Lad mig slå det fast med det samme.
Det her er ikke et forsvar for den snart 80-årige amerikanske filmmager, Woody Allen.
Er han en gris, måske endda et svin? Muligvis. Det er ikke op til undertegnede at afgøre om han er skyldig i at have forgrebet sig på et barn.
Følgende er derimod et forsvar for retsfølelsen, for den anstændighed og sunde fornuft, der altid er det første offer når den ophedede debat tordner gennem medier, især de sociale.
De tilbagevendende beskyldninger om overgreb
For filmnørder og fans af Allen er det besynderlige tider.
Engang var det så dejlig nemt at beundre den amerikanske instruktør, Woody Allen. Nu om dage skal man gnide øjnene grundigt for at se geniet for bare smuds.
Der er længere mellem perlerne, hvilket imidlertid hurtigt er til at tilgive. Men det var ikke kvaliteten af hans i øvrigt glimrende nye film, ’Café Society’, der trak de største overskrifter ved åbningen af filmfestivalen i Cannes, men derimod de tilbagevendende beskyldninger om overgreb på Allens eks-adoptivdatter, Dylan Farrow.
Rygterne har floreret i mange år, lige siden skuespilleren Mia Farrow, Allens kæreste i årene fra 1980 til 1992, anmeldte Allen til politiet i 1992. Detaljerne er i enhver henseende mudrede og journalister og kommentatorer er imponerende uenige om hvad der er fakta og hvordan sagen skal tolkes.
Men det forekommer ubestrideligt, at Allen og Farrows adoptivdatter, Dylan, var alene i 15-20 minutter den 5. august 1992, og at babysittere har bevidnet at Allen havde befamlet hende. Dagen efter anmelde Farrow ham til politiet.
Selv har Allen altid erklæret sig uskyldig
En undersøgelse viste at Dylan ikke var blevet udsat for egentlig voldtægt, men dommeren i sagen vurderede at Allen havde opført sig uacceptabelt overfor Dylan. Statsadvokaten vurderede siden, at der var grund til at retsforfølge Allen, men at Dylan var for skrøbelig til at kunne vidne i en opslidende retssag.
Selv har Allen altid erklæret sig uskyldig.
Det hører med til historien, at Farrow tidligere på året fandt nøgenbilleder af sin 20-årige datter, Soon-Yi Prevín, som hun adopterede sammen med hendes tidligere mand, Andre Prevín, i Allens natbordsskuffe. Allen indrømmede at have et forhold til Soon-Yi, som han er gift med i dag.
Fra da har Farrow konstant være i verbal krig med Allen, og beskyldningerne om overgrebene på Dylan har fået ny næring i flere omgange, især da Dylan skrev et indlæg som overgrebene i avisen New York Times i 2014.
Og senest da Ronan Farrow, Allens og Farrows fælles biologiske søn (om end der spekuleres i at hans far egentligt er Farrows eks-mand, Frank Sinatra, som Ronan ligner), anklagede medierne for ikke at gå nok i kødet på Allen kort før ’Café Society’ åbnede årets Cannes-festival.
Hvad skal man mene om den sag
Hvad skal man mene om den sag? Hvordan kan man mene noget om det morads af beskyldninger, retssager, skilsmisser m.m.?
Den amerikanske skuespilstjerne Susan Sarandon var ikke i tvivl, da hun udtalte sig i forbindelse med et seminar om kvinder i film på Cannes-festivalen den 16. maj. ’Jeg har ikke noget godt at sige om Woody Allen (…) Jeg er af den overbevisning, at han misbrugte et barn seksuelt’.
Netop i lyset af kvindernes plads i filmbranchen, som er et af tidens helt store diskussionsemner i branchen, har udfaldene mod Allen været særligt direkte og kontante i Cannes.
I den engelske avis The Guardian mente klummeskribenten Melissa Silverstein, at ’beskyldningerne mod Allen er seriøse nok til at begrunde en boykot af Allen som filmmager.’
Derudover læser Silversten, der er en ivrig meningsdanner om kvinder i filmindustrien, ganske meget mandchauvinisme og andet smuds ind i Allens film. Mn det mest påfaldende ved hendes indlæg i The Guardian er, at hun mener at Allen skal boykottes på grund af beskyldninger, ikke fordi han er fundet skyldig. Hun har dømt Allen, ligesom Sarandon og ligesom rigtig mange andre i og omkring årets festival i Cannes.
Og set her fra Cannes er det tydeligt, at Allen er havnet i modvind fra det store fokus der er på kvinders situation – ikke alene i Cannes, men også i sager om voldtægt og misbrug, som vi også så fornyligt i debatten omkring frifindelsen af tre unge mænd for voldtægt på en ung kvinde i Herfølge.
Men han er ikke dømt
Det er aldeles tænkeligt at Allen bærer en form for skyld. Meget peger i den retning. Men han er ikke dømt.
Det stiller nogle spørgsmål ved domstolenes forhold til vold mod og misbrug af. Det er svært at bevise, hvilket falder ud til mændenes fordel.
Omvendt risikerer vi den situation, Thomas Vinterberg viste i ’Jagten’, hvis mænd kan dømmes på indicier og påstand.
Dermed ikke sagt, at Allen er uskyldig.
Dermed ikke sagt, at mænd skal have lov til at slippe nemt afsted med misbrug af kvinder. Dermed ikke sagt, at Allens film ikke har et forældet kvindesyn, for det er svært at benægte. Dermed ikke sagt, at kvinder ikke har været andenrangsvæsener indenfor filmindustrien i alt for mange år, for det har de.
Men hvis vi ikke lytter til domstolene, hvis medierne – og ikke mindst de mest asociale, de sociale – får lov at udføre en moderne heksejagt på mistænkelige mænd, er der for alvor noget rigtig galt.