Von Trier afviser anklager om sexchikane fra Björk

- Der er intet i den sag, siger filminstruktøren efter påstande om ubehagelige oplevelser på filmset.

Lars von Trier og Björk (tv.) arbejdede sammen på filmen 'Dancer in the Dark' fra år 2000, der fik Guldpalmen i Cannes. (Foto: © Eric Gaillard, Scanpix)

Den islandske sangerinde Björk anklager i et opslag på Facebook filminstruktør Lars von Trier for sexchikane.

Ifølge sangerinden gik den danske instruktør over stregen, da de arbejdede sammen under filmoptagelserne til den prisvindende film 'Dancer in the Dark'.

Lars von Trier afviser alle påstande over for Jyllands-Posten.

- Der er intet i den her sag. Gå tilbage og se på oplysningerne, der kom ud dengang. Det var én stor konflikt. Jeg har ikke gjort det, siger Lars von Trier.

I sit opslag nævner Björk kun 'en dansk instruktør', men hun har ikke arbejdet sammen om film med andre end von Trier.

Kommer efter Harvey Weinstein

Björk skriver i sit opslag på Facebook, at hun står frem med sine oplevelser fra dengang, fordi hun er blevet inspireret af en række kvindelige skuespillere, som har fortalt om chikane og overgreb i arbejdet som Hollywoodskuespillere.

Sagerne er dukket op sammen med flere voldsomme anklager mod filmproduceren Harvey Weinstein.

- Det stod meget klart for mig, at da jeg trådte ind i skuespillerfaget, var det normen, at jeg kunne ydmyges og havde en rolle som kunne chikaneres seksuelt. Det var hugget i sten af instruktøren og mange af de ansatte, som gjorde det muligt og tillod det, skriver Björk om sin tid som skuespiller.

- Da jeg havde afvist instruktøren flere gange, blev han sur og straffede mig og skabte en imponerende illusion af, at jeg var den besværlige.

Men det billede kan von Trier ikke genkende, siger han til Jyllands-Posten.

- Det har ikke været tilfældet. Men at vi var rygende uvenner, det er et faktum. Til gengæld leverede hun en af de største skuespilpræstationer i mine film overhovedet, siger han.

Også von Triers mangeårige samarbejdspartner filmproducent Peter Aalbæk Jensen afviser Björks anklager, skriver JP.

Ifølge sangerinden kom hun sig over oplevelserne på filmsettet, fordi hun ikke var en del af filmbranchen.

- Fordi jeg ikke havde ambitioner i skuespilverdenen, gik jeg derfra og var ovenpå igen efter et års tid, skriver hun i sit indlæg.