille.
Torben Möger Pedersen, der er bestyrelsesformand i DSEB, som uddeler prisen, giver Rune Kristian Lundedal Nielsen følgende ros med på vejen:
- Computerspilsbranchen er stadig ung og samtidig hurtigt voksende. Runes forskning giver os mulighed for at forholde os videnskabeligt til udviklingen og brugen af computerspil, og det er meget værdifuldt for samfundet, siger bestyrelsesformanden.
Tietgenprisen er en af de største priser til yngre forskere i Norden inden for erhvervsrettet humaniora og samfundsvidenskab. Den er blevet uddelt siden 1929.