- Christian!!?? Har du ikke en tang???
Året er 1998 og 23-årige Per Bovbjerg er til computertræf – et såkaldt LAN-party – hos en kammerat.
Per råber gennem lokalet, som er fyldt til randen med ledninger, soveposer og drenge i 20’erne. Der er noget galt med et grafikkort – og det skal lige ordnes, inden de kan komme i gang med at game.
- Jeg husker det som vildt hyggeligt og super fedt – og jeg er jo stadig venner med nogle af de her drenge den dag i dag, siger Per Bovbjerg, da DR får fat i ham her 20 år efter indslaget herover blev optaget.
En af landets bedste gamere
Der er sket meget på computerspil-fronten siden.
Langt flere har gaming som fritidsinteresse – og ikke mindst er der kommet endnu flere penge til området. Eksempelvis afholdes i denne weekend ’Geeks Gone Wild’ i Gigatium i Aalborg, hvor der er pengepræmier for over 200.000 kroner.
Ved de helt store konkurrencer er tallene endnu højere. Eksempelvis var der 1,5 millioner på højkant, da der blev afholdt ’Blast Pro Series’ i november – det hidtil største gaming-arrangement på dansk jord.
De bedste spillere hyldes som superstjerner og kan tjene mange penge. Men sådan var det ikke i 90’ernes Danmark, hvor Per ”Bovsan” Bovbjerg var blandt landets allerbedste gamere – og over flere omgange Danmarksmester i det dengang ultra-populære spil ’Quake’ med sit hold 'Vikings', som han var teamleder for.
- Pengepræmierne er jo helt vanvittige i dag. Der var ikke en krone i det dengang. Det vildeste der skete engang var, at vi fik sponsoreret nogle musemåtter, fortæller Per Bovbjerg.
- Dengang handlede det mest om hyggen for os. Vi mødtes, delte filer med hinanden og gamede.
Fritidsinteressen førte til IT-karriere
Per Bovbjerg husker det som en fantastisk tid og virkelig sjovt, men kunne ikke finde på at forsøge sig som professionel i dag.
- Nej! Det må der sgu være yngre kræfter, der sørger for. Jeg er glad for min karriere, siger den 43-årige IT-konsulent.
Han tilskriver en del af æren for sit karrierevalg til de mange timer, der gik med at få de drilske og meget lidt brugervenlige computere til at makke ret – så der kunne games på dem.
- Det er da klart en af grundene til, at jeg arbejder med IT i dag. Det er der i det hele taget mange af dem, jeg gamede med dengang, som gør.
Der var i 90’erne stor mangel på IT-kyndige folk på grund af områdets hastige udvikling – og det kom de IT-interesserede til gode.
- Ja, det viste sig jo at være en ret god fritidsinteresse at have, siger Per Bovbjerg.
Familiefar og gamer
Selvom Per Bovbjerg i dag har både job og familie, er han stadig en engageret gamer:
- Jeg finder altid tid til det. Når min datter er puttet, og jeg har hygget med min kone om aftenen sidder jeg 3-4 dage om ugen oppe til 23:30-tiden og spiller. Faktisk ofte sammen med nogle af de samme drenge, som jeg spillede med dengang.
For noget tid siden prøvede han også at spille det helt gamle Quake igen, som han kan ses spille i indslaget herover.
- Det var virkelig sjovt – men også underligt, for det hele går altså langt hurtigere, end jeg husker.
Se en trailer for det første spil i serien her.