Woody Allen om misbrugs-anklager: Jeg er slet ikke interesseret i det

Den 80-årige filminstruktør forholder sig for første gang i flere år til anklagerne om misbrug af datteren Dylan.

Woody Allen forholder sig i et nyt interview til anklagerne om, at han har begået overgreb mod datteren Dylan. (Foto: © YVES HERMAN, Scanpix)

Filminstruktør Woody Allen er ikke længere interesseret i at høre på anklagerne om, at han har forgrebet sig på datteren Dylan tilbage i 1992.

I et længere interview med avisen The Guardian understreger han, hvad anklagerne, som blev fremført i 2014, betyder for ham i dag.

- Det har jeg slet ingen interesse i. Det er tabloidt dumhed. Hændelsen er i en 14 måneder lang undersøgelse blevet grundigt, grundigt efterforsket af New Yorks sociale myndigheder. Den er blevet undersøgt af Yale, og konklusionen var klokkeklar. Jeg har slet ingen interesse i det. Jeg er blevet chikaneret af det konstant. Men det gør ikke indtryk på mig, og det interesserer mig ikke, siger han til avisen.

I 1992 forlod Woody Allen sin daværende kæreste, skuespilleren Mia Farrow, til fordel for hendes adopterede datter Soon-Yi Previn.

Efterfølgende røg parret ud i en bitter strid om forældremyndighederne over børnene Moses, Ronan og Dylan, og det var her, at anklagerne om overgrebet på datteren Dylan første gang blev fremsat af Mia Farrow.

Ingen retssag

Først i 2014 tog Dylan Farrow selv bladet fra munden og i et langt indlæg i New York Times, beskrev hun, hvordan hun som syvårig var blevet misbrugt.

Filminstruktøren selv svarede kort tid efter igen i en klumme i samme avis og understregede, at det ville være hans sidste ord om den sag.

Men selvom sagen ikke umiddelbart fik et juridisk efterspil for den feterede filminstruktør, fik anklagerne ikke lov at lægge stille hen.

Kort før, at Allens seneste film 'Cafe Society' åbnede dette års filmfestival i Cannes, bar hans biologiske søn Ronan Farrow nemlig mere brænde til bålet og langede i en klumme i The Hollywood Reporter ud efter både film - og medieindustrien for ikke at gå hårdt nok til hans far.

Woody Allen fortsatte dog ufortrødent med præsentationen af sin film og svarede ifølge The Guardian, at han ikke læste de ting, der blev skrevet om ham og fastholdt, at han ikke havde mere at sige om det. Og sådan har det været indtil nu.

Filminstruktøren, der siden 1997 har været gift med Soon-Yi Previn, har i dag kontakt med sin søn Moses, mens både kontakten til Dylan og Ronan Farrow er ophørt.

På spørgsmålet om, hvorvidt hele situationen har ændret hans synspunkt på verden, lyder svaret:

- Nej, nej. Det har bare bekræftet min misantropiske følelse.