Sløvt og fuld af fejl: Opreklameret actionspil svigter gamere

Næsten 40.000 gamere støttede 'Kingdom Come: Deliverance' på Kickstarter, men spillet er en skuffelse, mener Troldspejlet.

Han ville lave et stort, historisk actionrollespil, og alle sejl skulle sættes til.

Men Daniel Vávra fra det tjekkiske studie Warhorse Games kunne ikke få de store spilfirmaer med, så han gik til Kickstarter.

To millioner dollars senere

Næsten 40.000 gamere satsede tilsammen over to millioner dollars på, at han kunne holde, hvad han lovede.

Og hvis man elsker sværdkampe, intriger ved hoffet og magtsyge, ser spillet 'Kingdom Come: Deliverance' perfekt ud. Man mærker, at udviklerne har villet det godt - og særligt, at de har lagt et kæmpe arbejde i den historiske baggrund og miljøerne.

Men altså: Der går langt over tre timer, før historien rigtig går i gang, og inden da er man godt træt af de mange trivielle opgaver.

Og så er der desværre alt for mange bugs. Når man taler med de digitale figurer - og det skal man jo, hvis man vil videre - bliver deres talestrøm pludseligt afbrudt - eller de man begynder at tale om noget andet. Den slags skal være i orden i et 2018-spil.

Man foretrækker fængsel

Kampsystemet er også ret ringe. Det er sløvt og uregerligt, så vi gjorde ofte, hvad vi kunne for helt at undgå kampene. Man foretrækker næsten at komme i fængsel, og det kan vist ikke være meningen.

Og når 'Kingdom Come: Deliverance' nu er så langsomt, mister man også for nemt interessen. Man kan ikke rigtigt fornemme, hvor det hele bærer hen, til trods for et par interessante skurkefigurer.

Hvis man elsker den tidsalder, spillet omhandler, så måske. Men nej, det er ikke de 3-400 kroner værd, det koster, hvad enten man køber det til PC eller Playstation 4.