Fire danskere fortæller om barsk computerspil-branche: 'Jeg var på randen af en depression'

Jeg var ansat i et ungt, dansk firma med få ansatte og store drømme.

Det første spil, vi lavede, bar præg af, at vi var et fællesskab, og selve produktionen var fin, da vi ikke havde meget at miste.

Siden da ændrede det sig dog støt til det værre. Alle, der havde noget at skulle have sagt i firmaet, tog beslutninger, der resulterede i mange, lange arbejdstimer og skuffende resultater - til trods for deres ansattes advarsler mod det.

Vi var hverken mandskab nok eller havde den fornødne viden til at producere, hvad der blev besluttet, vi skulle.

Fra omkring 2014 og tre år frem var hverdagen en konstant frygt for at blive fyret. Der var samtaler bag lukkede døre, skænderier med chefen og overarbejde. Ikke bare crunch, men i høj grad også i hverdagen, hvor jeg arbejdede 42 timer fem dage om ugen.

Det var ikke altid for at nå mine egne deadlines, men som chefen sagde det 'For at være solidarisk og vise de andre, at jeg gerne ville det her'.

Da jeg gik ned med stress og begyndte at se en psykolog, var det eneste, der ændrede sig, at de sagde, at jeg skulle huske at passe på mig selv - mens de stadig forventede den samme indsats.

Jeg endte med at sige op og tage en måneds karantæne fra min a-kasse. Nu arbejder jeg i en komplet anden branche og ønsker aldrig at vende tilbage til spilindustrien.

* Victor har ønsket at være anonym; hans navn er derfor opdigtet. Redaktionen er bekendt med hans rigtige navn og identitet.

Jeg arbejdede i en dansk spilvirksomhed i lidt over et år. Det var en nystartet virksomhed, og ledelsen blev varetaget af indehaveren, som ingen professionel erfaring havde med at lede et hold på de 15-20 personer, vi var.

Indehaveren, som også var leder og chef på samme tid, blandede sig i alle detaljer og ville styre alt. Han kunne finde på at gå en til en grafiker og anmode om at arbejdet skulle laves om på grund af personlige æstetiske preferencer uden kendskab til den tekniske bagside om, hvad der er muligt eller eventuel rådførelse med grafikeren, som trods alt er den professionelle på området.

Ledelsen prøvede at få et venskabeligt forhold til os ansatte, så folk havde sværere ved at sige nej til overarbejde. Overarbejdet blev oftest betegnet som hygge med 'gratis pizza og sodavand'.

Overarbejde var dog hverken betalt eller med mulighed for senere afspadsering, trods det i perioder snildt kunne runde en ugentlig arbejdstid på over 50 timer.

Trods forholdene valgte man at være den gode medarbejder, for hvis man ikke havde lyst til at arbejde over, så stod man som ham, der sagde fra og blev set ned på, fordi man ikke ydede så meget som de andre.

Jeg følte lidt, at lederne udnyttede gruppepresset til at få flest muligt til at blive længere på arbejdet.

Jeg var på randen af stress, blandt andet fordi jeg var DJ i weekenden for at kompensere for den lave løn. Så jeg havde fuldtidsjob samt natarbejde hver weekend. De skiftende arbejdstider gjorde også, at meget af fritiden gik med at få indhentet søvn.

Det var ikke kun psykisk hårdt. jeg fik også problemer med skuldre og ryg på grund af det meget stillesiddende arbejde. Det hele betød, at jeg ifølge min læge var på randen af en depression.

Heldigvis skiftede jeg til et job i samme fag i England, hvilket lettede på det hele grundet den markant højere løn og klare retningslinjer for de ansattes arbejdsforhold.

Jeg arbejdede fire år i det samme firma. Først som freelancer og senere med længere kontrakter, som måtte genforhandles, hver gang et projekt sluttede, og et nyt skulle til at begynde.

I den periode, jeg var i firmaet, gik vi fra at være 13 medarbejdere til cirka 60, og der kom en ny chef til i den periode, hvor firmaet vækstede. Det betød, at firmaet ændrede fuldstændig karakter.

Jeg oplevede en konstant følelse af usikkerhed omkring min rolle i firmaet på grund af mangel på individuelle samtaler.

Det meste af kommunikationen foregik gennem peptalks fra chefen, hvor essensen var, at vi var ved at lave noget, som ingen på planeten havde gjort før, og enten var man med om bord og gav sig selv fuldt ud eller også forlod man skuden.

Der var en overdreven fokus på resultater, og omvendt ingen fokus på medarbejdernes trivsel, ligesom ledelsen heller ikke holdt, hvad de lovede, når man havde drøftet bonusser og lønforhøjelser med dem.

Der var også mange udskiftninger i medarbejderstaben og mange, pludselige ændringer i projekterne i form af pludselige indskydelser, der skulle ordnes med meget korte deadlines. Det medførte også overarbejde i weekenderne.

Men jeg var afhængig af min indkomst, og kunne ikke bare gå ud og finde et andet job, så jeg blev hængende. Desværre alt for længe, for det endte med en sygemelding på grund af stress og panikanfald.

Jeg vendte aldrig tilbage til firmaet sidenhen.

* Christian har ønsket at være anonym; hans navn er derfor opdigtet. Redaktionen er bekendt med hans rigtige navn og identitet.

Jeg er en dinosaur, der var en del af den første generation af spiludviklere i Danmark.

Det var det vilde vesten. Der var intet forlæg for, hvordan man gjorde den slags. Og branchen bestod at folk, der kom direkte ud af værelset, hvor de havde siddet og kodet for sig selv.

Det var før, der kom en uddannelse indenfor det her felt, så der var ingen dannelse.

Så vi kæmpede også med crunch, fordi man jo bare skulle være færdig. Så man sad længe og arbejdede igennem til sent.

Enhver, der laver kreativt arbejde, ved, at der skal et ekstra skub til, når man kommer hen mod slutningen. Ambitionen kan nogle gange løbe af med en. Og det kendetegner måske brancher, der er drevet af passion og innovation.

Senere blev jeg en del af ledelsen i IO Interactive, og der kunne vi jo også se, at der var brug for at organisere arbejdskulturen, i takt med at vi blev større og større.

Der manglede medarbejdere i den ene uge, fordi de havde crunchet den forrige uge og var nødt til at holde fri.

Så der ændrede vi praksis og investerede i uddannelse af medarbejderne, så vi kunne få et lag af mellemledere, der var med til at sørge for, at folk ikke brændte ud, fordi der ikke var styr på arbejdsforholdene.

Værdierne i de her selskaber er jo medarbejderne, og man skal passe på dem. Så det er at skyde sig selv i foden at behandle dem dårligt. Det er jo dem, der laver produkterne.